Når der skal vælges ny biskop, hører man ofte kandidaterne sige, at de ikke vil afvikle, men udvikle. Særligt hvis de kæmper om et stift med mange landsogne. Det, der så kan ske, når de først er valgt, er, at de alligevel vælger at slå pastorater sammen i tyndtbefolkede egne.
Tre præster får på den måde for eksempel 12 kirker, hvor der kun holdes gudstjeneste med flere ugers mellemrum i hvert sogn. På den måde kan man holde kirken åben i landsbyer, hvor der ikke længere er indbyggere nok til at have en fuldtidspræst boende.
I dagens avis er der flere eksempler på, hvilke problemer det giver. Præsten kommer som regel til at bo længere væk og skal tilbringe mere tid på landevejen for at nå rundt til de mange kirker og spredte sognebørn. En del ældre præster siger op i processen. Og det gør kun præstemanglen værre derude, hvor de færreste teologer ønsker at arbejde.
Det kan man reagere med skuffelse over, men sagen er, at det er svært at balancere en medlemstilbagegang og afvandring fra landet med en allestedsnærværende kirke.
Man kan ikke lade, som om befolkningen bor dér, hvor den boede i 1800-tallet. Biskopper og provster er nødt til at tage bestik af situationen og sikre, at der er en fair fordeling af sognebørn pr. præst i 2023. I Sydhavn Sogn i København er et nyt kvarter skudt frem med over 30.000 indbyggere. I øjeblikket er der kun tre præster til at betjene dem. Det er ikke forsvarligt.
Derfor kan det være en nødvendighed at sammenlægge sogne og pastorater. Det sikrer, at folkekirken er til stede næsten overalt i Danmark. Og det er værd at slå et slag for.
Man kan diskutere, hvor mange penge man skal bruge på de kirker og sognehuse, som der ikke længere er befolkningsunderlag til. Meget taler for, at man prioriterer mere omhyggeligt på det punkt. I sidste ende har en kirke det formål at bringe et budskab ud, ikke at akkumulere mursten. Og det er tankevækkende, at lutheranere, der ikke betragter kirkebygningen som et helligt sted, har sværere ved at sløjfe bygninger, end katolikker har, som dropper mange kirkebygninger i for eksempel Frankrig.
Debatten om kirken på landet bliver i det hele taget ofte ført i en meget velfærdsdansk tone. Problemerne skal løses med penge. Staten, kirken eller biskopperne skal sikre kristendommens tilstedeværelse.
Men kirkens medlemmer kunne også spørge, hvad de selv burde gøre for at bevare en levende kirke. De er kirken. Hvis de ønsker aktivitet i deres sogn, må de tage initiativ til lægmandsgudstjenester, socialt samvær og sangaftener. Det gøres nogle steder med succes. Der bliver kun brug for mere aktivitet nedefra, mere effektiv brug af præsteressourcerne og bedre prioritering af midlerne fremover. Ellers er det ikke sikkert, at kirken som i dag vil være til stede i alle hjørner af Danmark om et par generationer.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.