Hjemløshed handler om meget andet end manglende tag over hovedet. Mange i hjemløshed har også psykiske sygdomme og rusmiddelproblemer at slås med. Den seneste hjemløsetælling fra analyseinstituttet Vive fra 2022 viser, at 62 procent af de 5789 mennesker, der ifølge rapporten lever i hjemløshed, har en psykisk sygdom. 66 procent har et misbrug, og 42 procent har både et misbrug og en psykisk sygdom.
I vores arbejde blandt hjemløse ser vi alt for ofte, at psykisk sygdom og rusmidler er med til, at mennesker mister deres hjem, at mennesker bliver fastholdt i hjemløshed, og at tidligere hjemløse mister den bolig, der ellers skulle være rammen om et nyt godt liv.
Derfor er der al mulig grund til, at psykiatriplanen sætter ind over for psykisk sygdom blandt mennesker i hjemløshed. Dette gælder i særdeleshed mennesker i hjemløshed med dobbeltdiagnoser, herunder rusmiddelproblemer.
Skal vi hjælpe hjemløse mennesker med psykisk sygdom bedre, skal psykiatriplanen sætte ind på fem afgørende felter: Samspil med hjemløsereform, mere opsøgende arbejde, øget faglighed i psykiatrien, nye fællesskaber og fokus på rusmiddelproblemer i kombination med psykisk sygdom.
Netop nu er en ny hjemløsereform ved at blive til lovgivning. Reformen sætter metoden Housing First i centrum, der kombinerer tilbud om fast bolig med den rette støtte i eget hjem som nøgle til at afhjælpe hjemløshed.
Psykiatriplanen skal spille tæt sammen med dette og sikre, at den rette støtte i eget hjem også omfatter hjælp til psykisk sygdom. Ud over psykiatri-kompetencer blandt bostøtte-medarbejderne og brobygning til psykiatrien kræver dette, at den længerevarende bostøtte bliver prioriteret.
I dag oplever vi desværre, at afhjælpning af psykisk sygdom bliver sat på pause under herbergsophold. Dette skyldes blandt andet uklarhed om udredning og behandling, særligt om det kommunale ansvar. Psykiatriplanen skal sikre tydelig placering af ansvaret for hjælpen til hjemløse med psykisk sygdom – både i den korte tid på herberget, og når de flytter i eget hjem.
I det faglige oplæg til en 10-årsplan er fokus primært på det, som man kan kalde ”inden for psykiatrien”. Det skal der laves om på, så planen også bliver til gavn for mennesker i hjemløshed med psykiske vanskeligheder, der har ingen eller meget lidt kontakt med psykiatrien. Blikket skal særligt rettes mod mennesker i hjemløshed, der lever på gaden og ikke modtager behandling. Hjemløsetællingen viser, at 69 procent af de hjemløse, der sover på gaden – i modsætning til hos bekendte eller på herberg – har en psykisk sygdom. Derfor skal det opsøgende arbejde blandt denne målgruppe styrkes.
Det er også vigtigt, at der udvikles nye tilbud til mennesker, som af forskellige grunde ikke kan være en del af den etablerede psykiatri. Et yderligere aspekt er, at mennesker i hjemløshed med ophold på landet og langt fra de store byer ofte lever langt væk fra den psykiatriske hjælp. Her er opsøgende arbejde på fire hjul en vigtig nøgle.
Et paradoks i vores sundhedssystem er, at de mennesker med størst behov for hjælp ofte har sværest ved at få hjælpen. Lever man et liv med hjemløshed, rusmiddelproblemer og psykisk sygdom, kan det være svært at få hjælp i psykiatrien. Øllene er ikke velkomne, ej heller er hunden – og nogle gange kan adfærd og fremtoning være en barriere.
Vores ønske er, at psykiatriplanen kan medvirke til et nyt syn på mennesker i hjemløshed og sikre, at psykiatrien bliver mere rummelig. Samtidig skal det sikres, at mennesker med komplekse problemer ikke skal forholde sig til et hav at forskellige hjælpeinstanser og -personer.
