Hold fingrene fra vores helligdage. Store bededag er en gave

DEBAT Kristelige arbejdsgivere er klar til at ofre helligdagene. Hvor naiv har men lov at være?

Helligdage har udviklet sig til lovmæssige familiedage til gavn for alle i det danske samfund.
Helligdage har udviklet sig til lovmæssige familiedage til gavn for alle i det danske samfund. . Foto: stock.xpert.

Undertegnede troede, at Kristendemokraternes og de kristelige arbejdsgiveres fornemmeste opgave var at varetage og beskytte familien og familielivet.
Arbejdsgiverne i denne aparte organisation ønsker, at store bededag bliver overført til en søndag. Økonomisk skulle det betyde en besparelse på to eller tre milliarder kroner på statsbudgettet. Hvor mange helligdage har vi i Danmark? Gang disse helligdage med tre milliarder kroner. Her er der ikke tale om, at hunden spiser sin egen hale. Her er der tale om, at hunden eller lønmodtagerne spiser sig selv.

LÆS OGSÅ: Danskerne vil beholde store bededag

Helligdage har udviklet sig til lovmæssige familiedage til gavn for alle i det danske samfund. Ingen statslige, kommunale, private overenskomster kunne have opnået et bedre resultat.

Omkring 80 procent af os danskere er stadig medlemmer af den danske folkekirke, som er det danske samfunds fundament. Helligdagene er en del af dette fundament. Og om du er ateist eller tilhører andre trosretninger, er helligdagene til gavn for alle.

Hvem har dog interesse i at fjerne en af samfundets vigtigste familiedage? Helligdagene er familiedage, hvor næsten alle har fri.

Som de fleste ved, er store bededag en dansk tradition, der kan dateres helt tilbage til 1686. Før den tid var der en masse halve og hele bede- og bodsdage, som Christian V valgte at samle under en dag: store bededag.

At han har placeret store bededag om foråret på en fredag, så alle familier kan få tre dages forårsferie, skal vores tidligere konge have tak for.

Alle danskere ved, at skal Danmark komme helskindet ud af den verdensomspændende økonomiske krise, kræver det nogle barske beslutninger på arbejdsmarkedet og i Folketinget.

Men hold fingrene fra helligdagene, som er et fantastisk tilbud til det moderne menneske. Helligdagene beskytter familien og familielivet. Helligdage er et kulturelt klenodie, som ikke kan efterlignes.