Prøv avisen

Hjemløsheden stiger: De kommunale forsømmelser bør forklares

Antallet af hjemløse i Danmark er steget til 5290. Foto: Mikkel Østergaard Denmark

På trods af den nationale hjemløsestrategi stiger antallet af hjemløse. Det er alarmerende, skriver Jann Sjursen

Socialforskningsinstituttet har netop udsendt den nye hjemløsetælling. Det er ikke opmuntrende læsning!

På trods af igangsætningen af den nationale hjemløsestrategi til en halv milliard kroner over fire år er antallet af hjemløse ikke faldet, men steget til 5290 personer! Og ikke nok med det det er især gruppen af unge hjemløse, som vokser. Det er alarmerende, at hver femte hjemløs er et ungt menneske mellem 18 og 24 år.

LÆS OGSÅ
: Flere unge er blevet hjemløse

En af hovedmålsætningerne i den nationale hjemløsestrategi er at forebygge, at unge bliver hjemløse. Der er blevet talt så malende om at vende de unge i døren. Men de kommer slet ikke til døren. De sofa-surfer hos venner og familie, hvilket ikke ligefrem forbedrer mulighederne for at få sat gang i en god, struktureret indsats, som kan bringe dem videre i livet.

Hvad er gået galt? Det er der selvfølgelig ikke noget enkelt svar på, men en række forhold spiller ind. Først og fremmest rækker ungeydelsen ikke økonomisk. De unge bliver sat ud af deres lejligheder og så har vi balladen. Der er tale om en fattigdomsydelse, der til stadighed medfører eksklusion af samfundet. Hvis der så bare blev bygget ungdomsboliger, der var til at betale, men det gør der ikke! Det er ganske enkelt ikke godt nok!

Så er der de kommunale besparelser og forsømmelser! Kommunerne skærer i det specialiserede socialområde, der netop tager sigte på at støtte de mest udsatte, som for eksempel hjemløse.

Hertil kommer, at kommunerne i stor stil forsømmer at lave handleplaner for hjemløse planer, der skulle sikre grundlaget for en samlet indsats, der peger fremad.

Når nu landspolitikerne uanset partifarve er enige om, at hjemløsheden skal reduceres, når staten investerer en halv milliard kroner i løsningerne på hjemløseområdet, hvorfor kan kommunerne så ikke levere resultaterne? De skylder os alle et svar!

Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte