Prøv avisen
Kanten

Christian mistede sin far: Den første jul var den sværeste

Man siger, at den første jul er den sværeste. Og det er den. Jeg husker det som næsten uoverskueligt svært at holde den første jul efter min fars død, skriver Christian Hjortkjær.

Den første jul var den sværeste – men også den vigtigste. For netop juletiden er en tid, hvor der for alvor er tid til at sørge. Man er omsider samlet i familien, og selvom alle måske har lyst til at holde følelserne ude, så er tiden inde, skriver Christian Hjortkjær, der mistede sin far som 16-årig

Man siger, at den første jul er den sværeste. Og det er den. Jeg husker det som næsten uoverskueligt svært at holde den første jul efter min fars død. Og sådan må det også være for alle de familier, der i år har mistet, og som derfor ser frem til julen som en trussel. Som ikke længere kan se juleaften som en højtid, men snarere som en undergangstid.

Den første jul var den sværeste. Jeg var 16. Min far skulle have været 46. Og selvom problemet, da han var i live, var, at han næsten altid var fraværende, så var fraværet alligevel anderledes den jul. For på netop denne tid, rundt om netop dette træ, mangler du mest af alt. I netop dette hus, i netop denne favn, fylder dit fravær det hele. Sorgen var massiv. Tårerne stod ligesom i kø i øjnene. Og dog havde de mistet evnen til at falde.

Derfor var den første jul den sværeste – men også den vigtigste. For netop juletiden er en tid, hvor der for alvor er tid til at sørge. Man er omsider samlet i familien, og selvom alle måske har lyst til at holde følelserne ude, så er tiden inde. Selvom ingen har lyst til at ødelægge juleglæden med sin julesorg, så er det netop nu, den kan deles – både glæden og sorgen.

Hvis jeg har en bøn for julen, så er det, at de familier, der har haft sorgen inde på livet i 2017, bruger julen til at dele den. Nok er sorgen lidelsesfuld, men den er ikke en lidelse. Når man sørger, holder man kærligheden til den mistede i live. Og derved fylder man de levende, det vil sige en selv og ens nærmeste, med kærlighed. Derfor skal vi sørge, som Kierkegaard skriver. Kun ved at sørge kan julesorgen slukkes.

Den første jul er den sværeste. Det betyder ikke, at alle efterfølgende juleaftener bliver bekymringsfri og sorgløse. Men taknemligheden fylder mere, hvis man har givet sorgen og dermed glæden plads fra begyndelsen. Sorgen skal ikke skjules, ligesom tårerne ikke skal skjules. Og da slet ikke for børnene. For de kan godt mærke, at den er gal, selvom ingen tør vise det.

Sorgen tager tid. Den tager præcis samme tid som kærligheden. Og den tid er vi ved at miste i vores tid. Sørgetiden. Fra 2018 står sorg til at blive en diagnose. Varer sorgen længere end seks måneder, så vil den fremover blive betragtet som en ”forstyrrelse”. Så er den for kompliceret til vores samfund. Så skal den helbredes til tiden.

Men hvis den skal helbredes, hvordan skal julesorgen så slukkes