Prøv avisen
Debat

Historiker: Prinsen kan støtte sig til historien i sit ønske om at blive konge

Prins Henrik har flere gange udtalt sig om, at han burde have en anden titel. Faktisk findes der en række historiske eksempler til støtte for Prinsgemalens principielle synspunkt om, at en regerende dronnings ægtefælle bør tituleres konge, på samme måde som en regerende konges ægtefælle tituleres dronning, skriver historiker. Foto: Claus Fisker

En anden sag er så, om det er klogt at insistere på et ønske, man ved, at man aldrig vil få opfyldt, skriver den norske historiker og kongehusekspert Trond Norén Isaksen

Man gør som regel klogt i at lytte til, hvad Jes Fabricius Møller har at sige i debatter om monarkiet.

Han tager dog fejl, når han - i anledning af Prinsgemalens bestandigt gentagne, principielle standpunkt om retteligen at skulle være konge - i Kristeligt Dagblad den 20. oktober skriver, at ”man (skal) til Portugal for at finde fortilfælde”, og at Ferdinand af Portugal er et af ”de meget få (eksempler) i europæisk historie, hvor en regerende dronnings ægtefælle har fået status af konge”.

Godt nok gjorde dronninger ikke ”altid” deres mænd til konger, sådan som Prinsgemalen har hævdet, men indtil 1800-tallet var det reglen snarere end undtagelsen, at en regerende dronnings ægtefælle fik titel af konge.

Det er særligt tydeligt, når man kaster et blik på kongeriget Navarra (i nutidens Spanien, red.), som Prinsgemalens familie interessant nok stammer fra.

Mellem 1274 og 1572 havde Navarra ikke færre end seks regerende dronninger, og i alle tilfælde fik deres ægtemænd titel af konge.

Disse kongegemaler udøvede også reel magt - i nogle tilfælde på bekostning af eller ligefrem i konkurrence med dronningerne.

I andre europæiske lande var praksissen ikke lige så fast.

Maria Stuarts første ægtemand blev konge med fuld myndighed, den anden blev konge uden myndighed og den tredje blot hertug af Orkneyøerne.

Ud af dronning Giovanna I af Napolis fire ægtemænd fik to titel af konge, men ingen af dem fik kongelig myndighed.

I Polen blev både Wladyslaw Jagello i 1386 og Stefan Batory i 1575 magtudøvende konger gennem ægteskab med regerende dronninger.

Filip II af Spanien blev engelsk konge gennem ægteskab med Maria I i 1554, mens Maria II og hendes ægtemand Vilhelm III fra 1689 regerede som sammonarker under meget specielle omstændigheder.

Ulrika Eleonora af Sverige ønskede i 1719 at gøre sin ægtemand til medkonge og abdicerede til hans fordel, da Riksdagen ikke ville gå med til det.

Dronning Anne af Storbritanniens danske ægtemand, prins Jørgen, måtte nøjes med en hertugtitel, mens dronningernes ægtemænd fortsatte med at få titel af konge i Sydeuropa.

I Portugal var kongetitlen betinget af, at gemalen havde besvangret dronningen med en tronarving, og den tilfaldt således Maria I's ægtemand i 1777 og Maria II's anden ægtemand i 1837.

Det seneste europæiske eksempel på, at en dronnings ægtemand tituleres konge, var, da Isabella II af Spanien indgik ægteskab i 1846.

I starten af 1800-tallet var der forventninger om, at den, der giftede sig med den britiske tronarving, Victoria, ville blive konge.

Men da hun i 1840 indgik ægteskab med prins Albert, frarådede premierminister Melbourne hende at bede Parlamentet om at gøre ham til konge.

Elizabeth II's ægtemand er som bekendt kun prins og hertug, og også Holland fulgte det victorianske eksempel ved tre lejligheder.

For Danmarks vedkommende blev det besluttet at følge Storbritannien og Holland.

Der findes altså en række historiske eksempler til støtte for Prinsgemalens principielle synspunkt om, at en regerende dronnings ægtefælle bør tituleres konge, på samme måde som en regerende konges ægtefælle tituleres dronning.

En anden sag er så, om det er klogt at insistere på et ønske, man ved, at man aldrig vil få opfyldt.

Af Trond Norén Isaksen er historiker og medforfatter til bogen ”The Man Behind the Queen: Male Consorts in History” (på dansk: Manden bag dronningen: Mandlige ægtefæller i historien)

Prins Henrik har alt i alt været ude og brokke sig otte gange i medierne om den kongetitel, han føler sig snydt for. Her ses ham som ganske ung.
Her ses regentfamilien på ferie på slottet Caix i Cahors. Prins Joachim får en ridetur på fars skuldre.
I februar i år beklagede prins Henrik sig på hollandsk tv: Hvorfor skal jeg stå under min kone? Sådan er det, men jeg vil aldrig acceptere det, sagde han dengang. Dronning Margrethe og prins Henrik med børn og børnebørn på Château de Cayx. Foto: ERIC CABANIS
I 2002 sagde prins Henrik til BT's Bodil Cath, at han følte sig som et ligegyldigt vedhæng. Her ses regentparret under deres besøg i Grønland sommeren 2015. Foto: Linda Kastrup
Regentparret på Chateau de Cayx.