Regeringens finanslovsforslag for 2016 bringer igen udsigter til besparelser for folkehøjskolerne med sig. Konsekvenserne af dette vil være mærkbare for højskolerne, og faktisk er det ikke spørgsmålet om, hvorvidt der må lukkes skoler, der presser sig på, men snarere spørgsmålet om hvor mange.
I forslaget til finanslov 2016 fremgår det, at Kulturministeriets fokus er at ”skabe rammer for et kulturliv, der bevæger og beriger mennesker og samfund”. (Forslag til finanslov 2016, paragraf 21, p20-21).
Jeg er en kvinde på 29 år, der har brugt perioder i mine sabbatår på at være på højskole, og jeg har i høj grad mærket og forstået, hvordan højskoler kan berige mennesker og samfund. Mine højskoleophold er for længst overstået, men de beriger mig fortsat.
Jeg forstår i relation til finanslovsforslaget godt, at i ethvert budget skal mængden af penge ”ind” ønskeligt gå op med mængden af penge ”ud”, men højskolens kunnen kan der efter min mening ikke sættes en pris på . Lad os råbe på et ”stop” for besparelserne med tanke for, hvad det er, som er så særligt for vore højskoler.
Jeg var ikke på højskole med henblik på at optimere mine faglige kompetencer i ønsket om at overhale andre indenom i studielivet eller på arbejdsmarkedet. Jeg tog på højskole for at finde et frirum, hvor der var plads til mig og med højt til loftet, hvor jeg kunne fordybe mig og blomstre.
En vigtig erfaring, som højskolen har givet mig, er, at vi sammen kan være stærke. Jeg har tidligere foretrukket at holde mine private sager for mig selv, da jeg mente, det var bedst.
Men jeg tog fejl. Jeg har tværtimod lært, at med en større grad af åbenhed og fortrolighed vokser tilliden, og med den kan man komme utroligt langt og meget, meget længere sammen. Fællesskabet har ændret mig.
På højskole levede vi sammen og gjorde dermed også stort set alt sammen - undervisningen, men også pauserne, måltiderne, søvnen, morgenrutinerne, rengøringen og avislæsningerne foregik med folk omkring dig.
Når man bor og lever så tæt sammen, kan nogle ting periodevis blive svære, og kunsten bliver at finde sin måde at tackle det på, men fælles er, at på højskolen kan man ikke bare vende ryggen til eller gå sin vej - man er nødt til at konfrontere og/eller acceptere det, som er svært. Det kan være hårdt, men det er også en del af den sunde erfaring.
Højskole er fantastisk berigende, fantastisk hårdt, fantastisk udfordrende og en fantastisk rummelighed. Den byder dig, at du må forholde dig til verden, mennesker og til dig selv. Den sætter mennesker først og giver os tyngde til at stå ved os selv og mod til at træffe valg.
Jeg fandt der et sted, hvor der var plads til - ja faktisk krav til at fejle, og hvor jeg blev klogere af mine fejl. Der spillede karakterskalaen ingen rolle for min selvopfattelse, og der blev jeg udfordret på mine holdninger og min verden.
Jeg lærte om fællesskabet og dets enorme styrke. Jeg lærte om mig selv og om det at vælge til og fra. Jeg lærte at stå ved mig selv og have mod på studielivet, arbejdslivet ja verden i det hele taget. En verden, som i øvrigt er blevet enormt stor, men på samme tid også virkelig lille efter mine højskoleophold.
Jeg kan ikke forestille mig noget andet og bedre sted end højskolen til at lade mennesker blomstre og lykkes på en så intens og vedvarende måde; så jeg må tage del i debatten og til regeringen sige: ”Pas på højskolen, prioritér den, og lad den længe leve.”
Camilla Lund Jørgensen, universitetsstuderende, Danmarksgade 13E, 3. tv.,Randers C