Ved markeringen af årsdagen for Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933 er det fra en dansk synsvinkel nærliggende, at de fire største danske partier indgik Kanslergadeforliget på samme dag, som Hitler blev udnævnt til tysk kansler. Denne aftale var et kompromis, der skulle overvinde verdenskrisen, men aftalen fik langsigtede virkninger i form af den moderne velfærdsstat.
Større kontrast kan man næsten ikke tænke sig: Fredelig nordisk velfærd indført ved et parlamentarisk kompromis mellem land og by over for voldelig konfrontation, militarisme og antisemitisme, der kulminerede i verdenskrig og folkemord. Set fra den tyske befolknings synspunkt var forskellen dog mindre. Hitlers parti havde ikke absolut flertal og var gået tilbage ved det forudgående valg. Men nazistpartiet var størst og ombølget af positive forventninger fra mange – og frygt af andre.
De afgørende stemmer skyldtes Hitlers løfte om at afskaffe arbejdsløsheden og få gang i økonomien ved at investere i autobaner og opruste militært. Ønsket om revanche efter Versailles-freden var vigtigt for mange tyskere, men ønsket om arbejde gjorde udslaget. Og da det blev indfriet, blev Hitlers styre stadig mere populært; en popularitet, der kulminerede med De Olympiske Lege i Berlin 1936. Der er ikke meget, som tyder på, at vælgernes flertal ønskede krig eller regnede med, at nazisterne ville gøre alvor af deres løfter om fysisk at udrydde jøder og andre grupper, selv om det stod klart i ”Mein Kampf”, Hitlers programmatiske værk, som havde solgt i millionoplag.
Modstandere og skeptikere blev fængslet i hastigt organiserede koncentrationslejre, kommunistpartiet blev forbudt, og den stærke fagbevægelse nedlagt. Statsansatte med jødisk baggrund blev afskediget. Mens det er uklart, hvad de tyske vælgere helt konkret havde forudset som resultat af nazismens magtovertagelse, ved vi til gengæld, hvad de fik. Under overskriften ”Ensretning” (Gleichschaltung) udmanøvrerede Hitler sine konservative partnere og indførte et diktatur med sig selv som fører. Samtidig overtog det nazistiske parti i 1934 magten over statsapparatet. Denne totalitære udvikling kulminerede med nazificeringen af hæren efter det mislykkede attentat på Hitler den 20. juli 1944.
Konsekvensen af førerprincippet var ikke en styrkelse af staten, som det ofte fremstilles, men reelt en opløsning af staten. Den nazistiske ikke-stat blev af historikere i 1970’erne karakteriseret som ”føringskaos” eller ”polykrati” (en stat med flere forskellige magtcentre). Det ændrer ikke ved betydningen af Hitlers hensigter. Men det understreger den anarkistiske karakter af det nazistiske regime trods den tilsyneladende stærke stat.
Det særligt afskyvækkende ved nazismens racisme var (og er), at medlemmerne af fjendegrupperne – der hurtigt blev til offergrupper – blev betragtet som medlemmer af gruppen, uanset hvad de gjorde, tænkte og sagde. Det skyldtes det ”naturvidenskabelige” element i den biologisk begrundede racisme fra sidste tredjedel af 1800-tallet. Her søgte politiske tænkere at ”videnskabeliggøre” deres politiske påstande ved henvisninger til datidens naturvidenskab i form af teorier om de forskellige ”racers” medfødte karakter. Den biologiske racisme udgjorde det bærende hovedindhold i den nazistiske ideologi, der kom til magten for 85 år siden. Og som var lige ved at udslette Tyskland i nederlaget 1945.
Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk og dansk historie ved Copenhagen Business School.