Historisk kronik fra Dan Turèll: Betragtninger omkring bølleoptøjer

Der har været bølleoptøjer, så længe nogen husker tilbage. Men det er forværret de seneste år, skrev forfatter Dan Turèll i en kronik den 17. juni 1967, der bringes som led i en serie af historiske kronikker frem mod Kristeligt Dagblads 125-årsjubilæum

Forfatter og digter Dan Turèll skrev i 1967 en kronik i avisen om, at såkaldte "bølleoptøjer" - ifølge aviserne dengang - havde fundet sted på Dyrehavsbakken. Turèll mente dog, at omtalte optøjer altid havde været der.
Forfatter og digter Dan Turèll skrev i 1967 en kronik i avisen om, at såkaldte "bølleoptøjer" - ifølge aviserne dengang - havde fundet sted på Dyrehavsbakken. Turèll mente dog, at omtalte optøjer altid havde været der. . Foto: Kurt Nielsen/Ritzau Scanpix.

Det er i dagspressen blevet meddelt, at der i år har fundet bølleoptøjer sted på Dyrehavsbakken. Lad det være tilføjet, at det har der været så længe nogen husker tilbage, og at det næppe på noget tidspunkt vil være ganske uundgåeligt. Men det er forværret de seneste år, statistikker kan dokumentere det. Og det er næppe uden konkret, påviselig grund, at flere og flere besøgende unge begynder at overfalde hinanden indbyrdes eller repræsentanter for politiet, der netop på grund af denne tingenes tilstand patruljerer på Dyrehavsbakken så vel som andre steder.

Lad os referere en enkelt episode, som er kommet til vor kundskab; den foregik en lørdag for nylig, en varm, tordenlummer lørdag aften. Tre-fire unge mænd, klædt som hvad man sædvanligvis benævner ”læderjakker”, gik på denne aften ud fra et af de værtshuse, Bakken i så rigt mål rummer, og kom øjeblikkeligt – på eget initiativ i slagsmål med andre unge. Politiet kom til, og søgte at skille de kæmpende. Det mislykkedes: seks-syv rasende unge mænd over for to politibetjente er ingen rimelig styrkefordeling. Politiet må tage stavene i brug.

Og så udarter historien. Fra at være en parodisk stumfilm vokser den til et lille drama. En af de unge kaster en tung jerntingest i hovedet på en politimand, der replicerer ved at slå med staven. Den unge arresteres; såvel han som betjenten har nu sår i ansigtet, begge blødende. Flere unge og flere betjente kommer til. Og en veritabel kamp indledes nu – for alvor: øjnene på de implicerede bliver mere og mere blodskudte, bevægelserne hurtigere og mere filmsagtige, åndedrættet astmatisk. Man slås med alle midler. De omkringstående mere eller mindre berusede individer hepper mod politiet. Magten er aldrig populær, og hvem er ikke af en hoven betjent blevet udspurgt, om hvor éns cykellygte monstro er blevet af? Slutresultatet bliver en lang række sår af mere eller mindre farlig beskaffenhed. På et tidspunkt har en flok unge trængt betjentene – der er i håbløs minoritet – op ad en mur, og overfalder nu hæmningsløst, så vidt stave og hunde tillader. Fanatiske ansigter, sindssyge lurer i alle øjnene, man skriger vanvittigt.

Der skal ikke her meddeles noget om, hvor mange eller hvor få arrestationer disse episoder førte til. Ej heller skal nogen skyld eller ansvarlighed i det illustrerende konkrete tilfælde debatteres. Et spørgsmål skal søges besvaret: hvorfor? Hvad er grunden til, at et stigende antal unge i den grad og på den vis går amok?

Det er altid mest bekvemt at gå uden om de sociale – det vil sige: de politiske – sider af et problem. Dels er det svært at undgå fornærmelser (”lavere klasse”, ”samfundets skyggeside”), dels undgår betragtninger i den retning sjældent at løbe over i den marxistiske fraseologi (”proletariatets muligheder ...”). Men de er i dette tilfælde uundgåelige. Man får blot søge at ramme så præcist som muligt.

De unge, der i de fleste tilfælde (absolut ikke alle) provokeres eller provokerer til handlinger af den omtalte art, er oftest i økonomisk henseende blandt de ringest stillede. Det har ofte vist sig, at ungdomskriminalitet (hvormed selvsagt ikke skal antydes, at enhver, der har ladet sig provokere til slige bataljer, på nogen vis er kriminel) er mest udbredt i de socialt set lavest stillede lag. Det er slet og ret et pengespørgsmål.

Således er f.eks. ungdomskriminaliteten i USA værst i negerghettoerne. Og af gode grunde, der intet har at skaffe med de involveredes egen etiske habitus, ud over, at én regel næsten med sikkerhed gælder: jo mindre kundskab, viden, intelligens etc.: jo større kriminalitet, jo mere voldsanvendelse. På bunden er det et spørgsmål om udnyttelse af den givne tid; og des mere velfunderet, des flere muligheder i alle henseender, også som følge af bedre oplysning.

Arbejdstiden for en tilfældig udvalgt af disse ”læderjakker” er som regel otte timer daglig, ofte ved umenneskeligt arbejde, maskinarbejde. Undertegnede har i al beskedenhed selv prøvet det. Når man i otte timer har boret samme hul i 100.000 ganske ens jern- eller plastiktingester er man parat til næsten hvad som helst. Dette arbejde befordrer aggressioner, destruktionen opstår ved manglen på konstruktivisme. Disse begreber er naturligvis komplementære. Aggressionerne bliver som oftest uartikulerede, kun voldsomheden er afgørende: lige så gerne et ”Heil!” som et ”Rød Front!” eller noget end mere nyttes- og meningsløst.

