Ukraine har som stat ingen nævneværdig historisk legitimitet. I sin moderne version udspringer Ukraine – sammen med Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn – af Første Verdenskrigs opløsning af tre gamle multikulturelle, multietniske kejserriger: Det tyske, det østrig-ungarske og det russiske.
Men hvor Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn har bestået stort set ubrudt siden i den skikkelse, de fik efter Første Verdenskrig, så gælder det ikke for Ukraine, der kun bestod to år (1918-20), før det atter forsvandt fra landkortet for at forenes med Rusland (Sovjetunionen), som det – bortset fra et nazistisk inspireret intermezzo i kølvandet på Hitlers angreb på Sovjet juni 1941 – på godt og ondt har været sammenhørende med gennem århundreder, ikke bare territorialt og økonomisk, men også folkeligt, kirkeligt, sprogligt og kulturelt.
Utallige ukrainere, herunder verdensberømtheder som forfatterne Nikolaj Gogol (1809-52) og Mikhail Bulgakov (1891-1940), har gennem årene fravalgt deres ukrainske modersmål til fordel for det tæt beslægtede russiske sprog på samme måde som Jeppe Aakjær fravalgte sit jyske modersmål til fordel for dansk for at nå et større publikum.
Ikke for ingenting var antallet af udgivelser på ukrainsk reduceret til næsten ingenting i Sovjetunionens sidste årtier, skønt det stod enhver frit for at ytre sig på ukrainsk, så meget de ville. Vi skal frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991, før der atter dannes en ukrainsk stat, som dog ikke på noget tidspunkt i de 30 år, den har eksisteret, har formået at gøre sig gældende hverken politisk, kulturelt eller økonomisk. Ukraine står i dag som Europas fattigste land.
Ruslands adfærd i disse dage, uger og måneder er en velovervejet, rationelt begrundet demonstration af, at man er sindet at forhindre en total inddæmning af landet, mens der endnu er tid.
Ganske anderledes forholder det sig med Rusland. Dets historiske legitimitet er urokkelig, og siden afslutningen af Den store nordiske Krig med Freden i Nystad 1721 har Rusland været den dominerende europæiske kontinentalmagt, som først Napoleon, senere Hitler måtte give fortabt overfor.
Og – fra afslutningen af Anden Verdenskrig indtil 1989 – sammen med USA verdens herre. Kulturelt og videnskabeligt, hvad enten talen falder på litteratur, musik, kunst, teater, matematik, atomfysik eller teknologi, står Ruslands fremtrædende position ikke til diskussion. Er der nogen, der ikke har hørt om Tolstoj, Tjajkovskij, Chagall eller Dostojevskij?
Årene efter Murens fald 1989 og Sovjetunionens opløsning har været hårde for Rusland, der, stærkt svækket, har fundet sig i meget, og i mere end det behøvede, landets formidable størrelse og umådelige ressourcer af enhver slags, også militære, taget i betragtning.
Som udenforstående iagttager må man forundres over den dristighed og den hoverende mangel på respekt for et stort, stolt og ærekært land i midlertidige vanskeligheder, hvormed først Nato, senere EU med indlemmelse af Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien behandlede det Rusland, der indtil 1989 havde holdt hele Østeuropa inklusive Finland og en del af det nuværende Tyskland i et jerngreb.
I går verdensmagt, i dag hånet og latterliggjort af danske ministre for at nære ”stormagtsdrømme.” Når katten er ude, spiller musene på bordet. Og derved er det ikke forblevet. Ved at søsætte idéen om optagelse af Ukraine og Georgien i Nato har Vesten begivet sig ind på intet mindre en egentlig inddæmning af Rusland.
Vil man vide, hvad det handler om, behøver man bare tage et landkort og se mod vest og syd fra Moskva for at forstå, at et Nato-medlemskab af Ukraine for ikke at tale om Georgien er helt uacceptabelt for Rusland.
Reaktionen fra Moskva lod vente på sig, men kom langt om længe i 2014 med hjemtagelse af den siden 1954 til sovjetrepublikken Ukraine udlånte halvø Krim. Et vink om, at nok er nok, og at Vesten angående Ukraines medlemskab af Nato skulle trække følehornene til sig.
Det har man ikke villet lytte til. Tværtimod er der brugt meget krudt på at kritisere Rusland for dette under alle omstændigheder før eller siden nødvendige skridt for ikke at miste den russiske flådes kronjuvel, Sortehavsflåden, der har base i den krimske havneby Sevastopol, og som altså siden 1991 havde ligget på ukrainsk territorium, en for Rusland selvsagt helt utålelig situation.
Nu, otte år senere, tager Rusland sig selv til rette med et angreb på Ukraine, således som også andre stater gennem årene har taget sig selv til rette, når de ikke så andre muligheder, for eksempel USA i Afghanistan 2001 og i Irak 2003. Ruslands adfærd i disse dage, uger og måneder er en velovervejet, rationelt begrundet demonstration af, at man er sindet at forhindre en total inddæmning af landet, mens der endnu er tid, og at man for at nå det mål naturligvis, om fornødent, er parat til at anvende militær magt.
Uanset hvad statsministeren og andre med hende har påstået, er der intet, som tyder på, at Rusland vil forsøge at få de tidligere østeuropæiske lydstater tilbage, endsige at det venter på en lejlighed til at angribe Vesteuropa.
De østeuropæiske Warszawapagt-lande gav som militært forterræn en vis sikkerhed i årtierne efter 1945, men også endeløse problemer, som man er sluppet for med den nuværende grænse mellem øst og vest, der – bortset fra randstaterne Estland, Letland og Litauen – nogenlunde svarer til den skillelinje, der blev etableret i 1700-tallet.
Med den gamle russiske grænselandsprovins Ukraine (og Belarus/Hviderusland) er det en anden sag. Her må Rusland for at fastholde sin geopolitiske position såvel som af hensyn til den nationale enhed stå fast, hvad der i øvrigt, når det kommer til stykket, formentlig tjener os alle bedst.
Vesteuropa – herunder Danmark, som stormagten Rusland flere gange har holdt hånden over, og som vi aldrig har været i krig med – har stort set kun gode erfaringer med et stærkt, stabilt og selvsikkert Rusland, der hviler i sig selv.
Det gælder også, selv om mange kvier sig ved at indrømme det, sovjetperioden 1917-91. Sådan er det desværre ikke for øjeblikket, men det kan komme igen, hvis der med den igangværende krig sættes en stopper for den truende indkredsning og kvælning af det klassiske Rusland.
Det betyder ikke nødvendigvis, at Ukraine og Belarus skal slettes fra landkortet som selvstændige stater. Mindre kan gøre det, ukrainsk neutralitet har været nævnt som en mulighed. Men hvis Vesten med sine dumdristige løfter til Ukraine om medlemskab af Nato inden for et ikke nærmere angivet åremål har fået malet sig selv og Ukraine så meget op i et hjørne, at vi fremover må undvære om ikke dem begge, så i hvert fald Ukraine, er det et tab, vi kan leve med, så sandt som landet lige fra begyndelsen har været en dysfunktionel, gennemkorrupt stat uden indre sammenhængskraft.
USA, der ikke som sådan har noget problem med et stærkt og handlekraftigt Rusland, så længe det bare ikke overflyver USA, har for længst markeret, at hvis en udslettelse af Ukraine bliver udfaldet af den nuværende konflikt, så vil det blive taget til efterretning som et fait accompli.
Nok ser det ud til, at præsident Joe Bidens forhåndserklæring om, at et russisk angreb på Ukraine på den ene eller den anden måde ville føre til et stop for Nord Stream 2-gasledningen gennem Østersøen, bliver virkeliggjort. Men hvad gør det, hvis Rusland får fuld kontrol over Ukraine? Så kan tyskerne, italienerne og andre energihungrende vesteuropæere få deres uundværlige russiske naturgas leveret som hidindtil gennem Ukraine.
Den faktiske, om end i kampens hede lidt oversete og meget underspillede amerikanske imødekommenhed over for russernes ønsker betyder ikke, at de for amerikanernes skyld kan gøre, som de vil. Som det gælder for russerne, således også for amerikanerne: Nok er nok!
Ukraine og Belarus må Rusland gerne beholde. Med de gamle Warszawapagt-lande og i særdeleshed de tre, siden 1991 selvstændige baltiske stater, hvis indlemmelse i Sovjetunionen 1940 USA gennem mere end et halvt århundrede stædigt afviste at anerkende, er det en anden sag.
Estland, Letland og Litauen må ikke røres, således som det på det seneste diskret, men umisforståeligt er blevet signaleret med meldinger om et tættere militært samarbejde mellem Norge, Danmark og USA.
Det smertelige savn af fri adgang til Østersøen uden for Sankt Petersborg og Kaliningrad-området, som tabet af Baltikum har betydet, må russerne bide i sig. De baltiske stater ligger i dag inden for den vestlige indflydelsessfære og er beskyttet af Natos musketéred.
Det har Moskva forstået og nødtvungent affundet sig med, som Danmark(-Norge) ved afslutningen af Den Store Nordiske Krig 1721 definitivt affandt sig med tabet af Skåne, Halland og Blekinge 60 år tidligere til Sverige. Til gengæld forlanger Rusland Vestens uforbeholdne accept af, at Ukraine og Belarus ligger inden for den russiske indflydelsessfære. Det er det, den igangværende krig handler om.
Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.