Jürgen Habermas betragtes som den største politiske filosof i Europa, og den 93-årige tænker har noget nær gudestatus i den offentlige debat i sit hjemland Tyskland. Men Habermas har bagatelliseret Tysklands ansvar for den nuværende krig i Ukraine og – knap otte årtier efter naziregimets kollaps – bidraget til at bringe Tyskland "på tærsklen til endnu et moralsk sammenbrud".
Den krasse anklage kommer fra Timothy Snyder, professor ved amerikanske Yale University og en af USA’s mest fremtrædende historikere og Østeuropa-kendere. Under overskriften "Tyskerne har været involveret i krigen, hovedsageligt på den forkerte side" leverer den amerikanske professor et frontalangreb på Habermas og den tyske efterkrigstids erindringspolitik i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung. Det sker som reaktion på Habermas’ forsvar for den tyske forbundskansler Olaf Scholz’ tøvende tilgang til at sende tunge våben til ukrainerne i et essay, ”Krig og forargelse”, offentliggjort i Süddeutsche Zeitung i april, som blev omtalt i Kristeligt Dagblad den 6. maj.
Habermas' tese er, at historien anbefaler tysk "Besonnenheit", det vil sige besindighed, indleder Snyder.
"Det har i praksis betydet meget lidt tysk handling, men meget tysk snak i de første fire måneder af den vigtigste konflikt i Europa siden 1945," skriver han med henvisning til Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar.
Habermas behandler sin subjektive oplevelse af Vesttyskland og atomtruslerne under den kolde krig som en historisk sandhed og drager heraf den lære, at Ukraine i dag ikke kan besejre atommagten Rusland, mener Snyder.
"Ved at bidrage til at flytte en del af den tyske offentlige mening i retning af den påstand, at Ukraine ikke kan vinde krigen, og ved derved at bidrage til at forsinke leveringen af de nødvendige våben, har Habermas gjort Ukraines nederlag mere sandsynligt. Og på den måde har han gjort Europas sammenbrud mere sandsynligt," mener historikeren, hvis bog "Bloodlands" er et hovedværk om Østeuropas lidelser under Hitler og Stalin.
De tyske politiske beslutninger i det 21. århundrede – herunder byggeriet af rørledningen Nord Stream 2, der skulle fordoble Ruslands gaseksport til Tyskland – betyder, at Tyskland i dag finansierer Ruslands ødelæggelseskrig, mener Snyder.
"Så længe det er sandt, kan tyskerne ikke hævde, at de ikke er involveret i krigen. De har været involveret, hovedsageligt på den forkerte side," skriver han.
I sit essay i april fordømte Habermas, at Rusland fører massiv angrebskrig i strid med folkeretten, men den tyske filosof advarede samtidig om farerne for en verdenskrig og mod "en uhæmmet forpligtelse til oprustning af Ukraine". Habermas kritiserede "de moralsk indignerede anklagere", som langer ud efter den tyske kanslers politik.
"I Tyskland er der – drevet frem af pressens kommentarer – udbrudt en skinger meningskamp om form og omfang af militærhjælp til det betrængte Ukraine. Jeg er irriteret over den selvsikkerhed, hvormed de moralsk indignerede anklagere i Tyskland agerer imod en regering, der handler både reflekterende og tilbageholdende," skrev Habermas.
Filosoffen er ikke alene med sin modstand mod at udstyre Ukraine med tunge våben. "Aldrig mere krig" har været mantraet i Tyskland siden 1945. Den tyske publicist Alice Schwarzer skrev sidst i april sammen med 27 intellektuelle og kunstnere et åbent brev til Scholz, hvori de appellerer til ikke at levere tunge våben til Ukraine. Tyskland skulle ikke give den russiske præsident et motiv til at udvide krigen til Nato-landene, lød det i brevet, som 250.000 tyskere siden har underskrevet online.
Det afslører en blind vinkel i tysk historie, mener Snyder.
Fordi europæerne i almindelighed og tyskerne i særdeleshed ikke har bearbejdet deres egen kolonihistorie, overser de en indlysende lære af den russisk-ukrainske krig: Imperiet må tabe en kolonikrig, hvis det skal ophøre med at være et imperium, skriver han som forsvar for massiv militær støtte til Ukraine.
På Twitter er der bifald til Snyders opgør. Den tyske erindringskultur er problematisk, skriver den tyske historiker Katja Hoyer, og "jeg er glad for, at Habermas/Snyder-debatten har sat gang i en debat om den". Benjamin Tallis, som beskæftiger sig med international sikkerhedspolitik ved Hertie School i Berlin, kalder Snyders indlæg "spot on". Snyder viser med sin kritik, at Habermas ikke interesserer sig det fjerneste for Ukraine eller Rusland – men kun for Tyskland, og det viser det niveau af "onanistisk selvoptagethed", der dominerer Tyskland, mens ukrainerne kæmper og dør for Vestens frihed, skriver Tallis.
Andre er skeptiske. "Jeg er langt fra Habermas-tilhænger, men Snyder er forvandlet til en politisk aktivist," skriver Twitter-bruger Vicky Lavendel.
Det er sandt, at den tyske debat er ekstremt selvcentreret, skriver en anden bruger, Gerhard Merz. Dette gælder især dem, der så voldsomt går ind for flere våben.
"Ikke alene mener de, at Tyskland er skyld i alting, de mener også, at det næsten udelukkende afhænger af tyskerne, om Ukraine vinder. Begge dele er udtryk for den samme selvoptagethed og hybris. At Snyder hævder, at Habermas spilder den tid, som Ukraine ikke har, er i bedste fald bizart," skriver han.