Historisk kronik: Johannes Møllehave om historiens mester, der mistede troen

"Imponerende, letlæst og uhyre medrivende" kaldte Johannes Møllehave Leo Tandrups tobindsværk ”Ravn I” og ”Ravn II” om historikeren Kristian Erslev. Kronikken, der første gang blev bragt den 25. april 1980, bringes som led i en serie historiske kronikker

Johannes Møllehave, der gik bort tidligere i år, skrev i 1980 en kronik, der her bringes forud for Kristeligt Dagblads 125-årsjubilæum som en af flere historiske kronikker.
Johannes Møllehave, der gik bort tidligere i år, skrev i 1980 en kronik, der her bringes forud for Kristeligt Dagblads 125-årsjubilæum som en af flere historiske kronikker. Foto: Leif Tuxen

Leo Tandrups store værk ”Ravn bind I og II” om Kristian Erslevs virke som historiker er både et imponerende, letlæst og uhyre medrivende arbejde.

Jeg læste først, som man læser, når man nu har sagt ja til at skrive noget om en bog, der ligger et godt stykke uden for ens horisont. Og som man læser, før spøg bliver til alvor. Så rev den mig helt med.

Jeg ville gerne vide noget om Kristian Erslev (1852-1930), og jeg kan ikke forestille mig en bedre biografi og en mere indsigtsfuld tolkning, men efterhånden som jeg blev revet med under læsningen, blev dens emne mere og mere alment, mere og mere personligt.

Bogens ene problem kan formuleres som problemet, om der findes en objektiv historieskrivning – om man nogensinde finder ud af, hvordan det i virkeligheden var i fortiden, som Ranke har formuleret det – eller om man må give Julius Lange ret i at:

”Der ville ikke være noget virkeligt samkvem muligt med henfarne tider eller med fjerne mennesker, uden kunst. Den tørre objektive meddelelse... kan ikke knytte menneskene virkeligt sammen – først hvor meddelerens følelse for sagen kommer virkeligt levende til orde, sættes vi på hans standpunkt, ser sagen med hans øjne og forstår den umiddelbart sympatisk.”

Det er forholdet mellem den hvide og den sorte ravn: mellem intellekt og følelse, mellem faktum og fiktum, det givne og det intuitivt anede, det drejer sig om.

Hvorfor blev den skelsættende kildekritiker – der lærte et helt slægtled den kildekritiske metode – Kristian Erslev – træt af sit arbejde som historiker? Hvorfor trak han sig tilbage og blev rigsarkivar i en alder af 50 år?

Har Arup ret, når han kalder Kristian Erslev fantasiløs? Var det metoden, der var gold – eller var det Erslev, som manglede følelse og intuition – og hvad den hvide ravn ellers står for, mens han havde alt det, den sorte ravn står for: grundighed, udholdenhed, logik, stringens?

Det er nu Leo Tandrups fortjeneste, at han samler brikkerne i et spændende portræt af den private og offentlige Kristian Erslev. Det lykkes ham at vise, hvad han havde taget i arv fra sin far, hvad han var bundet af, og hvad han havde gjort op med. Det lykkes – blandt andet ved at inddrage en rejsedagbog, som Kristian skrev, da han var dreng – og siden ved at inddrage en række breve og andre aktstykker at vise, at Erslev i hvert fald ikke var nogen træmand. Han var tilknappet som på billederne, men der var bag knapperne et sind, som både kunne lide, føle, elske, forvirres, beslutte, fortrænge og hade. Den tilknappede knappes op – ikke indiskret og nyfigent, men sympatisk og på en måde, så man både føler lettelsen på egne og den tilknappedes vegne.

Man kunne stille spørgsmålet: Hvorfor vælger en mand som Kristian Erslev at tegne et historisk portræt af Machiavelli? Og man kunne spørge: Hvorfor vælger Tandrup så omhyggeligt at beskæftige sig med at tegne et portræt af Erslev? Og hvorfor vælger vi andre sider ud af Erslev i denne bog, som får os til bedre at forstå os selv?

Det er det sammes svar, man kan give på alle tre spørgsmål: Vi kan kun for alvor forstå noget ud fra os selv.

