Højskoleforstander om mistrivsel: Vi er nødt til at sætte mennesker i stand til at forvalte deres egen frihed

Mange unge mistrives, men det skyldes ikke udelukkende et strukturelt pres. Vil man problemerne til livs, må man gentænke dannelsesopgaven, mener forstander på Krogerup Højskole Rasmus Meyer

Rasmus Meyer peger på den kulturelle frisættelse som en central kilde til mange unges mistrivsel. Friheden skal ikke indskrænkes igen, men vi må forstå, at den har sin pris.
Rasmus Meyer peger på den kulturelle frisættelse som en central kilde til mange unges mistrivsel. Friheden skal ikke indskrænkes igen, men vi må forstå, at den har sin pris. . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Tempoet er for højt, kravene om at præstere er for store, og det gør det svært at være ung i dag. Sådan lyder det ofte, når der skal findes et svar på, hvorfor en stor del af den danske ungdom mistrives i disse år. De unge slås med at leve op til egne forventninger og presses af samfundsstrukturer, der vil have dem til at præstere og være effektive, må man forstå. 

Men tror man, at trivselsproblemerne udelukkende kan løses strukturelt, tager man fejl, mener Rasmus Meyer, der er forstander på Krogerup Højskole i Humlebæk i Nordsjælland.

"Det ensidige fokus på strukturer har ledt os ind i en slags analytisk blindgyde. Vi får først nogle begavede svar på trivselsudfordringerne, hvis vi begriber, at der er noget andet og mere i spil i tiden," siger han.

For hvad ville der ske, hvis man for eksempel rullede de seneste 10-15 års uddannelses- og beskæftigelsesreformer tilbage? Tiltag, som har skullet optimere uddannelsessystemet og motivere de studerende til at blive færdige så hurtigt som muligt, men som også har mødt stor kritik for at pålægge mange et unødigt pres. Det gælder for eksempel skolereformen, SU- og fremdriftsreformen, dimensionering af de videregående uddannelser og karakterbonus.

Hvis disse hypotetisk set aldrig havde været indført, ville ungdommen så blomstre? Ville det løse de omfattende trivselsproblemer, som rammer den unge del af befolkningen i disse år?

Næppe, mener Rasmus Meyer. Det er ikke, fordi han ikke anerkender det strukturelle pres, mange unge oplever at være underlagt, han tror bare ikke på, at det er hele forklaringen. Der skal flere nuancer med, hvis man vil ubehaget i tiden til livs, mener han.

Mere slidsomt at være menneske

I november var han blandt de oplægsholdere, som fik foretræde for Folketingets partiledere på Marienborg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) havde inviteret til temamøde om mistrivsel blandt børn og unge, som et led i de indledende regeringsforhandlinger. Her var Rasmus Meyers væsentligste pointe, at det ikke er et spørgsmål om, at de unge møder for mange krav. De har tværtimod svært ved at forvalte den udstrakte frihed, som moderne tiders kulturelle frisættelse har bibragt. Han tese er, at det er umuligt at rette op på trivslen, hvis det eneste redskab er strukturelle ændringer. 

"De fleste analyser af ubehaget i tiden har en tendens til at pege i retning af konkurrencestaten og præstationssamfundet, men hvis vi skal nærme os et samfund, hvor mennesker trives, er vi nødt til at nuancere analysen og kigge på nogle af de kulturelle megatendenser, som har gjort det svært at være moderne menneske,” siger han og oplister blandt andet den teknologiske udvikling, individualisering, bevægelsen væk fra naturen, sekulariseringen og et udbredt meningstab, men også en udpræget selvkredsende kultur og ikke mindst en udvidet frihed.

Som han ser det, er det et utilsigtet biprodukt af samfundsudviklingen, at det er blevet mere slidsomt at være menneske.

Mens Rasmus Meyer taler, er der en livlig trafik på gangene uden for forstanderkontoret, og af og til stikker en elev hovedet ind med en kort bemærkning eller et spørgsmål. Efterårssemesteret nærmer sig sin afslutning, og om få dage bliver eleverne sluset ud i virkeligheden igen. 
Mange af dem tilhører lige netop den eller de generationer, hvor mistrivslen næsten synes at tangere til et livsvilkår. En nylig undersøgelse fra center for ungdomsforskning på Aalborg Universitet viser for eksempel, at knap halvdelen af de danske unge mellem 16 og 25 år oplever en grad af mistrivsel.

Unges muligheder er mangedoblet

Men selvom mistrivslen utvivlsomt også er til stede blandt eleverne på Krogerup Højskole, er det Rasmus Meyers observation og forhåbning, at trivslen har bedre kår her, end den har andre steder i samfundet. På højskolen træder de unge nemlig ind i et fællesskab med nogle værdier og idéer, der ligger uden for dem selv. De finder en forankring, som ofte mangler i verden udenfor. 

"Mulighederne er mangedoblet for nutidens unge sammenlignet med tidligere tider. Det er et kvalitativt spring, der gør, at vi i dag er fri af de snærende bånd, der har martret tidligere generationer, men den udvikling gør det også mere kompliceret at være menneske. I dag lever mange mennesker et liv uden forankring, og selvom mennesket er robust, er der ingen af os, der kan holde til at være frit svævende," siger Rasmus Meyer og fortsætter:

"Det kan hurtigt komme til at lyde enormt forkælet, når man peger på friheden som en central kilde til ubehaget i tiden, men vi er nødt til at forstå, at der selvfølgelig også er et ubehag forbundet med frisættelsen." 

Han argumenterer ikke for, at frisættelsen og den historiske udvikling kan eller skal rulles tilbage, men, understreger han, hvis de negative konsekvenser skal overkommes, er man nødt til at sætte mennesker i stand til at forvalte den vundne frihed.

Livsoplysning er central

Så hvordan ser en løsning ud? 

Rasmus Meyer peger på, at der skal en revidering af den nuværende dannelsesopgave til, hvis man vil skabe en mærkbar og langvarig forbedring af trivslen. Set fra hans bord er nøgleordene til det livsoplysning, fællesskab og forankring. 

Forstanderen understreger, at det ikke handler om at "mose et bestemt livssyn ned i halsen på folk", men derimod om at bibringe mennesker et sted at møde verden og en horisont til den enkeltes tilværelse. 

"Livsoplysningen er nødt til at gå fra at være en luksus i periferien til igen at være et centralt element i dannelses- og uddannelsestænkning. I de her år bilder vi hinanden ind, at vi
hver især skal bære vægten af vores egen tilværelse, men det er de færreste af os, der magter den opgave. Det skal man – som med så meget andet i tilværelsen – sættes i stand til. Vil man ubehaget til livs, må livsoplysning igen spille en central rolle i måden, vi tænker uddannelse, dannelse og samfundsudvikling på," siger Rasmus Meyer.

Stod det til ham, skulle en større del af uddannelseslivet med andre ord dedikeres til mere af den eksistentielle dannelse, som ikke er fulgt med samfundsudviklingen. 

"Det, vi troede, vi ville opleve som en ultimativ frihed, opleves i stedet som eksistentiel ensomhed hos rigtig mange mennesker. Vi har nok tabt et sprog for, hvad det vil sige at være menneske," lyder det.