Vi kan ikke afskaffe hjemløshed blot ved at finde tag over hovedet til dem, der bor på gaden – for det handler ikke kun om, at hjemløse mangler et sted at bo.
Psykosociale og økonomiske problemer begynder lang tid før, folk ryger på gaden. Og det handler om andet og mere end økonomisk råderum og en kommunalt ordineret bolig.
Det starter tidligere, det starter helt tilbage i opvæksten. De mennesker, der mangler værktøjer til at få sig selv og livet til at hænge samen, fordi de aldrig har kunnet spejle sig i nogen, der formåede netop det, har rigtig, rigtig svært ved at fungere i vores ellers veletablerede samfund.
Vi er nødt til at forholde os til de bagvedliggende årsager til hjemløshed. En vigtig faktor for mange hjemløse er relationelle udfordringer. De har måske mistet deres relationer, både til venner og familie. De relationer, de har på gaden og måske i misbrugsmiljøet, er altså de eneste relationer, de har tilbage. Hvis de siger farvel til hjemløsheden og misbruget, siger de også farvel til relationerne, der hører med.
Og selvom det for de fleste kan være svært at forstå, hvordan et liv på gaden kan være meningsfuldt, kan det for nogen være det eneste i deres liv, der giver mening.
Udfordringen er at give disse mennesker en mening med livet. Og det gør man ikke ved at placere dem i en etværelseslejlighed i en ghetto uden for byen. Fra mit perspektiv, hvor jeg blandt andet har arbejdet på Blå Kors’ Pensionat for hjemløse og misbrugere, er det tydeligt, at vi er nødt til at finde et nyt fællesskab til de her mennesker.
Hvis man følger programserien ”Tro, håb og alkohol”, der kører lige nu på DR, vil man også kunne se, hvor meget personerne i programmet får ud af at have andre omkring sig og at blive anerkendt som mennesker. Både af personalet og af deres ligesindede, i et fællesskab, hvor alle søger mod en lysere fremtid.
Derfor skal vi i arbejdet med at nedbringe hjemløshed have flere alternative boligformer, der fordrer fællesskab og tilbyder hjælp til de mennesker, der har nogle ting fra fortiden, de skal have styr på, før de kan komme ordentligt tilbage til tilværelsen.
Når det så er sagt, vil der altid være mennesker, der ikke ønsker at være en del af samfundet – det er en utopi at tro, at alle vil, og kan, være med og følge ”normerne”. Der vil altid være mennesker, der melder sig ud. Det ville selvfølgelig være fantastisk, hvis det ikke var sådan, men jeg mener, at København skal være en mangfoldig by, der også kan rumme dem, der står uden for samfundet.
Vi skal gøre alt, hvad vi kan som politikere for at hjælpe mennesker til at føre det bedste liv, de kan, og grundlæggende set er der tre ben på den taburet, hjemløshedsproblematikken sidder på: Der er det ben, der handler om et menneskes liv, før det bliver hjemløst; om opvæksten og de vilkår, vi giver de udsatte børn i vores kommune.
Dertil handler det om, at vi skal have gode tilbud, der muliggør at få folk væk fra gaderne.
Det sidste ben er opfølgning: støtte og hjælp efter at en hjemløs har fået en bolig. For det er særligt i begyndelsen, at det kan være svært at tilpasse sig den nye dagligdag med husleje, naboer og indkøb, og mange hjemløse vil opleve, at de mangler det fællesskab, de havde på gaden.
Vi må ikke glemme, at den hjemløse eller misbrugeren først og fremmest er et menneske, at de engang var nogens barn og formentlig også er nogens mor eller far.
Det at overveje, hvad hans eller hendes historie er, giver mulighed for at se mennesket bagved og ikke kun en hjemløs. Vi skal se mennesket bagved.
Henrik Appel (S), medlem af Borgerrepræsentationen og sundhedsordfører.