Prøv avisen

Hold nu fast i Jesu Gud

Hvad vi ved om Gud, ved vi kun i lyset af det historiske menneske Jesus Kristus, og forsøg på at få kristendommens tale om Gud til at fremstå moderne er ikke overbevisende

ER DET kønsdiskriminerende, at kristendommen omtaler Gud som Fader og Herre? Det er der åbenbart nogle mennesker, der synes, og Kristeligt Dagblad bragte den 12. juli er par artikler, hvori nogle feministiske teologer og præster slog til lyd for et mere inkluderende sprog om Gud i kirken.

Dette kunne for eksempel være ved anvendelse af kønsneutrale ord som Livgiveren, eller det kunne være ved simpelthen at sige Moder hver eller hver anden gang.

Et par debatindlæg har forsøgt at komme feministerne til undsætning ved at hævde, at Gud skam både er Fader og Moder (Jean-Pierre Duclos den 31. juli), eller at man kunne guddommeliggøre Jomfru Maria som en form for kvindelig kompensation for vor Herres maskulinitet (Knud Torm den 18. august.).

Den slags kreative udgaver af traditionens begrebsverden må folk naturligvis forsøge sig med fra nu af og til dommedag, og de må selvfølgelig også gerne tro på, at det er sådan, det guddommelige hænger sammen, men spørgsmålet er, om det har noget med kristendommens Gud at gøre.

For mig at se begår både feministerne og debattørerne den samme grundlæggende fejl: de har en forestilling om, hvad og hvordan Gud er, og så forsøger de at få kristendommens tale til at passe sammen med denne forestilling om Gud.

MEN KRISTENDOMMENS revolutionerende påstand er præcis den omvendte: Hvad vi ved om Gud, ved vi kun i lyset af det historiske menneske Jesus Kristus.

Dette betyder, at når vi kalder Gud for Fader, så er han ikke først og fremmest vores Fader, men Jesu Fader, som vi sammen med Jesus har fået lov også at kalde Fader. Og når vi kalder Jesus for Herre, er det, fordi vi ønsker, at Jesus skal være kraften og magten i vores liv, og fordi Jesus af Nazaret nu engang var en mand.

Kristendommens Gud er ikke en fjern og mystisk magt, som vi kun kan tale om i metaforer.

Kristendommen påstår, at den almægtige Gud har åbenbaret sig selv i Jesus. Derfor er kristendommens tale om Gud netop ikke alene metaforisk, fordi den tager udgangspunkt i et historisk menneske ligesom os selv, der godt nok hævdes også at være Gud.

Den historiske begivenhed i Jesus Kristus er ikke bare en tilfældig vejviser til den sande Gud, nej, Jesus er vejen (Joh. 14, 6).

Det er derfor, vi ikke bare kan kalde Gud for Moder, for det gjorde Jesus faktisk ikke så vidt vi da ved. Og derfor kan vi ikke bare guddommeliggøre Jesu moder, Maria, for det er der ganske enkelt intet belæg for i det apostolske vidnesbyrd om vor Herre Jesus Kristus, som det findes i Det Nye Testamente.

Vi kan for eksempel heller ikke blot vedtage, at vi nu vil hoppe på et ben i stedet for at indtage den hellige nadver, fordi vi nu har opdaget, at det er sundere end at drikke vin.

Nadveren er ikke blot en metafor, som vi kan ændre elementerne i og som så stadig vil betyde det samme. Det var det, Luther forsøgte at lære os med sin insisteren på, at dette er Jesu Kristi legeme.

I en tid hvor det religiøse supermarkedsprincip synes at være alment accepteret, og hvor vi hver især kan vælge, hvad vi vil tro, og samtidig hævde, at det nu engang er det bedste for os, er det endnu vigtigere end tidligere, at kristne besinder sig på, hvilken Gud det faktisk er, de tror på i det fællesskab, kirken er.

Det er nemlig ikke en hvilken som helst Gud, men den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd. I den forbindelse vil jeg anbefale en bog, der til oktober udkommer på dansk, nemlig den amerikanske teolog Robert Jensons bog Den treenige identitet.

Heri argumenterer Jenson overbevisende for, hvorfor det netop er denne Treenighed, der er kristendommens Gud, og han redegør for, hvor radikalt forskelligt det treenige gudsbegreb adskiller sig fra de mere almindelige forestillinger om Gud som en fjern og mystisk magt.

Karsten Farup Hansen,
stud.theol.,
Østrigsgade 33, st. th.,
København S