Det har gennem Aarhundreder været en fastslaaet Overbevisning, som ingen for Alvor drog i Tvivl, at det maatte være muligt at faa afgjort, hvad Kristendom var.
Rigtignok var man højst uenig om Evangeliets Indhold og optændt af hellig Iver for at forkætre hinandens Meninger, men ikke desto mindre var alle stridende Parter enige om, at det var muligt at finde en eller anden Formel, der klart og utvetydigt udtrykte Evangeliet. Og netop fordi man var enig derom, forkætrede man fanatisk hinanden, thi kunde Evangeliet klart og utvetydigt udtrykkes i en Formel, var det givet, at kun een Formel kunde være den rigtige, at altsaa alle andre Formler nødvendigvis var forkerte og kætterske.
At det muligvis forholdt sig helt anderledes, at Evangeliet muligvis slet ikke lod sig udtrykke i een bestemt Formel, fandt man aldrig paa. Og det synes jo ogsaa en given Sag, at for saa vidt Evangeliet overhovedet var noget, maatte dette noget kunne siges, maatte man kunne finde et Udtryk, der dækkede det. Dertil havde man dog Teologien; hvad skulde den ellers være til, om ikke til at finde den Formel, der udsagde Evangeliet?
Og Teologien gik ind paa Spøgen, ansaa det for sin Opgave at faa afgjort, hvad Evangeliet egentlig var, anser det den Dag i Dag for sin Opgave at faa afgjort, hvad Evangeliet er. Paa den Maade blev Teologien til Ortodoksi, til Fremsættelsen af den rette Lære. Og kaster man et Blik ud over Teologiens Historie, er det næsten grænseløst, hvad man bliver præsenteret for af ”rette Lære”.
Hver eneste Dogmatik, der er blevet skrevet i de sidste 1900 Aar, og det er mange, indeholder en ret Lære. Det er aldrig faldet nogen ind, at en Dogmatik eventuelt kunde handle om noget andet, f. Eks. kunde handle om det, at der overhovedet ikke gives nogen Lære, der er den rette, kunde handle om, hvorfor Kristendommen ikke lader sig udtrykke i en Formel, i et bestemt Antal Paragraffer, i et eller andet snedigt udtænkt System, kunde handle om, hvorfor og hvorledes Kristendommen slet ikke er nogen, hverken rigtig eller forkert, Lære.
Nu skal man ikke lade sig forvirre. Der har ofte i Historiens Løb været Reaktioner mod Ortodoksi, der er opstaaet Retninger, de store Vækkelsesbevægelser, som i Livets Navn har protesteret mod at gøre Kristendommen til en død Lære, til et lærd System, til en blot og bar Forstandssag. Kristendommen var for de enfoldige og umyndige, var ikke Antagelsen af en Række Læresætninger, men et Liv i Fromhed og Helliggørelse; derfor maatte man vende sig fra den lærdomstunge Teologi, der kun var for de faa, og som i sin ensidige Intellektualitet fortegnede Kristendommen og kvalte Livet, og i Stedet ganske jævnt, men opflammende og manende prædike Bod, Omvendelse og et Liv i hellig Stræben.
Men man skal som sagt ikke lade sig forvirre. Vækkelserne endte i, eller var for saa vidt allerede fra Begyndelsen en Ortodoksi, ganske vist en ny Slags Ortodoksi, men en Ortodoksi, der saavist ikke var mindre snæver eller fanatisk end den gamle: Metodikens Ortodoksi. Rigtignok var Kristendommen ingen ”Lære”, ikke et dødt System af Læresætninger, forud for og uafhængigt af det enkelte Menneskes Antagelse af dem; Kristendommen var Liv, var Menneskets Møde med Gud, var Menneskets Forvandlethed ved dets Møde med Gud. Men dette Liv i Forvandlethed blev igen noget ganske bestemt, fik et ganske bestemt Udseende og Indhold, der kunde afgøres paa Forhaand. I Stedet for den gamle objektive Ortodoksi fik vi en ny subjektiv Ortodoksi, der i dogmatisk Bundethed ikke stod tilbage for den gamle. Kristendommen var Menneskets Møde med Gud og ikke et objektivt System af dogmatiske Paastande.
Men hvad det vilde sige, at Mennesket mødte Gud, var man meget nøje informeret om, og hvad der skete i dette Møde, hvad det virkede, hvad Resultatet blev, kunde man meget nøje sige paa Forhaand. Det var muligt paa Forhaand at opstille et Skema, efter hvilket Menneskets Møde med Gud skulde forløbe, endda et meget bestemt og snævert Skema, og hvem der endnu ikke havde gennemgaaet alle Skemaets Punkter, eller for hvem nogle af Punkterne var kommet til at se noget anderledes ud, end Vækkelsens Ortodoksi foreskrev, han var en Kætter og frafalden.
Saaledes har da Ortodoksiens Tanke i en eller anden Form behersket Kristenheden i umindelige Tider. Det har været noget ganske selvfølgeligt, som ingen kunde betvivle, at Kristendommen var noget paa Forhaand givet, en – objektiv eller subjektiv – Størrelse, som det var muligt paa Forhaand at vide, udsige og afgøre. Og det vil jo igen sige, at man havde forvandlet Kristendommen fra det underfulde, der kun tilhører Gud, til det meget lidt underfulde, der tilhører Mennesket. Man vilde ikke nøjes med at bøje sig for det Evangelium, der tilhører Gud alene, man havde erobret Evangeliet fra Gud og gjort det til sit eget.
