Prøv avisen
Debat

Teologistuderende: Kunne Høgh, Gotfredsen og Lilleør ikke kere sig lidt om virkeligheden?

Vi har kun Guds ord, men vel at mærke det ord, som altid er handling, og som blev til denne fantastiske verden. Kunne I ikke kere jer lidt om den også? spørger teologistuderende Nina Bjarup Vetter .

Ingen af de tre teologer formår at overkomme den værste narcissime, nemlig den, hvor man udelukkende kerer sig om sine meningsfæller, skriver Nina Bjarup Vetter

SOGNEPRÆST Marie Høgh har været i felten for at hente inspiration til en lille opsang om både kirke og tro. I Kirkeligt set den 22. oktober går hun i kødet på både bisp, provst og den samlede præstestand med.

Problemet er, at de kerer sig, og derfor gerne vil yde deres allerbedste, ja, måske endda risikere lidt og sætte sig selv i spil. De har ikke forstået, at ord og evangelium er faste størrelser, som i faste rammer, nemlig alene ved søndagens højmesse, skal forkyndes rent og purt. Præster hører til på prædikestolen, højt hævet over stigende vandstande og i sikkerhed bag kirkens tykke mure for klimaets desperate udsving.

Ovre i Aarhus er de til gengæld gået helt ned til kanten, vandkanten for at være helt præcis. Med to badehuse har domsognet bevæget sig ud midt i både natur og menighed. De må være vandtro derovre i provinsen sådan at blande kristendom og naturen sammen i en pærevælling.

Der er flere urovækkende aspekter ved at bevæge sig ned fra prædikestolen. Konfronteret med verdens gang søger flere og flere præster psykologhjælp, fordi de efter Marie Høghs opfattelse tror, at de selv og ikke evangeliet skal bære embedet.

Det kunne man faktisk også nemt komme til at tro efter at have læst Katrine Lilleørs indlæg i Berlingske, som Kåre Gade også fremhævede i fredagens Kristeligt Dagblad. Her fremtales den enkelte præsts popularitet som rettesnor for løn både her og der.

”Folkekirken er blevet velfærdsstatens største bistandsklient. Vi får kontanthjælp, uanset om vi løser vores opgaver til folkets tilfredshed eller ej.” Oveni ikke blot klandres menighedsrådene, de anklages decideret for at ansætte svage præster (til denne kategori regner Katrine Lilleør ikke sig selv) i troen på, de er nemmere at have med at gøre. Men disse kan ikke, skriver Lilleør, som de stærke (til denne kategori henregner Lilleør sig selv) fylde kirker og dermed mætte folkets tilfredshed. Pengene skal følge de populære, så Lilleør kan få fyldt sine lommer.

Dette står mildt sagt i kontrast til Marie Høghs fremhævelse af ”man skal ikke bære sin egen præstation frem, men bære frem, hvad Kristus har udrettet”. Der må siges at være rod i den borgerlige fløj.

Og apropos rod i den borgerlige fløj så vi i den forgangne uge, at den ellers så glatte Morten Messerschmidt (DF) har skabt rod i regnskabet og rod i partiet. Men den 24. oktober kommer en tredje sognepræst, Sørine Gotfredsen, ham til kærkommen undsætning. Om det er som samaritaner eller artsfælle, ved jeg ikke, men det er da rart, hun kerer sig.

Samme Sørine Gotfredsen taler ofte om både pligter og ansvar og om, hvordan vi skal overkomme vores narcissisme. Her er vi helt på linje, vi har nemlig både pligter og ansvar, og vi skal overkomme vores narcissisme. Desværre formår hverken Sørine eller hendes her nævnte medsøstre at overkomme den værste af slagsen, nemlig den, hvor man udelukkende kerer sig om sine meningsfæller. Vi har kun Guds ord, som Marie Høgh skriver, men vel at mærke det ord, som altid er handling, og som blev til denne fantastiske verden. Kunne I ikke kere jer lidt om den også?

Nina Bjarup Vetter er er stud.theol.