Prøv avisen
Debatinterview

Hjælpen til de mest udsatte børn er alt for ofte styret af moralsk panik

Det er tankevækkende, at vi gennem de seneste 100 år har anbragt cirka en procent af alle børn uden for eget hjem på trods af den kolossale udvikling, der er sket i vores velfærdssamfund. siger den bogaktuelle journalist Ulrik Holmstrup. På billedet ses drenge fra behandlingshjemmet på Landerupgaard ved Kolding i 1952. – Foto: Svendborg Museum/Forsorgsmuseet

Medierne kaster sig over skandalesager om misbrug og omsorgssvigt af børn. Politikerne strammer loven, og samfundet bruger hvert år 15 milliarder kroner på at hjælpe samfundets mest udsatte børn. Men indsatsen rykker ikke for alvor de børn, man gerne vil hjælpe. Det er budskabet i den ny bog ”Udsat for pressen” skrevet af journalist Ulrik Holmstrup

Ulrik Holmstrup, din ny bog ”Udsat for Pressen” er en kritik af indsatsen for samfundets mest udsatte børn. Du fremhæver i bogen, at 13.000 børn er anbragt uden for hjemmet, at samfundet bruger 15 milliarder kroner på anbringelser og forebyggende foranstaltninger for de mest udsatte børn. Samtidig har andelen af børn, der bliver anbragt, været uændret de seneste 100 år, nemlig godt en procent af en børneårgang. Hvad er problemet ved den udvikling?

Jeg kan ikke afgøre, om en procent er for meget eller for lidt. Men det er tankevækkende, at vi gennem de seneste 100 år har anbragt cirka en procent af alle børn uden for eget hjem på trods af den kolossale udvikling, der er sket i vores velfærdssamfund. Selvom der er en politisk vilje til at gøre noget for de mest udsatte børn, så viser forløbsundersøgelser, at det generelt går de anbragte børn dårligt. Indsatsen rykker ikke for alvor, og derfor er der brug for en diskussion af, om vi kunne hjælpe de mest udsatte børn på en anden måde. Min påstand i bogen er, at samspillet mellem forskere, politikere og journalister bevarer status quo på et område, der råber på nytænkning. Når man som samfund siger til forældre, at deres børn skal anbringes, så må ambitionen være, at indsatsen skal rykke børnene.

Kommunerne vil sige, at de satser på nye metoder i hjælpen til de mest udsatte børn, men du skriver i bogen, at samfundet følger de spor, der blev lagt ud for 100 år siden. Hvad bygger du den påstand på?

Den første egentlige børnelov er fra 1905. Medicinen, der blev ordineret dengang, var anbringelse, uanset om barnet var kriminelt eller forsømt. Forskere som Inge Bryderup fra Aalborg Universitet og forskningsleder Frank Ebsen fra Metropol har påvist, at det i vid udstrækning er de samme spor, vi følger i dag. Det ville give mening, hvis resultaterne var overbevisende. Jeg siger ikke, at vi skal holde op med at anbringe børn, men når forskningen viser, at fremtidsudsigterne for børn, der bliver anbragt, er dystre, og indsatsen samtidig er meget dyr, så kan det undre, at man fortsætter ad samme spor.

Du efterlyser i bogen, at samfundet undersøger effekten af anbringelser og forebyggende indsatser langt mere systematisk, men er det ikke vanskeligt at undersøge virkningen af sociale tiltag, der virker vidt forskelligt fra person til person?

Jeg siger ikke, det er nemt, men vi burde i langt højere grad forsøge at evaluere effekten af de forskellige indsatser ved at følge børnene over længere tid.

Du kritiserer, hvad du betegner som en Bermuda-trekant af politikere, presse og forskere. Og du kritiserer mediernes dækning af sager som Tønder-sagen og Brønderslev-sagen, men gør pressen ikke bare sit arbejde?

Selvfølgelig skal medierne gå ind i sager som Tønder-sagen og Brønderslev-sagen. Problemet er, at pressen i vid udstrækning kun går på jagt. Og det bliver vi som samfund ikke klogere af. Som regel ender mediestormen med, at en socialchef bliver fyret. Der opstår, hvad den engelske sociolog Stanley Cohen har betegnet som moralsk panik. Politikerne reagerer meget hurtigt på mediernes dækning, og så kommer der en række lovstramninger. Det har for eksempel betydet, at vi i dag har over 100.000 underretninger på børn. Det er blandt andet resultat af den såkaldte overgrebspakke, som netop tog udgangspunkt i de 10 alvorligste børnesager herhjemme. Vi risikerer at binde en masse ressourcer på noget, der aldrig skulle have været en social sag. Samtidig har min research til bogen vist, at det i nogle forvaltninger bliver altafgørende at undgå at lave fejl. Den ensidige fokus på, hvem der i en given børnesag har fejlet, bremser enhver debat om, hvilke grundlæggende mangler der præger samfundets måde at håndtere udsatte børn på.

Hvad skal medierne og samfundet så stille op?

Mediedækningen af udsatte børn er gennemsyret af følelser og bygger ofte på enkelthistorier, men mediernes ambition kunne også være at dække forskning og de mere overordnede problematikker på børneområdet. For nylig viste DR 1 for eksempel en udsendelse om en dreng, der blev fjernet fra sin psykisk syge mor som spæd og kom i pleje hos et landmandsægtepar. Han trivedes godt i familien, men efterhånden som han blev ældre, voksede hans problemer. Udsendelsen fokuserede udelukkende på en enkelt menneskelig historie, men rejste slet ikke det overordnede spørgsmål, om plejeforældre, som har fået et kursus på fire dage, kan tage sig af et alvorligt skadet barn. Derudover er der brug for, at samfundet evaluerer de tiltag, man sætter i værk, langt mere systematisk. Der er alt for mange eksempler på, at en kommune får en god idé til en indsats. Indsatsen bliver beskrevet positivt i pressen. Andre kommuner får øje på idéen, og pludselig er indsatsen rullet ud i store dele af landet på et tidspunkt, hvor der ikke foreligger nogen form for dokumentation af effekten.

Med din viden om børneområdet, hvorfor tror du, at mange anbragte børn klarer sig dårligt?

Det har været en øjenåbner at støde på forskning, der viser, i hvor grad børns hjerne bliver påvirket af stress, som kan give dem varige forandringer i hjernen. Disse forandringer har betydning for deres evne til at lære noget, og forskere er enige om, at skolenederlag er afgørende for, hvordan børn klarer sig senere i livet. At blive anbragt uden for hjemmet er en af de mest stressende situationer, et barn kan blive udsat for.