Forestil dig, at du har et handicap og massivt behov for hjælp, for eksempel til at komme i bad, tage tøj på og andre hverdagsting. I dag får du hjælp af kommunens hjemmehjælp, men i fremtiden ønsker kommunen kun at hjælpe dig, hvis du flytter fra dit eget hjem og ind i en kommunal plejebolig.
Dette scenarium lyder absurd. Man kan have svært ved at forestille sig, at vi i et demokratisk retssamfund vil tvinge borgere til at flytte fra deres hjem mod deres vilje, før vi vil hjælpe dem. Desværre kan det tilsyneladende blive virkelighed for borgerne i Favrskov Kommune, som er en del af de såkaldte frikommuneforsøg, hvor en række kommuner har søgt Socialministeriet om frie rammer til at afprøve nye måder at løse deres opgaver på.
Som formand for Det Centrale Handicapråd finder jeg det dybt bekymrende, hvis kommuner ønsker at eksperimentere med borgerens grundlæggende rettigheder – især når der er så mange andre steder, man kan tage fat.
Jeg har stor respekt for, at kommunerne tør bryde med vanetænkningen og forsøge at løse deres opgaver bedre og mere effektivt. Men jeg forstår ikke, at vi ønsker at eksperimentere med de grundlæggende retsprincipper, som vi har vedtaget for at beskytte de svageste borgere – og som det burde være kommunernes fornemste opgave at leve op til. Det virker, som om disse kommuner har glemt, at de er til for borgerne og ikke omvendt.
Prøv at kigge indad i stedet for, det vil give mere mening, tror jeg. Er der områder i forvaltningen, som kan tænkes mere effektivt – og samtidig give bedre service til borgerne? Kommunerne kan rette blikket mod flere områder. Først og fremmest på administration.
Eksempelvis bruger Aarhus Kommune 16 procent af deres administrative ressourcer på en procent af deres budget – nemlig i tildelingen af hjælpemidler. Incitamentet for at spare ressourcer er ikke til at overse, og netop det giver da anledning til fritænkning og nye arbejdsgange.
Dernæst bør disse frikommuner udnytte deres paragraffrihed til at afprøve nye møde- og kommunikationsformer, der kan genetablere borgernes tillid. En såkaldt GAP-analyse, som Det Centrale Handicapråd lavede sidste år, viser nemlig en stor tillidskløft mellem kommunen og borgere med handicap.
Sidst men ikke mindst, kan kommunerne lægge sig i selen for at reducere de mange siloer, som mennesker med handicap oplever, når de er i kontakt med kommunen.
Det er hverken effektivt eller værdigt, at borgerne skal løbe spidsrod mellem de forskellige kommunale forvaltninger for at få de ydelser, de har ret til og behov for.
Kort sagt er der nok at tage fat på, hvis frikommunerne både vil spare penge i kommunekassen og gøre livet lettere for borgere med handicap.
Anette Laigaard er formand for Det Centrale Handicapråd.