En del af dette handler om at styrke de udsatte-kompetencer, der i dag er en mangelvare i psykiatrien. Samtidig handler det om organisatorisk nytænkning. Vi ser positivt på tværsektorielle indsatser, der i de senere år er skudt frem på kommunalt og regionalt niveau. Men der er brug for systematisk evaluering og erfaringsopsamling, så vi finder ud af, hvad der virker.
Ofte ser vi i vores arbejde, at jo bedre et hjemløst menneske har det socialt, jo mindre risiko er der for indlæggelse. Derfor kan det socialfaglige og det psykiatrifaglige ikke adskilles.
Hjemløshed går ofte hånd i hånd med ensomhed og social isolation. Det er skidt for den mentale sundhed. I de seneste år er en del væresteder desværre blevet nedlagt og sammenlagt. Det giver mennesker i hjemløshed færre frirum. Psykiatriplanen skal sikre, at mennesker i hjemløshed kan være en del af aktive og meningsfulde fællesskaber – også når de er så heldige at få et hjem, de kan kalde deres eget.
Arbejdet med en national ensomhedsstrategi er i år iværksat. Det er afgørende, at ensomhedsstrategi og psykiatriplan tænkes sammen – og at begge særskilt adresserer ensomhed og mental sundhed blandt hjemløse og udsatte. Her kan civilsamfundets frivillige gøre en unik forskel, fordi de hverken kommer med sanktioner eller myndighedsansvar, men udelukkende vilje til at indtræde i en ligeværdig relation til et medmenneske.
Udfordringerne for mennesker, der lever med såvel hjemløshed som psykisk sygdom, tilføjes ekstra kompleksitet, når der også er rusmiddelproblemer inde i billedet. Her er systemerne dårlige til at arbejde sammen. Ikke sjældent bliver det hjemløse menneske mødt med enten et nej til behandling i psykiatrien på grund af rusmiddelproblemer – eller mødt med et nej til rusmiddelbehandling på grund af psykisk sygdom.
Psykiatriplanen skal sikre, at behandling for rusmidler og psykisk sygdom bliver koordineret og kan ske på samme tid. For selvfølgelig skal man kunne blive udredt, selvom man drikker mange øl, ryger store mængder hash eller tager hårde stoffer. Men det kræver særlig faglighed, og den skal 10-årsplanen sikre. Vores anbefaling er også, at mennesker med rusmiddelproblemer altid skal have tilbudt en psykiatrisk samtale.
Det faglige oplæg til en 10-årsplan bruger ikke mange linjer på at folde civilsamfundets bidrag ud. Lad os derfor gøre det her:
Som civilsamfundsorganisationer er vi klar til at bidrage til genstart af psykiatrien, så mennesker i hjemløshed med psykisk sygdom kan få den bedst mulige hjælp. Vi er også klar til at bygge bro både til og fra de mange professionelle, værdibårne tilbud for mennesker i hjemløshed, som vi står bag.
Det glæder os, at forhandlingerne om en 10-årsplan for psykiatrien nu endelig går i gang. Hvis planen også skal gavne mennesker i hjemløshed, er det essentielt at sikre samspillet med hjemløsereformen, mere opsøgende arbejde, øget faglighed i psykiatrien, nye fællesskaber og fokus på psykisk sygdom i kombination med rusmiddelproblemer.
Psykiatriplanen er en gylden mulighed for oprigtig hjælp til mennesker i hjemløshed med psykisk sygdom. Vores håb er, at politikerne griber muligheden og handler. Alt andet vil ikke alene være dumt, men også et sørgeligt svigt af vores mest udsatte medmennesker.
Kronikken er skrevet af Ann-Sofie Bech von Hielmcrone, generalsekretær for KFUK's Sociale Arbejde; Bo Heide-Jochimsen, direktør for Projekt UDENFOR; Christian Bjerre, generalsekretær for Blå Kors; Ivan Christensen, forstander for Mændenes Hjem; Jeanette Bauer, chef for Kirkens Korshær; Ole Abildgaard Mikkelsen, direktør for WeShelter (Fonden Missionen blandt Hjemløse); Peder Meisner, generalsekretær for KFUM’s Sociale Arbejde; Robert Olsen, forstander for Kofoeds Skole.