Den russiske Emigrantfilosof Nicolas Berdiaeff har netop udsendt en Bog, han kalder den eksistentielle Dialektik mellem det guddommelige og det menneskelige. Han erklærer heri – med fuld Ret – at vi endnu aldrig har faaet en virkelig Undersøgelse af Aabenbaringens Begreb svarende til Kants Kritik af den rene og den praktiske Fornuft. En saadan Undersøgelse skulde afgøre Menneskets Andel i Aabenbaringen, for – siger han – Aabenbaringen er i Virkeligheden noget dobbelt: paa een Gang guddommelig og menneskelig. Aabenbaringen antager et helt forskelligt Udseende, alt efter den menneskelige Bevidstheds Tilstand, dens Dispositioner og Orientering.
Ved Aabenbaringen staar vi overfor en Dialektik, en Vekselvirkning mellem to Elementer, et guddommeligt og et menneskeligt, og vi har ikke blot at gøre med det ene Elements, det guddommeliges, Handlen overfor et passivt menneskeligt Element. Berdiaeffs Tanke er aabenbart den, at Aabenbaring ikke er noget paa Forhaand givet, ikke er Guds Gerning alene, men først bliver til i en Vekselvirkning mellem den Gud, der altid er den samme, og det Menneske, der altid er noget individuelt og enestaaende og fra alle andre forskelligt.
Følgen af denne Tanke, som Berdiaeff iøvrigt ikke udvikler nærmere, men lover at tage op i et senere Skrift, maa da blive den, at enhver Ortodoksi er udelukket. Kristendommen er slet ikke til paa Forhaand, selve Aabenbaringens Begreb, dette at Aabenbaringen er en Vekselvirkning mellem Gud og det Menneske, der altid er noget nyt og enestaaende og ikke paa Forhaand og een Gang for alle bestemmeligt, gør det umuligt paa Forhaand een Gang for alle at afgøre, hvad Aabenbaring er.
Aabenbaring er slet ikke, men bliver til, bliver bestandig til, i Vekselvirkning med det individuelle og enestaaende Menneske. Hvad der derfor kommer ud af Aabenbaringen, kan ikke siges, thi det bliver jo først til i den faktiske Vekselvirking; hvorledes det kristne Liv kommer til at tage sig ud, kan ikke siges, for det skal først blive til, og det bliver til som noget forskelligt for hvert Menneske.
Det forekommer mig, at Berdiaeff i afgørende Grad har Ret i disse Antydninger. Om han dermed har faaet sagt alt, hvad der er at sige om Aabenbaringen, er et andet Spørgsmaal, der ikke kan afgøres, før den Bog foreligger, han har lovet om Emnet. For egen Regning vil jeg dog tilføje, at Aabenbaringens dialektiske Problem maaske er en Gang mere dialektisk, end Berdiaeff antyder.
For saa vidt nemlig Aabenbaring ikke er noget paa Forhaand givet, der ganske simpelt er, men er noget, der bestandig bliver til i den Vekselvirkning, Berdiaeff omtaler, da er Aabenbaring i ganske særlig Grad et Udtryk for, ikke blot at Mennesket i sin individuelle Enestaaenhed handler, men endnu mere for, at Gud paa enestaaende Vis bestandig handler overfor det individuelle Menneske.
Først da bliver Aabenbaringen i Sandhed det underfulde, og det vil jo sige: bliver det uberegnelige og uforudsete, bliver det, der ikke lader sig kortlægge eller beskrive paa Forhaand ved nogen Ortodoksi. Aabenbaringen er Underet, og Underet kan man ingenting vide om, Underet lader sig ikke udsige eller afgøre eller beskrive, for Underet gælder ingen Love og Regler. I saa Fald var det jo ikke Underet.
At Guds Veje er uransagelige, er en Paastand, som ingen Fromhed vil benægte. Ikke desto mindre er al Ortodoksi et Forsøg paa at ransage Guds Veje, ja, et Forsøg paa at bevise, at Guds Veje er endog særdeles ransagelige. Men derfor er da ogsaa enhver Form for Ortodoksi et Forsøg paa at tilrane sig den Magt, der rettelig tilkommer Gud, det mest antikristelige Udslag af Menneskets gudløse Oprør imod og Fornægtelse af Gud.
Vi venter da paa en Teologi, der er sig bevidst, at Evangeliet tilhører Gud og ikke Mennesket, at det ikke er Menneskets Opgave paa Forhaand at ransage det Evangelium, der slet ikke er paa Forhaand, men at det er Menneskets Opgave at gøre sig klart, hvorfor Evangeliet ikke lader sig ransage paa Forhaand.
Vi venter paa en Teologi, der klart vil afvise alle ortodokse Tendenser, de være sig af hvad Art tænkes kan, for i Stedet at hellige sig det Hverv, der rettelig tilkommer Teologien: at staa Vagt mod alle Menneskets Forsøg paa at undslippe den Udleverethed til Guds fremmede og ukendte Gerning, der hedder det kristne Evangelium.