Hjælpen er inden for rækkevidde

”Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.”

Paulus’ brev til Filipperne 4, 6-7

Nogle har med rette mere grund til bekymringer end andre. Er man afhængig af at skulle høste på mark eller hav, af ordrebogens tykkelse eller af at bevare sit arbejde, så er det svært ikke at bekymre sig bare lidt. Ingen kan tillade sig at tage let på alle disse personlige bekymringer. Især ikke andres. Det ville grænse til ansvarsløshed. Nogle skal bekymre sig og prøve at forbedre.

Dog er der god grund til, at Jesus og Paulus advarer imod bekymringer. Men de gør det samtidig med et tilsagn: Herren er nær! Gud vil sørge for jer! Himlens Gud er lige ved siden af os! Usynlig, helt tæt på. Det er det, Bibelens budskab vil give os indsigt i. Gud er lige så nær som alt det, vi bekymrer os for.

Jesus siger på mange forskellige måder, hvordan det er at leve ud af Guds godhed. For eksempel siger han: Giv, så skal der gives jer! Bliv et givende menneske i stedet for altid at ville samle. For det sidste skaber bekymringer for, om du nu også får samlet nok. Og i sin Bjergprædiken siger han: Søg først Guds retfærdighed, og så vil Gud sørge for dine øvrige fornødenheder! Lev i den kærlige sandhed, som Guds ord rækker dig, og øv dig i at gøre ret og godt imod andre. For så kan du ånde mere frit og se dagens glæder i stedet for alle besværligheder. En sådan levevis vil Jesus og Paulus opmuntre os til ved med en bred og farverig pensel at male os Guds omsorg for øje. Sådan bliver vi hjulpet fra bekymring til forventning. Eller sagt rent praktisk: De bekymringer, som rammer os, må føre til bøn. Føre til at lægge vore ønsker frem for Gud. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Sådan stilles vi foran en stærkere udsigt end bekymringernes udsigt. Forventningernes udsigt ind til Gud som den Far, der hører sine børns bønner, når vi søger ham med vore bekymringer. Det er en af hemmelighederne ved at være et Guds barn. Herren er nær, ja, lige ved siden af os.

Thomas Kristensen er pastor emeritus.