MIDT PÅ NØRREBRO i København er der en kulsort plet. Den gamle Assistens Kirkegård er nemlig ikke oplyst efter mørkets frembrud.
Jeg havde hørt, at du var blevet sat op på din sokkel samme dag, så jeg var cyklet ud i totalmørket for at finde dig. De blinkende cykellygter afsøgte plænerne uden held, og da jeg for anden gang blev fejet af lædersadlen af lavthængende grangrene, gav jeg op.
Det var først tidligt næste morgen, at jeg fandt dig. Bortset fra din kridhvide marmorhud og blomsterkransen om din hals så du ud, sådan som jeg huskede dig. Rolig, let smilende. Som en buddhistisk Holger Danske, tænkte jeg. Morgenlyset var dunkelblåt og rimfrosten klæbede sig til græsstråene omkring dig.
Jeg satte mig på en stenbænk skråt overfor. Fugtigheden mærkedes straks gennem bukserne. ”Der er sket noget frygteligt,” begyndte jeg. Du svarede ikke, så jeg spidsede stemmen til. ”Spejlet er splintret!”, sagde jeg.
”HVA’ FOR NOGET?”, svarede du og slog øjnene op.
”Den store socialdemokratiske slæde kom forbi. Dér sad Snedronningen med sin stabschef,” forklarede jeg.
Du klukkede uventet. Jeg fortsatte. ”’Fryser I?’, spurgte hun bekymret. Den var så velkomponeret, hendes omsorg i ordene,” sagde jeg.
”Ja, klart, de var jo skrevet af regeringsforfattere,” tilføjede du og slap latteren løs.
”Og hendes majestætiske smil …!”. Du afbrød mig.
”… var formet af et politiseret embedsværk,” supplerede du storgrinende.
”Hendes vidunderlige knold …”. Jeg nåede ikke videre.
”… havde de desperate støttepartier sat op og støbt i hårlak,” Nu skraldlo du.
”Hendes ryg …”. Jeg havde ikke givet op.
”… var ranket af de frygtsomme medløbermedier,” sluttede du leende. Jeg sænkede stemmen.
”Vi lod os friste,” forsøgte jeg undskyldende.
”Ja, det må man sige,” sagde du, og latteren rungede ud over den øde kirkegård. Jeg tyssede på dig.
”Det var så koldt,” forklarede jeg. ”Og hun kyssede os så forsigtigt på panden. Hun var så smuk. I vores øjne var hun fuldkommen.”
”Idioter!”, brølede du og genoptog latteren.
”Vi fløj med hende over skyerne,” fortsatte jeg og forsøgte at ignorere dine grin. ”Landet under os så smukt ud: Kanterne var trimmet, puklerne glattet, åerne rettet, og ovenover skinnede månen og efterlod hendes hud bleg og glat som silke.”
”Hahahaha,” brølede du. ”Så er I da selv ude om det,” spruttede du. ”Og … da du … opdagede det?”. Du kunne næsten ikke få ordene frem.
”Vi kom tættere på og så, at landet i virkeligheden var blevet svøbt i en evig vinter af skræmt ordentlighed og ensartethed. ’Klima … køn … krise …,’ stod folk og hviskede rundt omkring, mens de nikkede til hinanden,” forklarede jeg. Du tog dig sammen, trak vejret dybt og lukkede igen øjnene. Jeg fortsatte.
”Enhver vidste, at han ville få statsmagten at føle, hvis han mente noget andet end fællesskabet,” sagde jeg.
Du nikkede tavst smilende. Jeg fortsatte. ”Allerede på det her tidlige tidspunkt stod dissidenterne spredt rundt omkring frosset til sten,” forklarede jeg.
”Hvad gjorde du så?”, spurgte du, stadig med øjnene lukket.
”Så ville jeg bede … men jeg havde glemt bønnen. Jeg kunne kun huske den store tabel,” sagde jeg uddybende. Nu kunne du ikke længere holde latteren tilbage og brølede storgrinende:
”Selvfølgelig ikke.” Tårerne tvang sig ud gennem dine vipper og løb ned ad kinderne.
