Hvorfor er Rihanna, sangerinden fra Barbados’, kæmpehit ”Shine Bright Like a Diamond” ikke med i den nye udgave af Højskolesangbogen?
Der er ellers mange gode grunde, man kunne fremhæve: Den er kendt. De unge vil helt sikkert kunne synge med. Man ville som højskolebevægelse være med på beatet. Og den opstiller endda det etiske forbillede, at man skal være som et lys i mørket. Er det ikke det, vi har brug for?
Jeg er lærer på Silkeborg Højskole. Der synger vi ikke Rihanna. Vi synger Johannes Johansens ”Du, som har tændt millioner af stjerner”. En sang med det ubehagelige budskab, at det ikke er lyset, men mørket, synden og ondskabet, der kommer fra os mennesker. Jeg husker, hvordan jeg – da jeg blev introduceret til den sang til konfirmationsforberedelse – følte en vis kvalme ved at synge den sidste linje, denne bøn til Gud: ”Lys i det mørke, der kommer fra os”.
Opgaven med at være lyset er altså – hen over 25 år – blevet flyttet fra Gud til menneske. Og dermed også etikken. I dag er det os, der skal skinne som stjerner. Og det er da i sandhed vidunderligt, når unge mennesker skinner, men det er også blevet en belastning, et krav og et ideal, som flere og flere unge bukker under for. Det er en vild ambition at skulle leve op til. Et vildt påbud at skulle adlyde.
Da jeg var barn, var vi guldklumper. I dag er det diamanter og stjerner. Det er ikke blevet bedre.
Når jeg tænder for min telefon, lyser displayet op med ordene ”Never Settle”. Det er engelsk og betyder på én gang ”Du må aldrig stå stille” og ”Du må aldrig nøjes”.
Det er et meget præcist billede på, hvordan det er at være ung i dag, og hvilken etik, der gør sig gældende: Du skal ikke sætte dit lys under en skæppe, men gå ud i verden, gøre en forskel og frem for alt være et skinnende forbillede i en verden af mørke, moralsk fordærv og dommedagsstemning.
Der er med andre ord også tale om konkurrerende etikker i de to sange. Og det er let at gøre sig morsom på bekostning af den nye diamantskinnende popsangskultur. Men man må ikke undervurdere, at der faktisk er tale om etik. Om en generations afgrundsdybe ambition og trang til at ændre verden ved ”selv at være den forandring, man ønsker at se i verden”, som det hedder. Og så går det jo ikke, jeg går rundt og er formørket i mit sind. For så er jeg jo det mørke, jeg selv spreder i verden.
Der er med andre ord noget fristende i at se mørket som noget, der er uden for mig selv, og mig selv som det lys, der skal få bugt med det. Det er på en måde en opgave, der er til at forstå, for så er der noget at tage fat i. Bare gå ud i verden og bekæmp mørket.
Ser jeg derimod mørket som noget, der er inde i mig i en sådan grad, at det er en integreret og iboende del af mig, så bliver det langt mere kompliceret. Det er paradoksalt nok en langt mere uoverskuelig opgave at skulle ændre mørket i én selv end at være en skinnende diamant i en verden fuld af mørke.
Derfor er der noget fristende ved at se sig selv som det lys, der skal bekæmpe mørket, men dog noget befriende i at få fortalt, at den opgave har Gud taget sig af. For så kan jeg selv nøjes med at være menneske. Det er den formulering, der går igen og igen hos Søren Kierkegaard: ”At nøies med at være Menneske.”
Vi er ikke diamanter. Vi er ikke stjerner. Og vi er ikke guder. Forsøger vi alligevel at være det, er vi dømt til at skuffe fælt over tid. Ikke blot andre mennesker, men også os selv.
Og derfor synger vi ”Du som har tændt millioner af stjerner”.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.