Tandrup forstår sig ypperligt på personen Erslev, men også på det tidstypiske: på den radikale forsker, der tror at kunne skille forstands- og følelseslivet, både i sin forskning og i sit privatliv. For Erslevs vedkommende fik det sin pris. Den unge Anna Hude, som havde forsøgt at skyde den læge, som havde misbrugt hende seksuelt, da hun var mindreårig – hun kom i fængsel for drabsforsøg (lægen kom også i fængsel og tog livet af sig) – begyndte at studere i fængslet, og siden blev hun elev hos Erslev, forelskede sig i den gifte mand og var hans elskerinde i 20 år. Leo Tandrup skildrer periodens kærlighed og ægteskabsforståelse. Og den sidste lyse fase i Erslevs liv, hvor han levede sammen med Anna efter skilsmissen.

Erslevs liv kan deles i tre faser: tiden fra 1879 til op mod århundredskiftet, grundforskerfasen – den store udenlandsrejse. Tandrup siger, at han i denne første fase stagnerede menneskeligt, men udviklede sig som historiker. Den næste fase er tiden fra 1890 til 1912 – en periode, hvori han både udviklede sig som menneske og som historiker. Den tredje fase går fra 1912 til hans død i 1930. Da var han i stagnation som historiker, men nød som menneske godt af sit forhold til Anna og var en fremragende administrator.

Med et sikkert overblik over de åndshistoriske strømninger viser Leo Tandrup, hvad der fik indflydelse på Erslev som historiker: Georg Brandes – hvis bekendende elev han var hele sit liv. Hvad Brandes bekæmpede inden for litteraturen, bekæmpede Erslev inden for historievidenskaben: først og fremmest nationalliberalismen. Det ensidige ved Brandes arbejdsmetode blev for Erslev opvejet ved den inspiration, han hentede hos Julius Lange: først og fremmest Langes forståelse af, at man blev nødt til at inddrage livsværdien i den kunstneriske og videnskabelige fremstilling. Stærkt præget blev Erslev også af Lotte og Taine i deres forsøg på at skabe sammenhæng mellem idealisme og positivisme. Julius Fredericia lærte ham at indtage et mere eksistentielt forhold til historien – Fredericia blev hans ven – men Erslev konkurrerede med ham om et professorat – og det var Erslev, der fik det. Af hans store arbejder kan nævnes ”Oversigt over middelalderens historie” og ”Dronning Margrethe” samt bogen om ”Det sekstende århundrede” med det store Luther-portræt.

Den sidste inspiration fik han fra Nietzsche og Dilthey. De to dannede en kraftig modvægt mod tidens lovbundne, fotografiske og tilværelsesindskrænkende naturalisme og positivisme.

Men hvorfor holdt han op som historiker i 1912.

Det var det år, Henrik Pontoppidan udsendte ”De dødes rige”. Og flere gange under læsningen af Tandrups bog kommer man i tanker om romanen. Havde han set det samme mene-tekel som Henrik Pontoppidan? Og var Brandes også ramt af tvivl, siden han, som Pontoppidan skrev, måtte fejre sin 70-årsfødselsdag med de døde? Hvis jeg skal stille det lidt firkantet op, kunne jeg måske tegne nogle modeller, som gik op for mig under læsningen:

Troen på troen og tvivlen på mennesket

Den model kan man kalde den lutherske. Troen frelser – men mennesket skal man ikke tro for godt om. Møder man hos Grundtvig et modtræk, der ser sådan ud:

Troen på troen og troen på mennesket

Da mennesket jo er skabt, skal man ikke bagtale det så meget, som de bods-kristne har gjort. Menneskelivet er underfuldt – og mennesket er i Guds billede skabt. Hos Brandes ser modellen anderledes ud:

Tvivlen på troen og troen på mennesket

Er det ud fra den model, Erslev skaber nogle af sine sidste historiske værker – i et forsøg på at skabe en folkelig danmarkshistorie, der kunne styre befolkningens enhed, handlekraft og nationale selvfølelse med henblik på den frygtede kamp med Tyskland? Ville Erslev som god Brandes-elev handle som den Machiavelli, om hvis indsats han så beundrende skrev:

”Machiavellis storhed er da den samme som renæssancetidens i det hele taget; han bryder skrankerne ned og lader udsigten fri. Han befrier historie og politik fra kirkens favntag – han fører dem fra himlen ned på jorden og gør dem fra teologi til videnskab.” Det var en afgørende forudsætning for Brandes og hans elever, at de drog troen i tvivl – men at de virkeligt troede på mennesket. De troede på den frie forsknings ret og den frie tankes endelige sejr. Deres tro var en fremskridtstro. Fjern alt, hvad der har hæmmet og begrænset mennesket – og se det frie individ! ”Individets selvhævdelse var for Brandes det 19. århundredes hovedstrømning fremfor alle. Alt hvad der modarbejdede denne strømning fik kniven i de forelæsninger han holdt og hvis anlæg var mere kulturpolitisk og ideologisk end litterært.” (Leo Tandrup).

Julius Lange så Brandes som hvirvelvinden og sig selv som kirketårnet. Han skrev: ”Hvirvelvinden, der snart blæser en gammel skorsten om og snart puster til en ildebrand, snart blæser op i pigernes skørter og snart blæser hatten af hovedet på kongen, blæser alt overende der ikke kan stå på sine egne ben. Jeg tager blomster, spirer og frø med mig fra det ene land til det andet, sagde hvirvelvinden. Ja, og snavs svarede kirketårnet, der måtte bede hvirvelvinden tale med respekt: du som mangler enhver basis i livet. Du er ikke andet end en vind – men jeg er historisk – jeg er bygget på kampesten, jeg står fast på min plads, hvordan så vinden blæser. Hvor du er kedelig, svarede hvirvelvinden, men tak mig nu inden jeg farer bort igen, fordi jeg har blæst spindelvævene bort fra krogene i dit gamle hoved. Farvel. Og bort for hvirvelvinden med en sådan fart,” at kirketårnet næsten tabte vejret og havde ondt ved at holde sig oprejst. Brandes og hans folk, også Erslev, var hvirvelvinden. Hvad kunne standse dem? Hvad nu, hvis de kom i tvivl om deres tvivl – og endnu værre, hvis de kom i tvivl om mennesket?

Tvivlen på tvivlen og tvivlen på mennesket

Så længe Erslev kunne bevare troen på mennesket og tvivlen på troen, romantikken og idealismen – kunne han veje, om man skulle anskue historien, som Taine gjorde det, som en skov, hvor den ene vækst betingede den anden – en skov, hvor man ikke nøjedes med at se det enkelte træ: en Machiavelli, en Luther, en Shakespeare – men så på deres vækstbetingelser og de samtidige gevækster – eller om man med Lange måtte mene, at Taine til sidst ikke så træerne for bar skov.

”Og dog har træet, enkeltvæsenet, uendeligt mere sammenholdt som enhed og har derfor langt væsentligere existens end samlingen af de mange træer som kaldes skov. Skoven hører ganske sikkert også med til naturens husholdning og har stor betydning for det enkelte træs liv og udvikling; og det er Taines store fortjeneste, at han med hård konsekvens har gennemført læren om alt det som betinger den enkeltes liv og producerende virksomhed. Men han har derover glemt, at den enkelte ikke alene er betinget, men at han atter er betingende, at der er en evig vekselvirkning mellem massernes og enkeltvæsenernes liv.”

Det kunne man gruble over, så længe man endnu kunne tro på mennesket og derfor også tro, at mennesket kunne drage lære af historien. Men med optrækket til og udbruddet af Første Verdenskrig mistede i hvert fald Erslev troen på mennesket og den nytte, mennesker kan drage af historien. Han fandt det formålsløst at skrive som historiker.

Hans tro på det rationelle i mennesket faldt. Freud var begyndt at se, hvilke irrationelle kræfter der drev historien og den enkelte – og forvirredes selv af, at en dødsdrift undertiden var stærkere end en livsdrift. Meget kan man sige om historien – kun ikke, at den er fornuftig. Erslevs dilemma er tidstypisk – men det er mere end det.

Det er Leo Tandrups fine indsats, at han har gjort det alment og nærgående i sit smukke tobindsværk.