I efteråret 2016 deltog jeg sammen med Dansk Diakoniråd på en studietur til London. Formålet var at besøge hjemløseinstitutioner, men der var også tid til at besøge den danske kirke i London.
I 1696 tog den danske kirke i London sit første segl i brug. Motivet var Jesus og disciplene ombord på en båd på oprørte bølger. Motivet var omkranset af de latinske ord ” Premitur non opprimitur ”. På dansk: ”Vi er under tryk, men ikke undertrykte!”.
De ord taler direkte til alle mennesker om, hvad vores anerkendelse af en svær livssituation betyder for vores evne til at leve med den. Og prøve at ændre den.
Til daglig er jeg centerchef i Arbejde Adlers Hus på Nørrebro– en institution, som blandt andet hjælper syge og socialt udsatte voksne. Mennesker med store og komplekse problemer. Så hvis der er noget, jeg er på vagt over for, er det letkøbt livsfilosofi serveret i slogans som for eksempel ”Du bestemmer selv din virkelighed”, ”Du skaber selv dit liv”.
Det er jo ikke sandt hele vejen igennem. Mennesker bliver ramt af sygdom, verdens værdier er ulige fordelt, der er uretfærdighed til og så videre. Og det er svært ikke at lade ”omstændighederne sejre”, når meget er tungt, vanskeligt eller uretfærdigt. Når man har været under tryk længe, kan man komme til at opfatte sig selv som ”en undertrykt”. Glemme, at der faktisk også er udefrakommende trykkende omstændigheder til stede. Især når samtidens politiske retorik har det med at individualisere sociale problemer.
Det er netop i den slags livssituationer, vi kan trække kræfter af teksten på seglet: ”Vi er under tryk, men ikke undertrykte!”.
Mange af os kan nikke genkendende til fornemmelsen af at være under pres fra alle sider – men også til, at det, der holder os oppe, er bevidstheden om, at nok er jeg presset, men jeg er ikke mast flad endnu. Nok er jeg handicappet, men det er ikke alt, jeg er. Nok er pengene små, men jeg kan stadig nyde livet. Jeg er under tryk – men jeg nægter at betragte mig selv som en undertrykt!
At ”rejse sig over omstændighederne” på denne måde er noget af det stærkeste, et menneske kan præstere. I mit arbejde er jeg så privilegeret, at jeg dagligt er vidne til det.
Måske ikke med bibelske dimensioner, hvor blinde ser og lamme går. Men tæt på. Jeg ser mennesker kæmpe med og overvinde rigtig dårlige prognoser, ser dem få et nyt syn på livet og langsomt finde nye måder at leve godt på. Jeg hører beboere og deres pårørende fortælle, at opholdet her blev begyndelsen til et nyt liv. I det store og i det små.
Fandt de kræfterne til det ved at tro, de kunne ”tænke sig til et godt liv”? Betød et særligt gennempositivt livssyn, at sociale barrierer, huslejerestancer, skader efter årelangt misbrug og så videre nærmest mirakuløst forsvandt? Jeg har ikke set det endnu.
Min erfaring fortæller mig noget andet. At kræfterne til at lægge livet om kommer ved at tage virkeligheden til sig. Anerkende, hvad der er galt, og hvordan man er under tryk. Og så finde ud af, hvad man selv kan gøre, og acceptere, hvor man har brug for hjælp.
Forandring til det bedre sker også der, hvor offentlige og private aktører bidrager fagligt og rettidigt til den enkeltes egen indsats ved at sikre relevant anvendelse af den ”trykaflastning”, som vores sociale lovgivning giver mulighed for.
At nægte at være undertrykt er ikke kun at ændre sit livssyn og sit syn på sig selv. Det er i høj grad også at indse omstændighederne og tage fat på at ændre dem. Om nødvendigt med andres hjælp. Først dér er man ikke længere hverken undertrykt eller under tryk.
Dorte Schiønning Andersen er cand.psych., diakon og centerchef i Arbejde Adlers Hus.