NU GÅR KIRKEMINISTEREN i gang med kirkerne i de små sogne, hvilket fremgik af en pressemeddelelse fra kirkeministeren fredag den 13. september. Og alle kan jo regne ud, at det er kirkerne på landet.
De koster for meget, og det kan og skal man gøre noget ved. Det kan man så gøre ved at lukke et par hundrede kirker, men måske er der en smartere måde. Man kunne klæde sogne og stifter på, så de fremover kan blive endnu bedre til at udvise økonomisk ansvarlighed, men samtidig åbne op for kreativ tænkning.
LÆS OGSÅ: Hurra for kirkelukninger: De giver nyt liv til folkekirken
For en præst kan nemt smøres ud på andre sogne. Flere sogne kan gå sammen om kirkegårdsdrift. Man kan deles om en organist, da ingen siger, man skal holde gudstjeneste klokken 10.30. Gudstjenesterne kan halveres, og så kan menigheden selv tage nogle, hvis det skal være. Man kan gå sammen med foreningerne om et fælles hus og så videre. Der er ingen ende på, hvad man kan finde på, så man samtidig skruer ned for økonomien og skruer op for nye muligheder. Det eneste, der kræves, er sådan set, at der fra stift og ministerium ikke spændes for meget ben.
Det er vejen frem, hvis der skal skæres i noget! Der skal ikke nedlægges kirker, hvor der er nogle, der vil smøge ærmerne op og virkelig være kirke. For kirken på landet har en funktion i manges liv. En funktion, der måske handler om andet og mere, end at der i kirken bliver forkyndt, men lige så meget om, at kirken i skikkelse af levende mennesker er til stede i sognet som et menneskesyn, der giver menneskeværd!
Måske har kirken på landet en endnu større opgave end hidtil antaget, når det gælder om at være der for mennesker i alle sociale lag. Ja, netop i Udkantsdanmark skal det menneskesyn, som kristendommen bygger på, have sin platform, fordi det menneskesyn ikke kan leveres på andre måder end ved kirkens nærvær: som mennesker, der vil andre mennesker.
LÆS OGSÅ: Politikere vil have klare regler for kirkelukninger
Så mit forslag er, at man i Kirkeministeriet ikke bruger alt krudtet på at finde retningslinjer for, hvordan man tager kirker ud af brug, men gemmer en stor del af krudtet og bruger det til at finde ud af, hvad kirken på landet er eller kan være. Ikke mindst med tanke på de mennesker, der bor der, og som måske i stigende grad kalder på opmærksomhed.
Birgitte Rosager Møldrup er sognepræst og tovholder for arbejdsgruppen Kirken på landet, der er nedsat på initiativ af Lolland-Falsters Stift, Teologisk Pædagogisk Center og Grundtvigsk Forum