I DANMARKS og Norges Kirkeritual af 1685 kan man læse i afsnittet om begravelse, at præsten i den forbindelse skal udlægge en tekst af Den Hellige Skrift, men også, at han før, han træder til tekstens forklaring ”skal læse den afdødes liv og levned for menigheden”. Præsterne formanes endvidere om, at de skal ”vel vogte sig, at deres ligprædikener ikke blive til panegyrisk snak, så at de efter hedningenes sædvane sige for meget til den afdødes ros og besmitte deres hellige kald”.
Det er ikke altid let, og gejstligheden har ikke altid levet op til formaningerne. Sommetider er afdødes liv og levned nærmest forsvundet i præstens tale, sommetider er det blevet malet rosenrødt og ved andre lejligheder fordømt og forkastet.
Jeg skal ikke sige, om Danmarks og Norges Kirkeritual foresvævede den kongelige hofkonfessionarius, da han i tirsdags talte ved prins Henriks kiste, men Erik Norman Svendsen var i hvert fald på smuk linje med de gamle retningslinjer.
ERIK NORMAN SVENDSEN LÆSTE prins Henriks liv og levned for menigheden i Christiansborg Slotskirke og menigheden i det ganske land, da han fortalte om et farverigt liv med ”fransk som den afgørende accent”. Man fik et levende indtryk af Prinsens mange talenter, hans sans for poesi og gastronomi og hans bugtede vej mellem verdensdele og riger. Tænk sig: Prinsen tjente i Algierkrigen og var nok blevet ambassadør i Mongoliet, hvis ikke han var blevet prinsgemal i Danmark.
Nu kunne det måske være fristende for en hofkonfessionarius at vige uden om prins Henriks kontroversielle udtalelser og tegne et idyllisk og friktionsløst billede af den franske verdensmand, som blev Dronningens ægtemand. Men det gjorde Erik Norman Svendsen ikke. Foran den kongelige familie, den danske presse og det danske folk fortalte han også, hvorledes Prinsen følte sin rolle i det danske monarki mindre lykkelig, og hvorledes Prinsens kritik af sin stilling ”fyldte meget i spalterne og delte befolkningen i to grupper: dem, som forstod Prinsens anfægtelser, og dem, som kritiserede ham”.
DET VAR BEFRIENDE ÆRLIG TALE. Prins Henrik var også en havkat i hyttefadet. Han stod på sit, hans kritikere på deres. Vi er nogle royalister, som altid vil ærgre os lidt over, at prins Henrik ikke ville hvile ved Dronningens side i dobbeltsarkofagen i Roskilde Domkirke. Det er og bliver en uorden, men står ikke i modsætning til oprigtig agtelse for prins Henriks minde. Hvad var vi, kongelige som borgerlige, hvis vi ikke var andet og mere end vores kontroverser?
Kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) har kaldt det hyklerisk, at Prinsen efter sin død hyldes af sine mobbere. Nu er det svært at vide, hvordan Mette Bock præcis skelner mellem mobning og kritik, men det er da ikke hykleri at ære et menneske, man ikke altid har været enig med.
Erik Norman Svendsen tog ikke stilling, men han fejede heller ikke noget ind under gulvtæppet. Til gengæld fyldte Prinsens levned meget i forhold til evangeliet. I talen hed det, at Prinsen ”ikke var særlig optaget af religion, men snarere af moralfilosofiske spørgsmål”. Det skal nok passe. Det var nu godt, at det var den kristne tro og ikke moralfilosofi, som blev bekendt, sunget og prædiket ved hans kiste. Når filosofferne tier, høres stadig hyrdens røst.
Jesper Bacher er sognepræst.