Prøv avisen
Kirkeligt set

Hjernedød. Den undertrykte frihed og sandhed

Menneskets organer er ikke statens ejendom, og det tilkommer ikke staten ved lov at gennemtvinge, at den, der ikke helt frivilligt har doneret sine organer, automatisk er reservedelslager, skriver Birthe Rønn Hornbech Foto: Leif Tuxen

Menneskets organer er ikke statens ejendom, skriver Birthe Rønn Hornbech

Tak til Kristeligt Dagblad for i flere artikler at fokusere på organdonorernes pårørende. Et underbelyst emne.

Hjernedødskriteriet blev indført for at få adgang til transplantation af organer. Men en menneskealder efter lovens ikrafttræden undertrykkes både frihed og sandhed stadig.

Det nedtones stadig, hvad hjernedød egentlig er, nemlig den død, vi ikke kan se, fordi hjertet stadig banker, patienten trækker vejret og har farve i huden.

Jeg blev for mange år siden hevet i tv og skulle over for en 10-årig dreng forklare, hvorfor jeg ikke ville presse nogen til at give ham et hjerte. Jeg kræver borgernes totale frihed til selv at bestemme, om de vil være donorer. Seerne oplevede naturligvis alene den lille drengs situation.

At der er en anden familie, der bør vises hensyn, er for abstrakt, og seerne føler let, at den, der forsøger at varetage donor og de pårørendes interesser, er et ondt menneske, der blot vil drengens død. Den form for propaganda har naturligvis gjort transplantationerne til noget nærmest urørligt.

Hvordan mon det ville gå den, der rejste rundt med en film, der i farver kunne berette om, hvad der i virkeligheden sker ved hjernedød og transplantation? Forargelsen ville nå helt hysteriske højder, hvis vi blev konfronteret med den synlige sandhed, nemlig at der holdes liv i den hjernedøde, der ser ud som levende, fordi hjertet banker.

Man kunne så vise både de fortvivlede pårørende og det bankende hjerte, der udtages af kroppen. Filmen kunne slutte med at vise, at den hjernedøde, nu efter at hjertet er fjernet, virkelig er stendød. Den film er der ingen, der tør fremstille, ligesom biografdirektører ikke tør vise forfilm om, hvad abort er.

En film om hjernedød kunne vise den skinbarlige sandhed, som jo også er, at lægen ikke må skrive dødsattest, før organerne er udtaget og hjertedød er indtrådt! Mere død er man nemlig ikke som hjernedød. Vi må bare ikke vide det. For det vil gå ud over antallet af donorer.

Jeg har i årevis holdt foredrag om hjernedødskriteriet og fået fortællingerne om det pres, der lægges på de pårørende for at sige ja til organdonation uanset den døendes ønsker.

Her skal blot citeres fra en enkelt mail, der er repræsentativ for de mange beretninger, jeg har modtaget gennem årene. Mailen kom for nogle år siden fra en ældre præst, der skrev om sine egne erfaringer. Han skriver blandt andet:

”Familien blev kaldt til hospitalet for at tage stilling til donation af hans nyrer. Der blev øvet voldsomt pres fra lægeside i pæne vendinger og med erklæret forståelse, og jeg var med til at gå ind for det. Det gør jeg ikke mere. Fra det øjeblik, lægen fik sit ja, var det slut med al empati. Vi bad om at få ham at se bagefter. Det glemte de. Vi ventede over tre timer. Først da vi mindede dem om det, fik vi lov. De kørte med X, der så ud, som om han sov til middag, og kom omsider tilbage med ham som tydelig død. Vi fik ikke at vide, om de overhovedet kunne bruge hans nyrer (han var 58 år). Min opfattelse var helt klar: man betragtede ham som et præparat. Ren materie. Jeg spørger mig selv: Hvorfor kunne vi ikke få lov til at følge ham hele vejen”?

Netop! Var der frihed i Danmark og respekt for døden og de pårørendes sorg, ville man aldrig udøve denne form for pres.

Men der er ikke frihed i Danmark. Jagten på organer giver sig i perioder udtryk i smagløse propagandistiske fremstød, hvor det mere end antydes, at man er et godt menneske, hvis man er organdonor.

Underforstået at andre er onde. Kendte mennesker løfter en moralsk pegefinger over for de genstridige, og fagpersoner optræder som eksperter på andres liv, selvom ingen er eller bør være eksperter på den enkeltes liv.

Der skal være total frihed i Danmark. Det tilkommer hverken videnskaben eller politikerne at gøre sig til dommer over den enkeltes livssyn. Menneskets organer er ikke statens ejendom, og det tilkommer ikke staten ved lov at gennemtvinge, at den, der ikke helt frivilligt har doneret sine organer, automatisk er reservedelslager.

Tværtimod burde man alene kunne tilmeldes organregistret som donor, såfremt der forelå et klart informeret samtykke fra donor. Altså en klar forsikring om, at donor er informeret om, hvad hjernedød er, og hvilke konsekvenser beslutningen får for den enkeltes pårørende, nemlig at de pårørende afskæres fra at være til stede i dødsøjeblikket.

Præstens mail viser, at mennesket er reduceret til en tilfældig biologisk art af individer uden sjæl og ånd.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye