”Alt betleri og dørsalg frabedes. Vareindlevering foregår ad køkkentrappen.” Et skilt med denne påskrift husker jeg tydeligt fra min barndom i Sønderborg tilbage i 1950’erne. Og det må åbenbart have gjort sin virkning, for jeg mindes så godt som ikke folk, der tiggede. Jeg vil ikke påstå, at de ikke fandtes, men der var langt imellem dem. Så langt, at de voksne godt kunne finde på at forbarme sig, når man endelig stødte på en af slagsen.
Det var i de gode gamle dage – i det mindste på dette punkt. Nu er situationen en ganske anden. Ikke fordi det danske samfund er blevet fattigere, men paradoksalt nok fordi det er blevet rigere – overordentligt meget rigere.
På det seneste er tiggeri blevet et af sommerens hotteste emner her i landet. Går man ind på den store danske medieplatform Infomedia, kan man konstatere, at der i den seneste måned har været næsten 600 artikler om emnet. Nogle af de mest dybdeborende har man kunnet finde her i Kristeligt Dagblad, som i de seneste uger har kørt en artikelserie med fokus på tiggeri.
Det er der al mulig grund til. For tiggeriet har her i landet nået en udbredelse, som ingen af velfærdsstatens fædre og mødre har haft fantasi til at forestille sig. Den kraftige forøgelse af tiggerbestanden skyldes ikke landets egne borgere, men derimod tilrejsende fra især balkanlandene Rumænien og Bulgarien, der som et led i østudvidelsen kom med i EU i 2007.
I Kristeligt Dagblad udtaler kulturgeografen Erik Hansson, at ”mødet med tiggere udfordrer den kontrakt, vi i Norden har med velfærdssamfundet”. Det har som bekendt netop ført til en skærpelse af straffen for tiggeri. Nu er straffen 14 dages ubetinget fængsel uden forudgående advarsel.
I dagbladet Arbejderen hedder det: ”Fængslingen af tiggere er ikke den eneste kriminalisering af fattigdom, vi oplever i øjeblikket. Det sker samtidig med stramninger, der forbyder hjemløse at sove mere trygt i grupper, og zoneforbud, der skal skubbe fattige væk, endda helt ud af kommunen. De fattigste må åbenbart slet ikke være nogen steder. Men det er nu engang umuligt at gå væk, hvis man ikke har nogen steder at gå hen.”
De fleste af os danskere oplever et instinktivt ubehag ved synet af en tigger. Ubehaget skyldes den tilstand af util- pashed, man hensættes i. Man føler sig ovenpå og privilegeret hinsides enhver højere retfærdighed. Hvorfor er det lige præcis mig, der har trukket det længste strå?
Derpå indfinder anfægtelsen sig, og måske bliver man blød om hjertet, fordi man ser tiggeren som en nødlidende, der kalder på éns barmhjertighed, uden at man dog træder til. Men i Kristeligt Dagblad anbefaler Robert Olsen, som er forstander for Kofoeds Skole, at man holder hovedet koldt:
”Der er mange ting, man kan gøre, men den dårligste af dem er at give penge.”
En af de oplagte muligheder er at henvise vedkommende til at blive sælger af de hjemløses avis, Hus Forbi.
Kristeligt Dagblad har bragt en analyse af baggrunden for romaernes rejse mod det velhavende Skandinavien. Årsagen er, ”at romaer er marginaliseret i Rumænien. Og hvis man vil skabe bedre vilkår for romaerne, kan man lægge pres på Rumænien for at få en mere inkluderende socialpolitik (...) Rumænien bør i større grad satse på bedre uddannelse og mere arbejde til romaerne”.
Men denne socialpolitiske løsning har naturligvis lange udsigter.
Information bragte en klumme af Rasmus Bo Sørensen med følgende opbyggelige historie: På en restaurant i Rom gik en lille romadreng rundt med en tiggerpose. Nogle gæster forsøgte af ignorere ham, andre spenderede et par småmønter.
”Men så skete der pludselig noget overraskende: Da drengen nåede frem til et bord med et velbjærget amerikansk ægtepar, trak manden uden at tøve sin store tegnebog frem fra baglommen og væltede hele dens bugnende indhold ud i den lille drengs stofpose (...) Så trådte han ordløst baglæns og forsvandt ud af restauranten lige så pludseligt, som han var kommet.”
Amerikanerens generøsitet udløste lavmælte samtaler hen over bordene. Men kort tid efter indfandt den lille dreng sig igen i restauranten:
”Med små raske skridt gik drengen op til den store amerikaner, åbnede sin lille hånd og rakte en skinnende mønt frem til ham (...) Amerikaneren forstod det straks: Han tog imod mønten og lagde den tilbage i sin pung: ’Thank you!’ (tak), sagde han og kiggede respektfuldt på drengen. Han sagde ikke: ’No, you need it more than I!’ (nej, du har mere brug for den end mig). Han sagde tak og tog imod (...) Pludselig var de i øjenhøjde, for de havde begge givet og taget.”
Det lille optrin demonstrerede i et klart glimt, ”at så længe giveren er ydmyg, og modtageren er modig, så kan der opstå lighed midt i uligheden, og så kan den, der rækker ud for at røre en anden, ende med selv at blive rørt”.
Dette var en beretning fra det virkelige liv. Men vi ved alle, at den er lige på kanten. Det, der skete, var ikke reglen. Det var undtagelsen. Desværre, må de fleste af os beskæmmet tilføje.
Ugens debat skrives på skift af højskoleforstander Jørgen Carlsen og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver uge op på ugens vigtigste værdi- debatter.