”HOLD NU OP!”, sagde jeg til dig. Nu havde jeg fået nok af, at du ikke tog mig alvorligt. Jeg var vred. Du slog øjnene op og så let forbløffet på mig. Jeg hævede stemmen. ”Du er den slumrende folkehelt. Det er meningen, at du skal sidde der og følge med i nationens tilstand, så du kan stige frem, når der er brug for dig. Det er der nu, siger jeg dig! Danmark er i nød!”, sagde jeg højlydt.
”Nånånånå,” forsøgte du dig afvæbnende. ”Træk vejret, unge mand,” smilede du. Jeg rejste mig fra stenbænken. ”De her mennesker med magt skal være så pokkers uangribelige. Mænd som mænd og kvinder som kvinder,” råbte jeg og gik frem mod dig. ”Begge steder er det blødheden, lydhørheden, forbindelsen, der ofres,” fortsatte jeg. ”Det er kærligheden, der ofres, for spejlet er splintret!”, brølede jeg.
Jeg gispede efter vejret, mens jeg trampede med støvlen i gruset og fortsatte. ”Du husker det nok, det fæle glas … som gjorde, at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt … mens det onde og slette trådte ordentligt frem?”.
Du svarede ikke, så jeg fortsatte. ”Og hver fejl ved enhver ting blev straks til at bemærke?”. Jeg var trådt fra stien ud i det våde græs og stod nu helt tæt foran dig nu. Endelig sagde du noget.
”JA, NETOP,” svarede du stille og så pludselig direkte på mig. ”Og du har fået et stykke spejl i dit øje, Hassan,” sagde du mildt.
”Hvad?”, sagde jeg forbavset. ”Jeg har da ikk’ …”, prøvede jeg, men du kom mig i forkøbet.
”Du nyder ikke længere de smukke roser i haven, som du ellers har gjort det tidligere. Alt har ændret sig, og du er pludselig kun tiltrukket af kunstige ting. Du har glemt dit Fadervor, din barnetro. Du er kun draget af Snedronningens tomme, sorte, kolde sale på slottet,” sagde du. Dit marmorblik fastholdt mit.
”Spejlet er …”, jeg havde ikke givet op.
”Det var en ond trold. Det var Djævelen, der lavede det spejl, så nu har du en troldsplint i øjet, så du ikke ved, hvordan du i virkeligheden har det,” insisterede du omsorgsfuldt. ”Du er blå af kulde, næsten sort, men du mærker det ikke, for dit hjerte er som en isklump,” sagde du kærligt.
”Det passer ikk’ …”, prøvede jeg en sidste gang.
”VÅGN OP!”, vedblev du tålmodigt. ”Det letteste er kun at tænke på sig selv. Lige så snart du bliver tvunget til at tænke på andre, så bliver du tvunget til at glemme dig selv. Og det er sværere,” din stemme var rolig og venlig. ”Din datter, din mor. Din far. Din ven. Det hele er et stort forstands-spil, og kun hvis du kan lægge det, vil du blive din egen herre,” du trak vejret dybt.
”Og husk nu, at livet er en gave. Og det skal leves lige nu!”, sagde du med eftertryk. Så lukkede du øjnene. Jeg ventede, at du skulle komme med mere, men det gjorde du ikke, så jeg lænede mig frem mod dig. Du sad helt stille. Da jeg var så tæt på dit marmoransigt, som jeg kunne komme, slog du øjnene op igen.
”Og så skal du huske at spise kager hver dag,” hviskede du og lod dine øjne falde i for sidste gang. Jeg ventede længe, inden jeg bevægede mig igen. Min krop var stiv og kold. En sirene slog ind over muren fra den anden side, og en kassecykel passerede ad den cementerede sti ved siden af mig. Fra den lød en lille stemme.
”Roserne vokser i dale, der får vi barn-Jesus i tale,” sang den.
STRAKS BRAST JEG I GRÅD, da jeg genkendte salmen, og med den kom hukommelsen igen: Mit Fadervor, min barnetro. Jeg sprang op på cyklen. Kirkeklokkerne ringede, og jeg kendte de høje tårne.
Jeg gik ind i mit hjem, hvor alt stod på samme sted som før, men idet jeg gik gennem døren, mærkede jeg, at jeg var blevet et voksent menneske. Reolen stod i Guds klare solskin. Jeg trak en bog ud af den. Så læste jeg højt: ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!”, stod der.
Kæreste Tykmester, velkommen tilbage!
Frit efter ”Snedronningen” af H.C. Andersen.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.