René Cuperus er ikke ”EU-skeptiker”. Den hollandske historiker og specialist i international politik er tværtimod overbevist om, at forestillingen om at spole tiden tilbage til før Rom-traktaten blev vedtaget i 1958 er ”en historieløs forenkling”.
Men han er heller ikke ”EU-tilhænger”. I hvert fald ikke med den næsten hellige gejst, som han mener opfylder supereuropæerne og deres drøm om den ”stadig tættere union”, der har været pejlemærket, siden udtrykket blev skrevet ind i Rom-traktaten.
René Cuperus er EU-realist, og det er netop, fordi han vil bevare det europæiske samarbejde, at han har skrevet en bog om de myter, han mener undergraver det europæiske projekt, netop som Europa mere end nogen brug for at stå sammen om at løse fælles udfordringer.
Hans bog, ”Syv myter om Europa. Forsvar for et forsigtigt Europa” er kun udkommet på tysk, og da den 63-årige seniorforsker ved Clingendael Institut, Hollands førende tænketank om international politik, sendte den i trykken, havde Rusland endnu ikke angrebet Ukraine.
Men hans overvejelser rammer midt ned i de spørgsmål om EU’s fremtid, som den første krig i Europa siden Anden Verdenskrig og hele striben af energi- og fødevarekriser har udløst.
”Det geopolitiske, autonome EU med tættere forsvarssamarbejde, som især Frankrigs præsident Emmanuel Macron har gjort sig til talsmand for, er nu ved at blive et resultat af krigen i Ukraine. Danmark vil med i det europæiske sikkerhedssamarbejde, og Sverige og Finland vil med i Nato. Alle rykker sammen om en fælles sikkerhedspolitik, og det er nødvendigt. Men det er ikke det samme som at have en fælles regering,” siger René Cuperus.
”Den formel, jeg har fundet, er at vi har brug for et Europa, der er stærkt udadtil, men blødt indadtil. Europæerne er overvejende tilhængere af et europæisk projekt, der løser fælles udfordringer som klima og sikkerhed, og som forsvarer Europa over for Rusland og Kina. Det er der et klart folkeligt mandat til. Men det skal ikke ske i form af en superstat, der griber ind i de enkelte landes egne beslutninger,” siger den hollandske historiker.
Erstatningsfædreland for Tyskland
Drømmen om en europæisk føderalstat lever især i Tyskland, mener René Cuperus, og den holdes i live af myter, som han går til angreb på i bogen. En af dem er ”urmyten om Europas forening” som et nødvendigt resultat af Anden Verdenskrig og arvefjendskabet mellem Frankrig og Tyskland.
”Jeg skrev denne bog til Tyskland. Vi har brug for, at alle kan blive ved med at tro på Europa, og det går ikke, hvis Tyskland bliver ved med at promovere en føderalstat efter tysk model. Der tales i Tyskland om Europa, som om det var en religion, og det er det også for tyskerne: Et erstatningsfædreland og en ny religion, der er udsprunget af den moralske skyld og de historiske ar efter de tyske grusomheder i det 20. århundrede. Tyskland ser Europa som en slags tysk føderalstat, bare med flere delstater,” skriver han.
”Jeg har ikke noget imod at kalde EU for et helligt projekt i den betydning, at det er vokset ud af to verdenskrige, hvor Europa var på nippet til at begå selvmord i en slags europæisk borgerkrig. Men min teori er, at den europæiske magi virkede, så længe vi stadig befandt os i en efterkrigstid med en samfundskontrakt omkring velfærd, lighed og liberalt demokrati. Jeg er ikke sikker på, at den samfundskontrakt stadig gælder i EU, som netop ikke længere kommer middelklassen til gode,” siger René Cuperus, der også tvivler stærkt på, at en sammenslutning af 27 lande og 500 millioner indbyggere kan fungere som et demokrati efter nationalt mønster.
