I blok 15 i Auschwitz-lejren beretter udstillingen af fotos og tekster om Nazitysklands bestræbelser på at myrde det polske folk.
Blandt de omkring 11 millioner ofre for Holocaust var de seks millioner som bekendt jøder. Af de øvrige fem millioner udgjorde polakkerne den største andel. Alene i Auschwitz blev mere end 100.000 polakker stillet på række og skudt ned eller aflivet i gaskammeret.
Tal. Faktuelle oplysninger. Det var, hvad vi kunne klamre os til, da vi for nogle dage siden var turister i lejren. Uden at vi dermed kom den mindste smule nærmere på at kunne fatte den virkelighed, de opsummerer.
Det havde ikke været muligt før besøget, og det blev det endnu mindre under det. Om morgenen, på hotellet i Kraków, var jeg fristet til at sige: Lad os lade være! Jeg havde ikke sovet om natten, alt, hvad jeg havde set og læst om Auschwitz, væltede frem i mørket, jeg ville ikke derud, jeg står det ikke igennem, gentog og gentog jeg for mig selv. Ville sige det højt, når det omsider blev dag, og sagde det ikke. Men skulle nok have gjort det.
Det var ikke, fordi lejren med sine dystre rødstensblokke og nøgternt dokumentariske udstillinger var mindre smertelig end nattens indre billeder, men den kunne ikke nær så voldsomt trænge sig på. Vi var turister. Fra vi kom, tidligt på dagen, gled vi ind i strømme af tusinder af andre turister. Alle vegne blev selv den strengeste vilje til nærvær over for det, vi var der for, afledt af vores egen tilstedeværelse og medvirken i masseturismens møvende og kameraklikkende flygtighed.
Jeg var mere end én gang ved at blive forarget, når jeg i grupperne af gymnasieklasser bemærkede de unge menneskers indbyrdes fjant. Forstod så alligevel, at den forargelse blot ville være en flugt fra skammen over min egen alvor, for den var her blevet en maske over turistens nyfigne snagen.
Men trods alt – turen til Auschwitz fortrængte ikke længe det Auschwitz, vi i forvejen kendte fra bøger og film. Det vendte tilbage, med en trang til at forny og uddybe kendskabet. Og vi havde set nogle flere tal. Især lært mere om Polens lidelser, også hér, og kunne på andre af landets museer finde yderligere vidnesbyrd om nazisternes hærgen. 1,5 millioner polakker nåede de at dræbe.
Hvorfor ville Hitler udslette dem? Fordi de var undermennesker, der optog kostbar plads. Det polske folk skulle totalt udryddes. Landet befolkes af tyskere. Så hurtigt som muligt, og indtil det var gjort færdigt, skulle de tilbageværende polakker anvendes som arbejdskraft på slavevilkår. Derfor mente Him-mler heller ikke, der var nogen grund til at lære deres børn at læse. Hvis de kunne tælle til 500, ville det være fuldt tilstrækkeligt for dem.
De absurde cifre er et slående udtryk for den stupiditet, der indgik i og nærede den i øvrigt intelligente mands grusomhed. Absolut hjerteløshed forudsætter også, at dele af hjernen lægges øde, og om skrumpehjertet kan jo endelig siges, at vi af og til kalder det fejhed. Mangel på mod til altid og overalt at anerkende ethvert medmenneske som ligeværdigt, og det er i denne usselhed og dens onde sammenkog af selvhævdelse, paranoia og skræk for domænetab, at de andre, de fremmede og ikke-som-os kan udpeges som grundlæggende fejlbehæftede, lavtstående, uønskede.
Når man i tidens permanente debat om indvandrere og danskhed hører udtalelser, der blot giver mindelser om nazisternes forkastelse af andre folkeslag ikke alene som mulige medborgere, men også som medmennesker, må det vække stærkt ubehag, kalde på utvetydig protest. Især, naturligvis, når sådanne udtalelser sanktioneres af folk, der i offentligheden har skaffet sig en form for autoritet. Ikke desto mindre vil jeg fuldt ud tilslutte mig den nationale højrefløjs fordømmelse af, at man over for dem ”trækker nazikortet”. Ovenstående om Auschwitz skal her tjene til at begrunde det.
For det første vil enhver sammenligning mellem Hitlers nazisme og selv de mest rabiate xeno- og islamofobiske bevægelser i nutidens Danmark indebære en groft formildet proportionering af dens historisk usammenlignelige, industrialiserede massemyrderier.
For det andet implicerer den en lige så grotesk overvurdering af disse bevægelsers ideologiske og organisatoriske styrke. Vi lever i et solidt demokrati, hvor legitimering af voldsanvendelse mod ”fremmede” er utænkelig.
Vi er meget langt fra en situation, hvor vi bare må overgive os til en stadig tilspidsning af den nationale konflikt. Der er ingen reel risiko for, at den nok så ophidsede debat løber helt af med os og ender i ”borgerkrigslignende tilstande”. Vi kan uden tvivl skaffe os endnu mere tid, måske endda til at komme nødtørftigt overens, ved at slække på brugen af visse smædeord, såsom ”nazister” på den ene side og ”landsforrædere” på den anden.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .