JUBILÆUMSÅRET FOR Reformationen ligger bag os, og der er tid til eftertanke. Jeg mindes især den store udstilling i Wittenberg, hvor man inspireret af Luthers 95 teser havde valgt at præsentere 95 personer, der har forholdt sig til Luther – positivt eller negativt.
Af danskere havde man valgt fire: Grundtvig og Kierkegaard og måske mere overraskende Lars von Trier og Karen Blixen med klip fra ”Breaking the Waves” og filmatiseringen af ”Babettes gæstebud”. Disse filmklip illustrerede, hvordan man i Norden lod sig kue af protestantisk syndsbevidsthed, mens Grundtvig og Kierkegaard ultrakort og præcist var præsenteret med deres modsatte holdninger til Luthers lære – skønt de jo begge så sig selv som fuldgyldige lutheranere.
Kierkegaard fandt, hed det, at Luther med sin nådige Gud og retfærdiggørelsen ved troen alene gik for langt i sit opgør. Det betød en undervurdering af angsten, den angst og sjælenød, der for Kierkegaard var forudsætningen for troen.
Modsat fandt Grundtvig, at Luther ikke gik langt nok. Vi kan ikke blive stående ved Luthers indsats: ”kun det døde står stille, alt levende vil videre”. Af en artikel fra 1830, ”Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?”, fremgår, at Grundtvig så sig selv som en ny tids reformator, der helt i Luthers ånd var nået længere i klarhed over og tilbagevenden til Det Nye Testamentes kristendom.
Grundtvig lagde afstand til Luther på flere centrale punkter. Luther forventede således ikke nogen jordiske fremskridt, men alene den nært forestående dommedag. Grundtvig var derimod besjælet af oplysningstidens lyse optimisme. Han forventede fortsatte jordiske fremskridt frem mod et sandt ”gyldenår” på Jorden – før dommedag.
Også Grundtvigs syn på frihedens betydning, herunder religionsfriheden, skiller ham fra Luther. Grundtvig fandt en større forståelse for frihedens betydning i det calvinsk-protestantiske Nordvesteuropa, hvor man dog var gået for langt i selvrådig og tøjlesløs frihedsdyrkelse. Til den nordiske folkeånd hørte et dybere frihedssyn, ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, som bundet af en luthersk samvittighed ville have mere frugtbare følger for samfundslivet.
TEOLOGISK DELTE Grundtvig ikke Luthers mørke syn på menneskets helt igennem syndige natur. Noget af det gudbilledlige i mennesket havde overlevet syndefaldet, nemlig sproget, evnen til at høre og tale, det levende ord, som er det, der udmærker mennesket som et åndeligt væsen i slægt med guddommen. Og som netop er det, der gennem slægternes kæde kan virke til oplysning og stadige fremskridt på jorden.
Og så vendte Grundtvig sig direkte mod et hovedpunkt hos Luther, sola scriptura: kun Bibelen som kristendommens fundament. Hermed udskiftede Luther kirkens autoritet med Bibelens – og dermed i praksis med teologernes og de skriftlærdes nye pavedømme. Hertil kom på Grundtvigs tid et problem, som Luther ikke kendte, idet oplysningstidens historiske forskning havde undermineret tilliden til Bibelen som åbenbaret sandhed.
Grundtvig søgte derfor et dybere fundament for kristendommen, der jo måtte være ældre end Bibelen. Han mente at have fundet det i kirkens mundtlige trosbekendelse, som måtte stamme fra Kristus selv. Han kaldte det sin ”mageløse opdagelse”, og det blev grundtvigianernes kristelige løsen – kirken bygget af ”levende stene”: menighederne med trosbekendelsen i Grundtvigs ånd og lovsangen i Luthers ånd – og teologerne på sidelinjen.
Men i dag er både Luthers og Grundtvigs indsats historie. Grundtvigs løsen med trosbekendelsen som fundament bag om Bibelen har for længst vist sig som en illusion. Den mundtlige trosbekendelse går ikke tilbage til Jesus eller oldkirken, men er lige så selvopfunden som andre katolske traditioner.
Grundtvig ville videre end Luther. Det lykkedes på afgørende punkter. Hans lyse fremskridtstro, frihedssyn og tillid til det levende ord har sat sit præg på Danmark. Men hvad angår kristendommens teologiske fundament lykkedes det ikke. Og endnu i dag står kirken fast på Luther og de dogmatiske bekendelsesskrifter fra hans tid.
REFORMATIONSJUBILÆET BLEV i 2017 fejret stilfuldt og prydeligt i kirkeligt regi, men det kunne ikke skjule, at den lutherske dogmatik har overskredet sidste salgsdato. Enkelte præster som Thorkild Grosbøll og Per Ramsdal har rokket ved båden ved at tale jævnt og ligetil om en tro uden forældet billedsprog som skabergud, opstandelse og evigt liv. Men de skriftlærde lod sig ikke rokke.
Men det er helt i Reformationens ånd at gå bag om Luther, Augustin og Paulus til kernen i Det Nye Testamentes kristendom – nemlig Jesus selv, som han kendes fra evangeliernes fortællinger om hans færden på Galilæas støvede veje. Allerede blandt oplysningstidens tænkere – på luthersk grund – talte man om Jesu etiske religion, en fornuftens, humanitetens og næstekærlighedens religion, frigjort fra overtro og dogmer.
Man kan blandt dem nævne G.E. Lessing, der var en af de første, der vovede at se Jesus som historisk menneske i stedet for overnaturlig gudesøn. Her kunne Grundtvig ikke følge ham, men det kunne han, når det gjaldt Lessings syn på, at ”bogstaven er ikke ånden og Bibelen ikke kristendommen”.
Og man kan nævne J.G. Herder, ”humanitetens apostel”, der lagde grunden til den europæiske historievidenskab. At læse Bibelen som historisk, rent menneskeskabt dokument var dengang dristigt, og Grundtvig turde da heller ikke følge ham her. Men Herders udtryk ”det levende ord” som indbegrebet af ånd, blev en kerne i Grundtvigs eget syn.
Både Lessing og Herder var med på jubilæumsudstillingen i Wittenberg. Men oplysningstidens dristigste tanker blev, både politisk og åndeligt, kvalt i fødslen. Autoritære fyrster modsatte sig reformer, og lutherske teologer støttede dem, fast forskansede bag de stivnede dogmer.
Jubilæumsåret var en anledning til at mindes et enestående åndeligt nybrud, der med et snævert teologisk udgangspunkt fik verdenshistoriske følger. Men 500 år er lang tid, og spørgsmålet om en fortsættelse af den lutherske reformation hænger endnu i luften ligesom Grundtvigs ord: Kun det døde står stille, alt levende vil videre.
Ole Vind er dr.phil. og højskolelærer på Grundtvigs Højskole, Hillerød.