Katrine Winkel Holm vil have tilskud til at passe sine egne børn og siger i sit svar til mig den 17. december, at der ikke er noget argument for, at staten énsidigt giver tilskud til én slags børnepasning. Jo, der er. Og det har ikke noget at gøre med, at man som forældre er hjælpeløse og ikke kan kende forskel på en vuggestue og et hospital, som hun skyder mig i skoene.
Argumentet for tilbuddet om offentligt tilskud til børnepasning er ganske enkelt, at samfundet, dvs. os alle sammen, har fordel af, at begge forældre har mulighed for at arbejde. Det er en samfundsøkonomisk fornuft, javel ja, og den kan man være utilfreds med. Men at Katrine Winkel Holm fravælger dette tilbud, er og bliver nu engang hendes egen sag. Jeg forlanger heller ikke tilskud for ikke at benytte biblioteket eller for ikke at gå i Det kgl. Teater.
Katrine Winkel Holm vil have både i pose og i sæk: Ikke bare forlanger hun penge for at passe de børn, hun selv har sat i verden. Hun vil også have, at man skal have respekt for hendes ideologiske valg af den gode, gamle hjemmegående husmor som rollemodel. Og så vil hun oven i købet have, at vi skal have ondt af hende. Det er for dårligt, at hun ikke kan få de tilskud, vi andre får. Hun er en del af en undertrykt minoritet, der endda har dannet en forening, der kan være pressionsgruppe og pege det principielt uretfærdige ud for politikere og andre. Men hun får ingen martyr-point på den konto af mig.
Jeg står gerne ved, at jeg er velfærdsdansker. Det ser jeg overhovedet ikke noget galt i. Jeg er, naturligvis, et barn af min tid. Men jeg står ved det - og prøver ikke at dække mig selv i et ideologisk røgslør, der skal prøve at vise noget andet. For hør lige velfærdsretorikken: »Når andre skal have tilskud, så skal jeg også«. Det er ikke bare velfærdsdanskeren, der hyler her, det er en forkælet én af slagsen.
Nu er børn jo meget mere end økonomi. Heldigvis. Men det er økonomi, der er temaet i Katrine Winkel Holms kronik. Ikke et ord om glæden ved at passe sine børn selv. Ikke et ord om alt det, det giver igen. Ikke et ord om besværlighederne ved det valg hun har taget. Kun velfærdsdanskerens krav om del i det tilskud, de andre får.
Peter Nejsum,
sognepræst,
Jørlunde Præstegård,
Bygaden 17,
Slangerup