Hjælp krigsofrene før de tvinges på livsfarlig flugt

Flygtninge skal have hjælp allerede inden de flygter, skriver Mission Østs generalsekretær

Der er brug for, at verdenssamfundet sætter alle sejl til for at hjælpe flygtninge og fordrevne. Ikke for at holde dem væk fra os, men for at hjælpe dem lige dér, hvor de er - uden andre muligheder, skriver Kim Hartzner. Disse flygtninge har forladt deres hjemland og må nu overnatte foran banegården i Budapest.
Der er brug for, at verdenssamfundet sætter alle sejl til for at hjælpe flygtninge og fordrevne. Ikke for at holde dem væk fra os, men for at hjælpe dem lige dér, hvor de er - uden andre muligheder, skriver Kim Hartzner. Disse flygtninge har forladt deres hjemland og må nu overnatte foran banegården i Budapest. Foto: Szabo Bernadett.

Tusindvis af krigsramte flygtninge strømmer til Europa, mens millioner bliver tilbage i nærområdets flygtningelejre. Tusinder får opmærksomhed, fordi de krydser vores grænser, mens millioner risikerer at gå i glemmebogen, fordi de stadig er på armslængdes afstand.

Den tendens vil Mission Øst gøre op med. Vi hjælper de forfulgte og fordrevne i nærområderne - ikke for at holde dem væk fra Danmark, men for at hjælpe nødlidende, hvor de befinder sig.

Derfor tænker vi ikke ”os herhjemme og dem derude”, men ønsker at hjælpe mennesker i nød, også selvom de ikke står lige ude foran vores dør. Alle flygtninge fortjener støtte, både herhjemme og i verdens brændpunkter.

Vi møder dem i hobetal på den anden side af Middelhavet. Og vi hjælper dem, før de tvinges på livsfarlig flugt.

De fleste flygtninge befinder sig i nærområderne - enten som internt fordrevne eller som flygtninge i nabolandene.

De har ikke nået at flygte videre, de kan måske ikke flygte videre på grund af sygdom og handicap, de har måske ikke råd til at flygte videre, og - mest af alt - de vil måske ikke flygte længere væk, end at de kan vende tilbage til deres hjemegn, når der forhåbentlig igen bliver fred i deres land.

INGEN FLYGTER godvilligt fra det land og den egn, hvor de og deres familie og slægt har opbygget en tilværelse gennem århundreder. De flygter, fordi de er jaget vildt. De flygter, fordi de risikerer drab, voldtægt og bortførelser. De flygter i panik, de befinder sig i undtagelsestilstand, og de drømmer om en normal tilværelse med fremtidsudsigter for deres børn.

Derfor arbejder Mission Øst med materiel nødhjælp, psykosocial støtte og genopbygning af huse i de sikre områder af Syrien og Nordirak. Det sker blandt andet i områderne omkring Dohuk og Sinjar i Nordirak. Sinjar kom på landkortet i danskernes bevidsthed for et år siden, da Islamisk Stat dræbte mændene, voldtog kvinderne og bortførte unge teenagepiger som sexslaver og sendte en halv million yazidier på flugt.

I dag er dele af Sinjar-området befriet. Mission Øst er til stede med psykosocial støtte for at beskytte og forbedre de fordrevnes psykiske og sociale tilstand i det, der mildest talt er en nødsituation. Især kvinder og børn er sårbare, fordi kvinderne stadig risikerer overgreb, og børn uden opsyn nemt kan blive offer for skrupelløse menneskehandlere.

I det nordlige Sinjar og i Dahuk opretter Mission Øst tre kvindecentre og tre såkaldte ”børnevenlige områder”. Kvinder får hjælp til at bearbejde traumer, så de om muligt kan genoptage en almindelig hverdag. Børnene deltager i børneklubber og leger, lærer og deltager i hobbyaktiviteter, for at de kan genoptage deres skolegang og vende tilbage til det liv, ethvert barn bør have.

De, der kan vende hjem til befriede områder, møder ofte plyndrede huse, og mange må begrave deres myrdede slægtninge. Indsatsen bør derfor følges op af hjælp til at genopbygge huse og samfundsinstitutioner. Kun pengene sætter begrænsninger for, hvad vi kan gøre for de fordrevne.

Der er brug for, at verdenssamfundet sætter alle sejl til for at hjælpe flygtninge og fordrevne. Ikke for at holde dem væk fra os, men for at hjælpe dem lige dér, hvor de er - uden andre muligheder.

Mission Øst fortsætter ufortrødent hjælpearbejder blandt de fordrevne yazidier, kristne og shiamuslimer i Syrien og Nordirak.

Kim Hartzner er læge og generalsekretær for Mission Øst