I mange år har mennesker med en forenklet forståelse af ytringsfriheden talt for, at blasfemiparagraffen skulle ophæves. De har blandt andet henvist til, at dét, den skulle beskytte, allerede er beskyttet af racismeparagraffen.
Men nu er der så folk, som taler for, at racismeparagraffen skal samme vej som blasfemiparagraffen nemlig ud. De to paragraffer er på kant med Grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed, siges det til trods for, at Grundloven udtrykkeligt fastslår, at retten til at offentliggøre vore tanker har vi under ansvar for domstolene, som derfor må formodes at have brug for netop nogle paragraffer til at afgøre tvivlsspørgsmål efter.
Det gør det naturligvis ikke lettere at forstå, hvad paragrafferne handler om, når blasfemiparagraf 140 ikke skal beskytte mod blasfemi, og racismeparagraf 266b også drejer sig om meget andet end racisme. Men én ting er sikker: De to paragraffer handler ikke om det samme, og derfor står de også langt fra hinanden og i forskellige kapitler i straffeloven.
Efter straffelovens paragraf 140 straffes den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse.
Og efter paragraf 266b straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
Paragraf 140 står i straffelovens kapitel 15, der handler om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, mens paragraf 266b står i kapitel 27 under overskriften freds- og ærekrænkelser. –– Det er naturligt, at racismeparagraffen står i kapitlet om freds- og ærekrænkelser, for det er jo, hvad den handler om. Den drejer sig om at true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer og dermed krænke dem.
Men hvorfor står paragraf 140 i et kapitel om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvis den handler om blasfemi? Fordi den netop ikke drejer sig om blasfemi, men om samfundsfreden. Den handler ikke om at fornærme hverken Gud, de kristne, jøderne eller muslimerne. Den handler om forbud mod noget, der i alvorlig grad kan anfægte samfundsfreden.
Religion er for mange dybt troende mennesker forbundet med så stærke følelser, at hån og spot af deres tro erfaringsmæssigt indebærer en alvorlig risiko for at udløse brud på samfundsfreden. Paragraffen skal ikke beskytte de stærkt troende, men beskytte os andre mod deres eventuelle reaktioner.
Men hån og spot af religion kan også virke opildnende på svagere sjæle uden tro eller med en anden religion og friste dem til vold og andre former for forbrydelse såsom mordbrand og lynchning som vi i århundreder har set det i forbindelse med jødeforfølgelserne.
Så lad bare de to paragraffer overleve. Det vil gavne det gode liv.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm