Grundlovens paragraf 72 er fremragende. Den siger, at boligen er ukrænkelig, og ofte oversættes det til, at privatlivet er ukrænkeligt. Hvad der foregår inden for hjemmets vægge, vedrører som udgangspunkt hverken myndigheder, naboer eller offentlighed. Er der mistanke om noget kriminelt, kan politiet selvfølgelig komme ind bag væggene med en dommerkendelse i hånden.
Der er næppe foregået noget ulovligt i den spektakulære sag om forbundsformand Per Christensens dobbeltliv, hvor han gennem flere år har haft to ægtefæller eller kærester og to husholdninger, alt spundet ind i et sindrigt system af løgne. Derfor kunne sagen umiddelbart se ud til at høre hjemme netop i kategorien ”privatlivets fred”, som Per Christensen selv hævder.
Så enkelt forholder det sig bare ikke. Han er formand for Danmarks største fagforbund, 3F, med 265.000 medlemmer. En formand for en fagforening er om nogen en tillidsrepræsentant. En, man skal kunne have tillid til. Nu har tre kvinder detaljeret og veldokumenteret fortalt i formiddagsavisen BT, hvordan Per Christensen systematisk har bedraget dem, som han angiveligt elskede højt. Hans arbejdsposition er blevet brugt i bestræbelsen på at gøre løgnene troværdige for kvinderne, for eksempel med påstande om, at han var til natlige forhandlinger eller på arbejdsrelaterede rejser. Næstformand i 3F, Tina Christensen, bedyrer over for altinget.dk, at selvom det selvfølgelig er trist for kvinderne og familiens børn, betragter forbundet det ligesom formanden som en ”dybt privat” sag.
Tirsdag aften holder bestyrelsen krisemøde, og så må det vise sig, om det synspunkt holder. Eksempelvis er det vel værd at finde ud af, om det er i 3F’s interesse, at dets formand som led i sine krumspring til stor forargelse for nære venner løgnagtigt fortalte, at klimaminister Dan Jørgensen fløj og ikke sejlede til en miljøkonference i Oslo, hvilket angiveligt var årsag til, at de to ikke mødtes på færgen. Tjener det 3F, at dets formand her lyver over for andre om en socialdemokratisk ministers rejsevaner? Og hvordan ligger det med alle de timer, han har brugt på at dække over sit dobbeltliv? Er de gået fra arbejdstiden?
Grundlæggende handler sagen om et meget stort tillidsbrud, som rækker langt ud over hjemmets eller hjemmenes fire vægge. Hvis en formand er parat til at lyve så systematisk i så lang tid om sine private forhold, hvordan kan medlemmerne så vide sig sikre på, at han holder ord på alle andre områder? Det har i høj grad offentlighedens interesse at få afdækket. Derfor har medierne, herunder Kristeligt Dagblad, valgt at omtale sagen, selvom vi ellers er ret nøjeregnende med privatlivets fred.
Som rocksangerinden Sanne Salomonsen skrålede i 1980’erne: ”Det er ikke det, du siger. Det er mere løgnen i sig selv”. Det gælder stadigvæk.