Prøv avisen
Refleksion

Kjeld Holm: Hører venlighed kun til i det private?

Illustration: Søren Mosdal

STATSMINISTEREN holdt igen i år midsommeraften på Marienborg og holdt rimeligvis igen selv sankthanstalen. Jeg så og hørte et glimt af den i tv. I det, jeg så og hørte, talte han om det, der binder os sammen som folk, og nævnte i den forbindelse den venlighed og hjælpsomhed, som er rådende mellem mennesker i dagligdagen. Og han gav forskellige eksempler på det, ligesom han også præciserede, at det var venligheden og hjælpsomheden, der gjorde det værd at være menneske og dansker, at selv i vor tid, som også er ond – i hvert fald, hvis vi iagttager verden omkring os – har vi noget, vi skal værne om, men som vi også kan være lidt stolte af.

Det er jo helt umuligt at være uenig med statsministeren, og han skal roses uforbeholdent for, at han fremhæver venligheden som både et vilkår og et krav til mennesker af i dag.

JENS KRUUSE FORTÆLLER i sin erindringsbog ”– og han levede lykkeligt” om et hverdagsliv i et lille hus i Højbjerg ved Aarhus: ”Der kommer den lille rare mand, som gerne vil slå en sludder af. Sommetider har han en sort puddel med sig. Han går som et møllehjul. Jeg glæder mig over hans venlighed.”

I få ord får Kruuse sagt, at venlighed ikke er nogen selvfølge, men at når den er der, betyder den glæde. Hans bog skildrer venlighedens gode liv, men allerede da jeg læste bogen ved udgivelsen i 1976, slog det mig, at den nok skildrede et venligt og glad liv, men også bestandig med pointeringen af det indadvendte, at være sig selv nok. I hans tilfælde hang det – i hvert fald også – sammen med hans realiserede kærlighed til en ny, ung kone. ”Jomfru Vårfryd” kalder han hende, og med en række andre kærlige ord om hende er det næsten for meget.

Og det er så spørgsmålet: Er venligheden først og fremmest forbeholdt det private, den daglige omgang mellem mennesker?

Spørgsmålet kom til mig dagen efter sankthansaften, for da havde Politiken en helsidesartikel med overskriften ”Nu står der udvisning på Malaks skema”. Om en marokkansk pige på 11 år, der stort set hele sit liv har boet på Asylcenter Kongelunden. Hun taler langt bedre dansk end marokkansk. Hun er en af de dygtigste i skolen, hun er vellidt, har mange gode danske veninder. Nu skal hun udvises til Marokko, selvom hun ingen tilknytning har til landet, og hun har heller ikke statsborgerskab der, men udlændingestyrelsen har slået fast, at Marokko er et sikkert land. Moderen, der udvises sammen med hende, taler flydende dansk og behersker engelsk og fransk og har taget en uddannelse. Datteren har nu udsigt til den lidet misundelsesværdige tilværelse som statsløs, for i Marokko vil hun bestemt ikke være hjemme.

En del tyder på, at de danske myndigheder handler i strid med FN’s børnekonvention og har forsømt sin forvaltningsmæssige vejledningspligt, men når området har en minister, der selv gør sig skyldig i brud på almindelige forvaltningsretlige regler og konstant roser sig af sin jernhårde udvisningspolitik med ledsagende kage med lys i, så er det næppe at forvente, at hendes administration skulle handle anderledes. Så venligheden og hjælpsomheden kan ikke rigtig få plads i dette offentlige system. Og hvor rigtig statsministerens tale var, så var den så vist forbeholdt det normalt uproblematiske forhold mellem mennesker i dagligdagen.

Næsten samtidig med nævnte statsministertale og avisartikel udkom kæmpeværket ”Paul Ricæur. Danske værker” på Peter Kemps initiativ med en række af hans oversættelser og en fremragende introduktion også ved ham, der mere end nogen anden har forstået, formidlet og fortolket Ricæur – nære venner, som de var. Det må være en af årets væsentligste bøger.

Bogen slutter med et foredrag om ”Gavens gåde”. Om anerkendelsens betydning for det enkelte menneske og betydningen for det menneskelige fællesskab for samfundet som sådan. Og her er ethvert skel mellem det dagligdags private og det offentlige liv slettet. Og man sidder med et lille håb om, at Ricæurs elev, den nyvalgte franske præsident, Emmanuel Macron, vil få held til give det politiske liv et også eksistentielt anliggende. Det er der ganske vist ingen garanti for, og ingen ved endnu, hvad der er Macrons overordnede politiske projekt ud over at få Frankrigs økonomi på fode og kæmpe for en europæisk solidaritet, og begge dele er yderst sympatisk, men man forventer også mere.

Lever han op til de idealer, som Ricæur anvendte et langt liv til at udtænke og formulere, kunne det måske inspirere vores statsminister til næste års sankthanstale.

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.