Hjælp er hjælp uanset motivet

Det er underordnet, om de personer, som hjælper flygtninge, flasher det eller ej. Det centrale er, at de hjælper dem, som er i nød, skriver studerende

Frivillige sørger for legetøj til børnene samt mad, drikke og viser vej til Øresundstoget på Københavns Hovedbanegård, hvor flygtninge i ugens løb er ankommet.
Frivillige sørger for legetøj til børnene samt mad, drikke og viser vej til Øresundstoget på Københavns Hovedbanegård, hvor flygtninge i ugens løb er ankommet. . Foto: Linda Kastrup.

Man må undre sig over, at visse personer med politiske ambitioner farer i himlen over at folk poster, at de har hjulpet flygtninge. Og det er endda paradoksalt, når de fleste af disse personer selv lever af selviscenesættelse, som i øvrigt er blevet en (u)naturlig del af den politiske dna og offentlige meningsdannelse.

Lykke-Per (Pontoppidan) skrev engang om Gud: ”Der tillægges Voltaire de ord, at dersom Gud ikke var til, måtte man opfinde ham. Jeg finder mere sandhed i sætningen, når den vendes om. Dersom der virkelig skulle være nogen Gud til, må vi se at glemme ham, og dette ikke af frygt for onde gerninger og deres straf, men for at opelske mennesker, der vil gøre det gode for det godes egen skyld. Hvor kan man med rent hjerte give en fattig mand en almisse, når man tror og har interesse af at tro, at der sidder en regnskabsførende Gud i himlen og ser derpå og nikker bifaldende.”

Citatet kan vel meget nemt overføres til den nuværende diskussion om flygtninge-flashing og samaritters selviscenesættelse - eller hvad?

Først og fremmest kan man med en hvis saftløshed tolke den massive trang til at hjælpe som ikke bare et resultat af medmenneskelighed, men også et udtryk for, at vi i Danmark måske har følt ,at vi ikke har hjulpet meget med her på det sidste og måske trænger til at bilde os selv ind, at vi faktisk hjælper.

For det andet er det måske ikke en dårlig idé at få flashet lidt omkring, at danskerne faktisk er medmenneskelige set i lyset af integrationsminister Inger Støjbergs (V) markedsfremstød i Libanon, som i øvrigt har resulteret i dårlig omtale af Danmark. At dette straks er blevet omregnet til de erhvervsmæssige konsekvenser, kan vist ikke kaldes for andet end et glimrende eksempel på det økonomiske systems kolonisering af livsverdenen, når det faktisk nu engang handler om menneskeliv, men fair nok, økonomi er også vigtig.

For det tredje er det vel underordnet, om de personer, som hjælper flygtninge, flasher det eller ej, det centrale er, at de hjælper dem, som er i nød. Så skal vi ikke bare lukke denne polemik ned for en gangs skyld og hjælpe flygtningene med eller uden selfie-stang?

Malte Marno Sørensen, studerende, Store kongensgade 61 A, 3, København K