Prøv avisen
Debat

Danskernes gode gerninger skal ikke censureres

Anna Mee Allerslev (R), beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune Foto: Scanpix

Vi må ikke give hinanden mundkurv på, når vi hjælper flygtninge, skriver Anna Mee Allerslev (R). Synligheden kan nemlig være med til at inspirere andre

Mandag den 5. oktober kritiserer sognepræst Jens Brun i et debatindlæg mig og Manu Sareen (R) for at have hjulpet flygtninge i Rødby og derefter fortælle om vores handlinger, da vi næste morgen blev inviteret i studiet hos TV 2 News. Gode handlinger skal man ifølge Jens Brun ikke flage med.

Jeg forstår godt Bruns kritik, men i en tid, hvor hadefulde og forargede opstød fylder i både de traditionelle og sociale medier, så er der i dén grad brug for at glæde sig over den varme, som danskere over hele landet viste, da flygtninge havde brug for hjælp.

Vi må derfor ikke give hinanden mundkurv på. Da Manu Sareen og jeg sagde ja til TV 2 News, gjorde vi det, fordi vi håbede at kunne inspirere andre, ligesom vi selv var blevet inspireret.

Vi håbede også, at der var flere danskere, der fik mere viden og information om den frygtelige situation. Vi vidste godt, at vi udsatte os selv for den slags kritik, som Brun kommer med. Men vi vurderede, at sagen var vigtigere, da TV 2 News ringede til os midt om natten.

En vigtig pointe er også, at vi selvfølgelig var der for at hjælpe. Man kunne nemt få et andet indtryk af Bruns påstande. Vi vidste ikke, at TV 2 News eller andre ville kontakte os.

Ligesom hundredvis af andre danskere kunne vi bare ikke lade være, da vi så de hjerteskærende billeder. Politikere får ofte kritik for kun at holde skåltaler. Det er nu ofte en kliché, men denne gang kunne vi rent faktisk gøre en forskel ved konkret handling. Så det gjorde vi.

Derfor vil jeg sige tak til alle dem, der handler i disse dage. Der er brug for det. Også tak til dem, der deler deres historier på sociale medier og er med til at sprede budskabet og skabe en folkelig bevægelse for et andet Danmark end det, som det officielle Danmark med Venstre og Dansk Folkeparti i spidsen skaber lige nu.

Tak til stærke bevægelser som Venligboerne. Det er historier, der bringer lys. Det er der kun grund til at glæde sig over. Og det håber jeg også, at Brun inderst inde gør.

Anna Mee Allerslev (R) er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune