Historiker: Vi har brug for helgener for at mindes, hvem vi er

I nutidens opgør om identitet og tilhørsforhold fortæller middelalderens danske kilder om vore forfædre og formødre. De levede og døde for deres tro, og de lever igen, når vi fortæller om dem

"Vor historiebevidsthed gik i glemmebogen i 1960’erne og 1970’erne, men er kommet igen. Takket være glemte danskere som Margrethe af Roskilde og Erik Plovpenning," skriver professor i emeritus i middelalderhistorie ved Roskilde Universitet, Brian Patrick McGuire.
"Vor historiebevidsthed gik i glemmebogen i 1960’erne og 1970’erne, men er kommet igen. Takket være glemte danskere som Margrethe af Roskilde og Erik Plovpenning," skriver professor i emeritus i middelalderhistorie ved Roskilde Universitet, Brian Patrick McGuire. . Foto: Leif Tuxen.

Vi har glemt vore helgener. Danmarks middelalder indeholder flere mænd og en enkelt kvinde, der blev anset som Guds specielle venner. De blev dyrket i vore kirker frem til 1500-tallet og bagefter ved hellige kilder og i folkelige fortællinger. Men helgenerne forsvandt, selv om folkekirken den første søndag i november endnu markerer allehelgensdag.

Det er ikke forbudt i den lutherske tro at fejre helgener. I Den Augsburgske Bekendelse står der, ”at ihukommelsen af de hellige kan fremføres offentligt, for at vi skal efterligne deres tro og gode gerninger i overensstemmelse med vort kald”. Men advarslen følger: ”Skriften lærer ikke at påkalde helgener eller at søge hjælp hos dem, eftersom den fremstiller Kristus alene som midler.”

Som Sjællands første protestantiske biskop, Peder Palladius, skrev, er der ingen grund til at bede til Maria. Hun er hos Gud og kan ikke høre os.

Med hensyn til helgener skabte Reformationen et lydtæt tæppe mellem vor verden og den næste. Vi kan henvende os til en almægtig Gud, men de mennesker, som har forladt os, og som er hos ham, er utilgængelige. På en måde er denne tilstand forståelig: Det er kun Vor Fader i Himlen, som vi adresserer i bøn, og alle andre, som muligvis befinder sig i den næste verden, er uden for pædagogisk rækkevidde.

For mere end 100 år siden oversatte en dansk historiker flere helgenfortællinger fra latin til dansk. Hans Olriks arbejde er aldrig blevet gentaget eller forbedret – et vidnesbyrd om manglende interesse for helgener.

Måske mindst kendt af disse fortællinger er de mirakelberetninger, som er forbundet med kong Erik Plovpenning, der blev dræbt i 1250 af håndlangere sendt af hans bror Abel. Erik blev halshugget og smidt i Slien. Liget blev samlet op af nogle fiskere og bragt til en kirke i Slesvig og senere til Ringsted; til den klosterkirke, hvor medlemmer af kongeslægten siden Valdemar I’s far, Knud Lavard, havde været begravet.

Der var allerede helgenkult i Ringsted, men munkene accepterede en ny kandidat til helgengraden. Selv om Eriks levned ikke havde været prisværdigt, blev hans pludselige og voldelige død set som et martyrium, et vidnesbyrd om Kristi lidelse. Kongen havde været tilknyttet franciskanerne og allerede i 1241 lavede han en erklæring om, at han skulle begraves i franciskanernes kirke i Roskilde og i deres ordensdragt.

Munkene i Ringsted førte en protokol om de mirakler, der skete i forbindelse med Erik. Der er 50 hændelser, der fandt sted fra sidst i 1250’erne og indtil 1309. Herefter ophører listen, enten fordi der ikke var flere mirakler, eller fordi andre kilder er gået tabt.

Ringsted-munkenes oversigt omfatter alle lag i samfundet, fra fornemme riddere til ydmyge håndværkere, og der er ofte flere detaljer angående vidner til begivenhederne. Vi møder her middelaldermenneskers angst og fortvivlelse over for livets ondskab, men også den trøst og lindring, som henvendelsen til kong Erik gav. Et enkelt eksempel kan bruges her:

”Nr. 17. I det Herrens år 1261 skete det dagen før allehelgensdag i Bennebo, at en dreng druknede i en brønd og lå død hen fra frokosttiden til aften. Men da hans forældre og deres naboer under tårer bad til Hellig Erik, levede drengen til sidst op, i det han gabede. Vidner om dette er hr. Josef, præst i Skamstrup, Thorkild, Asser, Bo og så videre.”

Bennebo findes som stednavn den dag i dag, mellem Mørkøv og Jyderup i Vestsjælland, og Skamstrup, på få kilometers afstand, har stadig en sognepræst. Allehelgensdag i middelalderkirken var den 1. november, så datoen må være den 31. oktober 1261.

Takket være glemte danskere som Margrethe af Roskilde og Erik Plovpenning er det muligt at finde et ståsted, ikke i evighedens rige, men i en nutid, der har brug for mening og sammenhæng.

Brian Patrick McGuire

Det var vigtigt for munkene at være så præcise som muligt for eksempel ved at påpege, at drengen lå i brønden fra midt på dagen indtil aftenstid. Måske ønskede munkene at få flere navne som vidner og derfor efterlod de navnelisten åben. Men de brugte Skamstrup præsten som et kirkeligt vidne til drengens opståen. Det var vigtigt at give alle relevante detaljer.

Det var måske meningen, at mirakelberetningerne skulle bruges i en henvendelse til pavestolen for at få kong Erik helgenkåret, men så vidt vi ved, kom der ingen skrivelse dertil. 1250’erne og 1260’erne var præget af et opgør mellem Lunds ærkebisp og danske konger, det som historiebøgerne kalder kirkekampen.

Det var allerede blevet betydeligt sværere at få en helgenkåring, end det havde været i 1220’erne, da ærkebisp Anders Sunesen sørgede for, at Æbelholts abbed Vilhelm fik denne anerkendelse. Og endnu tidligere, da pave Klemens skrev til ærkebisp Absalon, at denne selv kunne sørge for helgenkåringen af Kjeld af Viborg.

Fra midten af 1200-tallet og de næste århundreder blev forholdsvis få mænd og kvinder formelt anerkendt som helgener, men for de pilgrimme, der kom til Ringsted for at bede ved kong Eriks grav var det ikke afgørende, om den fjerne pave tildelte denne status.

For dem var det nok, at Erik fra sin plads i himlen bistod dem i livets ulykker, som der står i den næste notation i Ringsted-listen:

”Samme år (1261) på Lucias festdag (13. december) genvandt en blind håndværker fra Skåne sit syn ved Hellig Eriks grav.”

Sankta Lucia er en af de få helgener, som lever videre i dag, takket være den procession med tændte lys, som vi har arvet fra Sverige.

På hendes dag blev der skabt glæde i Ringsted: Den blinde blev seende, som i evangeliets fortællinger om de helbredelser, som Jesus skulle have udvirket. Helgener fulgte blot i hans spor. I deres tro på Jesu magt kunne de også flytte bjerge.

Længe efter munkene forsvandt fra Ringsted i 1500-tallet, var der stadig mennesker, specielt dem fra landet, der fæstede deres lid til helgener. Da de ikke længere opsøgte helgenbilleder og helgengrave i kirker, kom de alligevel til de mange hellige kilder, der forblev tilgængelige.

En af dem var i Haraldsted, få kilometer fra Ringsted, hvor Knud Lavard i 1131 var blevet dræbt.

Ifølge legenden opstod der en kilde på drabsstedet, og her blev der bygget et kapel, hvor pilgrimme kunne komme og bede. Senere forsvandt både kilden og kapellet, men bygningens fundament er nu frilagt, et vidnesbyrd om den gamle tro.

En anden hellig kilde fandtes i nærheden af vor næststørste sognekirke, Holmstrup i Vestsjælland. Sankt Sørens Kilde blev flittigt benyttet igennem 1500-tallet, til forargelse for Peder Palladius. Men bøndernes tro var svær at knække. Takket være en blidere holdning i dag er kilden blevet frilagt og er tilgængelig for alle.

Hvad skal det nytte? Har disse glemte danskere noget at fortælle os? Ja. Vi har brug for helgener, ikke for at tilbede dem, men for at mindes, hvem vi er, og hvorfra vi kommer. Vi har glemt Margrethe af Køge og Roskilde, dræbt af sin mand og bragt af Absalon til Roskilde, hvor hun lå hos cistercienser-nonnerne i Vor Frue Kirke. Pilgrimme kom til hende for at markere, at hun var blevet misbrugt, men at hendes mands løgnehistorie om selvmord var blevet afsløret. Denne kvinde er Roskildes første Margrethe, men hendes grav er væk, og Vor Frue Kirke har intet minde om hende.

I nutidens opgør om identitet og tilhørsforhold fortæller middelalderens danske kilder om vore forfædre og formødre. De levede og døde for deres tro, og de lever igen, når vi fortæller om dem.

Ved at skrive en bog om glemte danskere, vore helgener, vil jeg forsøge at redde en del af den danske kultur.

Vor historiebevidsthed gik i glemmebogen i 1960’erne og 1970’erne, men er kommet igen. Takket være glemte danskere som Margrethe af Roskilde og Erik Plovpenning er det muligt at finde et ståsted, ikke i evighedens rige, men i en nutid, der har brug for mening og sammenhæng.

Professor emeritus i middelalderhistorie ved Roskilde Universitet