”Det er bemærkelsesværdigt, at det er lande med størst lighed, de mest udbyggede velfærdsstater og det mest velfungerende demokrati, der er mindst ivrige efter mere europæisk integration. Det er ikke tilfældigt, at vi har en særlig skepsis i lande som Danmark, Sverige og også Holland. Der er en lære at drage af, at jo mere tilfredse folk er med deres demokrati, jo mere skeptiske er de også over for tanken om et europæisk demokrati,” pointerer den hollandske observatør.
I Cuperus' øjne skal demokratiet i EU først og fremmest hvile på de nationale demokratiske institutioner. Men hvis de 27 medlemslande skal stå sammen over for trusler udefra, skal regeringerne give afkald på den ret til at slå hælene i for at beskytte nationale interesser, som er begrundelsen for, at udenrigspolitik besluttes ved enstemmighed i EU's ministerråd.
Det seneste hårdt tilkæmpede kompromis om en sjette sanktionspakke mod Rusland illustrerede den interne splittelse, der svækker EU’s status som international magtfaktor. Efter pres fra den ungarske regeringsleder Viktor Orban blev olieimporten via olieledninger til netop Ungarn og tre andre lande undtaget fra det kommende importstop for russisk olie. For at få Orban til at stemme for, måtte de øvrige 26 stats- og regeringsledere også fjerne den russiske ortodokse kirkes patriark, Kirill, fra listen over personer, der rammes af de europæiske sanktioner.
Skal EU være ”hård” over for resten af verden, skal det derfor være slut med enstemmige beslutninger, hvor et enkelt land kan blokere hele blokken, mener René Cuperus.
”Hvis Europa vil overleve i den globale verdensorden og i en stadig mere fjendtlig verden, må EU springe over sin skygge og skabe et geopolitisk Europa med en europæisk suverænitet udadtil,” mener René Cuperus.
Det kunne den Emmanuel Macron næppe have sagt bedre selv. Men her standser den hollandske debattørs enighed med den franske præsident.
”Vælgerne vil kun acceptere dette, hvis der samtidig udvises større respekt for den nationale suverænitet, den nationale identitet og det nationale demokrati. Europæerne er overvejende tilhængere af et europæisk projekt, der løser fælles udfordringer som klima og sikkerhed og forsvarer Europa over for Rusland og Kina. Men det skal ikke ske i form af en superstat, der går for meget ind i de enkelte landes egne beslutninger,” mener René Cuperus.
”Man kan ikke bede befolkningerne i Nordeuropa, der arbejder til de er 67, om at betale til franskmændene, så de kan gå på pension, når de er 62. Den slags forslag er farlige for sammenhængskraften i EU. Visionen om den stadig tættere union blev skabt ved EU’s fødsel, da der var 6 medlemslande. Vi bliver nødt til at spørge, om det stadig er relevant i dag med 27 medlemslande. EU kan ikke vedblive at være et værdifællesskab med så mange medlemslande,” siger René Cuperus.
Europa på midten
Hvor grænsen præcist skal gå mellem ”det bløde og det hårde EU” giver han ikke noget klart svar på. Som han selv skriver, har de EU-skeptiske partier lagt alle forslag om at træde ud af EU på hylden for i stedet at satse på at ændre EU indefra. Men deres mål er stadig at pille det europæiske samarbejde fra hinanden eller undergrave retsstaten, skriver Cuperus, der også mener, at EU ”før eller siden bliver nødt til at gribe ind mod det autoritære angreb på fundamentale demokratiske retsprinipper i Budapest.”
”Hvor store politisk-kulturelle forskelle og hvor stort fortolkningsrum, der kan tillades inden for det multinationale europæiske demokrati, er et åbent spørgsmål,” medgiver han.
”Jeg skrev min bog som historiker og socialdemokrat, og bogen er et forsvar for den politiske midte, som i stigende grad udhules i Europa. EU er stadig et eliteprojekt snarere end et folkeligt projekt. Men samtidig er der en forventning om, at EU kan levere svarene på nogle af tidens store internationale udfordringer. Og det er netop fordi, vi skal passe på Europa, at vi ikke skal forhaste os med et stort, overnationalt spring fremad.”