Hofreporter: Dronningen slår en kile ned gennem hele kongehuset med et pennestrøg

For os almindelige mennesker kan det være svært at forstå, at skift i titler kan udløse krise i kongehuset, men som kongelig bliver titlen en del af ens identitet, siger Trine Larsen, der er mangeårig kongelig hofreporter

Dronningen har meldt ud, at den bagvedliggende årsag er, at man kun kan være prins eller prinsesse af Danmark, hvis man også arbejder for Danmark
Dronningen har meldt ud, at den bagvedliggende årsag er, at man kun kan være prins eller prinsesse af Danmark, hvis man også arbejder for Danmark. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Trine Larsen, du har sagt, at det er “dårlig timing” og næsten virker som “en straf“, at Dronningen netop nu fratager prins Joachims fire børn deres titler. Hvorfor synes du det?

Jeg forstår ikke, hvorfor hun har gjort det nu og i al hast. De to ældste prinser er jo voksne nu og har levet et helt liv med de titler. De har jo ikke gjort noget, tværtimod har de opført sig eksemplarisk vel vidende, at de var prinser, og at deres farmor var dronning. Det har de levet med og er blevet opdraget til, og pludselig fra den ene dag til den anden skal det ikke være sådan længere, det er da underligt for alle os, der står udenfor.

Denne artikel er en del af denne serie:
De kongelige

Dronningen har meldt ud, at den bagvedliggende årsag er, at man kun kan være prins eller prinsesse af Danmark, hvis man også arbejder for Danmark, og det gør de jo ikke, for de har ingen officielle opgaver, men det har kronprins Frederiks mindste børn jo heller ikke, og de er ikke blevet frataget titlerne, så udmeldingerne stikker i forskellige retninger. Jeg kan godt se, hvad Dronningens mål er med beslutningen, men det er en meget voldsom måde, det er sket på.

Prins Joachim har i et sjældent interview sagt, at han er ked af det på sine børns vegne, og at beslutningen har gjort børnene “fortræd”. Er du enig i det?

Han har jo været så rystet og ked af det på sine børns vegne, og han er ligesom alle andre forældre en løvefar. Ingen forældre kan jo bære at se sine børn så kede af det. De føler sig udstødt af familien, og det er der ikke noget at sige til, synes jeg. Paris-opholdet har jo tilsyneladende ikke været parrets førstevalg, det blev trukket ned over hovedet på dem, og hvis det er rigtigt, så er det jo virkelig, virkelig synd. Og så pludselig må hans børn heller ikke have titler, som de er født med, og som de har haft i foreløbigt to årtier. 

Trine Larsen er mangeårig kongelig hofreporter.
Trine Larsen er mangeårig kongelig hofreporter. Foto: Pressefoto/Arte booking

Iagttagere mener, at Dronningen har truffet beslutningen for at slanke kongehuset, og nu har kronprinsesse Mary meldt ud, at hendes og kronprins Frederiks børns titler også skal overvejes ved lejlighed. Giver det ikke god mening?

Jo, på sigt kan jeg godt se, at det er en god idé at slanke kongehuset, og at hun har ønsket at sende det signal, for ofte, når der bliver talt om kongehusets berettigelse i et demokratisk samfund, så er kritikken, at kongefamilien er dyr for samfundet. Men det er ikke ret mange af dem, der får apanage. Det er kun Dronningen, Kronprinsen, prins Joachim og prinsesse Benedicte. Dronningen får knap 100 millioner om året, og det er altså ikke særlig meget. 

100 millioner er da temmelig mange penge?

Jeg ved godt, det lyder af meget, men det er det ikke, hvis man ser, hvad de bliver brugt til. De fleste af dronningens midler bliver brugt til personale og indvendig vedligeholdelse af slottene, så det er ikke sådan, at hun sidder og laver formuer. Jeg tror nu heller ikke, at denne krise ændrer på støtten til kongehuset, men det flytter nok populariteten fra nogle kongelige til andre kongelige. 

Fra hvem til hvem?

I hvert fald væk fra dronningen, som ellers altid haft folkets kærlighed. Hendes valgsprog er "Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke". Den kærlighed har hun altid haft, folk synes – med rette – at dronningen er det mest fantastiske, og det kan godt være, man ikke kan være dronning af Danmark, hvis man er blødsøden, men hun har begået en fejl med håndteringen af det her. 

Hvorfor synes du, hun har begået en fejl?

Jeg tror også, at vi som befolkning bliver meget optaget af en kongehuskrise som denne, fordi vi står i en større krise lige nu. Elregningerne stiger, der er problemer med gasforsyningen og krig i Europa, folk kan slet ikke se, hvordan de skal få råd til noget lige i øjeblikket, men så har vi heldigvis kongehuset, vi kan støtte os til og samles om. Men så smider dronningen sådan en bombe her og slår en kile ned gennem hele kongehuset med et pennestrøg.

Nogle mener jo, at det er en meget overprivilegeret reaktion fra prins Joachim og hans families side. Kan du ikke forstå, at hvis man sidder derhjemme med en elregning, der er eksploderet, tænder for fjernsynet, og så står der en kongelig og…

Piber over nogle titler? Jamen, det kan jeg sådan set sagtens sætte mig ind i, at man kan synes er mærkeligt. Det er også derfor, timingen er så dårlig fra kongehusets side. Det kan være svært for nogle at forstå, hvorfor titler kan betyde noget, men når man har haft en titel hele livet, er det blevet en del af ens identitet. Prinserne og prinsessen på Joachims side er opdraget med det og har også måttet lide. 

Hvordan har de lidt? 

De har måttet leve et liv i offentlighedens søgelys, som de ikke har bedt om. Men man er jo ikke mindre værd, fordi man er greve, det må de endelig ikke tro.