Et arbejde af en sådan karakter og der bliver stedse flere – er indbegrebet af kedsomhed. Det stiller ingen opgaver, byder ikke på udfordringer. Man skal blot være der, fastlænket bruge hænderne. Og når fabriksklokken ringer – hvad da?

Hvilke muligheder har den unge, der efter overstået arbejdstid føler trang til en form for adspredelse? Mange, vil man sige; flere, end vi havde. Vist så, flere; men ikke bedre. Biografer? Men til hvilken nytte er flertallet af biograferne? De spiller blot konsekvent de mest forrående, stupide film af ofte til fascisme grænsende model (jfr. James Bond-figuren). Studér opbygningen af heltefigurer i en amerikansk B-film. Bemærk strukturen i handlingsfilm. Det er intet postulat. Enhver biograf kan levere dækning for ovennævnte adjektiver.

Læse? ”Gå i seng med en god bog”? Hvorledes gøre det, når forudsætningerne savnes? At læse er et arbejde, et krævende og undertiden lønsomt arbejde. Og dertil er man ikke vænnet i de omtalte kredse – hvilken omstændighed udelukkende falder tilbage på samfundet. Lettere griber man et hæfte, en pocket-roman. Og vender dermed tilbage til filmens skalamodel: en styrkeprøve, sort/hvide tegninger, den voldelige survival of the fittest.

Venner? For at give hinanden sin utilstrækkelighed og tomhed? Også et erotisk engagement må på denne vis blive aggressions-båret; jfr., hvad der berettes om de svenske raggara, en prototype.

Og omgivelserne er også reklamen. Med sit gentagne succes-tema (og bemærk venligst: at succes for den enkelte næsten pr. definition kun kan skabes på baggrund af andres fiasko, særdeles centralt), aviserne, der ofte uigennemtænkt synger med på melodierne. Ugebladene, popradioen og så videre.

Musikken, da? Også den bekræfter dette billede: pigtrådsmusikken er som oftest aggressiv, uartikuleret, skrigende uden at kende sit skrigs topografi og mening. Gejlende op uden at anvise nogen udløsning på acceptabelt plan. Selvmedlidende, men uden forsøg på konstruktiv fremdrift. Et åndeligt besiddelsesløst proletariat vokser.

Og det er værd at bemærke – rent principielt – at hvad der oprindelig var tidsspilde hurtigt kan blive livsspilde. Når en vis tid er gået.

Man har fyldt en del af en ungdom med falske idealer i omgivelserne og andre i lærebøgerne (det har man i øvrigt altid gjort, og ofte i den bedste mening). Man har i sin egen passivitet og ligegyldighed (middagsmad, fjernsyn, søvn, arbejde) leveret den et skræmmebillede. For er dét et liv med mening? Og så står da generationen – eller en del af den – dér, og véd ikke, hvorhen den skal vende sig.

En industri står parat. Der er altid en industri parat, det er et elementært profitspørgsmål. En geschäft hjælper gerne. Underholdningsbranchen står til rådighed: sadistiske romaner, samlebåndspornografi, tegneserier, film af pervers stupiditet, ugeblade, sangere. Alt andenhånds. Og i dette omgivelsernes billede formes manden. Deres væsen antager han.

At han en dag går amok og overfalder en betjent er der intet at sige til. Det er forståeligt: en ventil, og på en vis måde sundere end det indestængte. At betjenten slår igen er menneskeligt forståeligt: også han er formet af billedet, og af sin funktion. Og så er dét indledende afsnit i gang.

Lad disse fragmenter af en forklaring være groft generaliserende, antydningsvis, diffuse måske. De er dog immervæk en del af sagen. De kan ikke uden videre afvises.

Og det kan nok være en overvejelse værd, at allehånde ungdomskriminalistiske foreteelser – iblandt hvilke især overfald på sagesløse, for så vidt nogen er det – er i stigning alle vegne. En løsning – thi at stillingen er uacceptabel er på forhånd givet – kan ikke uden videre fremmanes. Dertil er for mange faktorer involverede.

Men vender vi tilbage til udgangspunktet, den nævnte episode på Dyrehavsbakken, forekommer det værd at nævne, at denne institution ikke selv er så skyldfri, som den efter sine udtalelser synes at formode. Musikken, farverne, sceneriet, flertallet af ”forlystelserne” er lagt an på at ophidse i profittens interesse. At aggressionerne, der således opvokser og styrkes af spiritus, udarter sammesteds kan ikke undre; det er blot rimeligt. Dyrehavsbakken er i sin nuværende form skabt under de skitserede vilkår. Også dens publikum er det. Og begge parter influerer som en vekselvirkning hinanden videre – ad samme spor, præcis som politiet ophidser ”læderjakkerne” og omvendt.

Ingen ønsker selvsagt at erkende det, dertil er enhver for truet i sin næring og personlighed. En mangel på lyst og mod til selvopgør og -analyse er et bærende léd i konstruktionen. Enhver accepterer sin totale magtesløshed. Under ”Det går jo nok”-devisen er ethvert fremskridt udelukket. Resultaterne – på både lokalt og globalt plan skal vi snart se. I de kommende år vil de oftere dukke op. Og det vil ikke blive nogen udelt nydelse for nogen af parterne i dette absurde skuespil. Ej heller for tilskuerne.