Hjemløse har også ret til respekt

Politikere og politi må vise interesse for hjemløses vilkår og de angreb og hærværk de udsættes for, skriver debattør

Jeg undrer mig over, hvor for eksempel myndigheder som politiet, politikere og lokale beboere er, og hvorfor man ikke får taget hånd om den slags umenneskelige handlinger mod de hjemløse, skriver debattør.
Jeg undrer mig over, hvor for eksempel myndigheder som politiet, politikere og lokale beboere er, og hvorfor man ikke får taget hånd om den slags umenneskelige handlinger mod de hjemløse, skriver debattør. Foto: Christian Ringbæk Denmark.

I forbindelse med mit arbejde og i medierne har jeg fulgt situationen i området omkring Blågårds Plads i København gennem længere tid, og jeg fik forleden anledning til at se huset for hjemløse i Stengade, drevet af Kirkens Korshær. Udefra kunne man se, at der var graffiti på facaden, og stedet var præget af slid, men der var også begået hærværk imod vinduer på huset, som er et sted, hvor byens hjemløse kan overnatte.

Jeg har set i medierne, at huset på det seneste er blevet angrebet med stenkast mod ruderne, og via mit kendskab til en medarbejder blev jeg inviteret til at se deres arbejdsplads. Det var lige før, at samtlige ruder i huset igen var blevet smadret af nogle kræfter uden for huset.

Hvem er disse mennesker? Det har jeg ingen idé om, men jeg kan ikke forstå dem.

Professionelle og frivillige forsøger at gøre en forskel og skabe rammer for de hjemløse for eksempel i Stengade. Forholdene er simple. De hjemløse kan få et måltid mad eller sove på gulvet på en madras, men de hjemløse er taknemmelige for, at der er et hus til dem, hvor de kan få lov at være og få menneskelig omsorg.

Jeg undrer mig over, hvor for eksempel myndigheder som politiet, politikere og lokale beboere er, og hvorfor man ikke får taget hånd om den slags umenneskelige handlinger mod de hjemløse.

Forestil jer, at I ligger i jeres seng, hvilket er ethvert menneskes ret, og pludselig bliver I angrebet med sten eller andre genstande mod husets ruder. Det må være en helvedesnat for de hjemløse og folk, der arbejder i huset.

DISSE ANGREB ER for mig respektløse over for de hjemløse og medarbejderne. Jeg opfordrer til et bredt samarbejde mellem myndigheder og lokale kræfter for at afdække, hvem der står bag disse umenneskelige handlinger. Jeg er af den overbevisning, at nogle i lokalmiljøet ved, hvem det er, der står bag disse konstante angreb mod huset. Jeg kan ikke se meningen, og efter min mening skal deres handlinger have konsekvenser.

Konsekvenser kan for mig handle om allerførst at komme i kontakt med dem, der står bag handlingerne, skabe en bevidsthed om, hvad deres handlinger gør ved andre mennesker og appellere til deres empati. I yderste konsekvens må der være juridisk konsekvens for dem.

Jeg håber, at politikerne også viser interesse for de hjemløses vilkår, især i forhold til angrebene som dem mod Stengade.

Jeg synes, de hjemløses levevilkår i forvejen er smertefulde. Jeg tager stærk afstand fra, at nogle er så grove mod disse mennesker. Det er en stor skam, og alle må bidrage til, at disse angreb mod hjemløse stoppes.

Ahmet Demir,

cand.pæd. og socialkonsulent,

Søstjernevej 27,

Hvidovre