Prøv avisen

Hjemløse: Bliv klogere på de skæve eksistenser

Sælgerne står gerne ved supermarkederne, umælende i alt slags vejr, presser ikke de travle kunder, men er bare synligt til stede med deres blad foran på brystet, skriver debattøren. Foto: Morten Stricker Denmark

Et smil for en 20'er er meget værd og nøgternt vurderet: Det er forbløffende, hvad man får for 20 kroner, som Hus Forbi koster

Niels Skovmøller, Egeparken 22 1. th., Silkeborg, har skrevet indlægget.

Det er som bekendt et ikke ukendt fænomen, at mange på Strøget og andre gågader bliver overrendt af diverse hvervepersoner, lige fra Nordjysk Elhandel over Jehovas Vidner til Amnesty International. Repekt for deres motiver men lidt for påtrængende måske.

Betydningsfuldt er derimod at nævne, at bladet Hus Forbi, som sælges af hjemløse, har fundet en anden taktfuld stil. Sælgerne står gerne ved supermarkederne, umælende i alt slags vejr, presser ikke de travle kunder, men er bare synligt til stede med deres blad foran på brystet.

Et smil for en 20'er er meget værd og nøgternt vurderet: Det er forbløffende, hvad man får for 20 kroner, som Hus Forbi koster (sælgeren får selv 10 kroner). Velfunderede indslag om det sociale systems svagheder angående hjemløse, skæbnefortællinger og et fordomsfrit interview med socialminister Annette Vilhelmsen (SF).

Alt i alt er bladet en øjenåbner for de skæve eksistenser, både for dem, der i en eller anden kommune påtvinges en bolig, selvom tilværelsen for den pågældende ville være et fængsel, og at de til enhver en tid hellere vil trodse kulden og sammen med deres faste trofaste ven, hunden, finde en kælderskakt eller en plads i parken og med deres få ejendele overnatte der. Det sidste, der er kommet frem, er, at mange af disse udsatte i gennemsnit har en IQ på langt over gennemsnittet af befolkningen (test på Kofoeds Skole).

Så næste gang du køber Hus Forbi hos en blåfrossen sælger, så tag en diskussion med vedkommende. De er nemlig reflekterende over mange ting og vedkender sig oftest med glæde deres egen eksistensberettigelse.