Prøv avisen
Debat

Holocaust 70 år efter: Stands, lyt og lad dig bevæge

På 70-års dagen for Auschwitz befrielse må vi stoppe op og mindes smerten. Ellers vil historien måske gentage sig, skriver Arne Pedersen.

Antisemitismens spøgelse går endnu en gang igennem Europa, og på 70-års dagen for Auschwitz' befrielse bør vi stoppe op, lade os bevæge af andres smerte og minde hinanden om, at antisemitisme er en skændsel og bør bekæmpes under alle former

”HVORNÅR ER DET, at de amerikanske jøder og de israelske jøder fortæller jøderne i Europa, at det er ved at være på tide at komme væk?”.

Sådan spurgte den prominente amerikanske journalist Jeffrey Goldberg på det sociale medie Twitter tilbage i maj måned sidste år. Tweetet kom efter to begivenheder, som rystede ikke bare det jødiske samfund i Europa, men store dele af den europæiske befolkning: nedskydningen og drabene på fire besøgende ved det jødiske museum i Bruxelles i Belgien samt resultatet ved valget til Europa-parlamentet, hvor tre partier med en åbenlys racistisk og antisemitisk dagsorden blev valgt ind.

Senere på året kom krigen mellem Hamas og Israel - og med den endnu flere antisemitiske hændelser. Endnu en gang lagde europæiske storbyer gader til vrede menneskemængder, som gik gennem gaderne med budskabet: ”Død over jøderne!”. Endnu en gang lagde Europas storbyer gader til hobens hærgen, når forretninger og restauranter ejet af jøder, blev smadret.

Murene på den jødiske Carolineskolen i København blev også sværtet til. Børnenes verden blev invaderet af vandaler, som råbte ”Ingen fred til jer, zionistsvin!” ud i skolegården.

Og det seneste terrorangreb mod en kosher-forretning i Paris har sat fokus på den øgede immigration af franske jøder til Israel. De bosætter sig ofte i byer som Ashdot og Ashkelon, som begge ligger under fem kilometer fra grænsen til Gaza. Det siger lidt om, hvilket miljø de befinder sig i til daglig.

På denne 70-årsdag for Auschwitz' befrielse, behøver vi desværre ikke lede efter historiske hændelser for at minde hinanden om, at antisemitisme er en skændsel og bør bekæmpes under alle former. Vi behøver blot at se tilbage på det seneste år for at se, at antisemitismens spøgelse endnu en gang går igennem Europa.

Og der er dem, som vil have os til at tro, at dette blot er frustration over Israels politik på Vestbredden og deres bombninger i Gaza. Men det stikker dybere end som så, for det var ikke israelerne, der blev gjort ansvarlige, men jøderne.

Israels politik er ikke skyld i fordomme mod jøder. Men begivenheder som krigen denne sommer er med til at afsløre dem og minder os om, at kimen til ondskab ligger i os alle til alle tider. Det er ikke et fortidigt fænomen, som er lagt i graven. Den er der lyslevende i dag.

HVAD ER SÅ vores respons? Dét kan der sikkert være mange forskellige både politiske og sikkerhedsmæssige bud på.

Men én uundgåelig reaktion bør være villigheden til at standse op en dag som denne og lytte til de mennesker, som kan fortælle en beretning om at være lagt for had, fordi hans eller hendes kultur og religion var anderledes end flertallets.

Det er en dag som i dag, vi må standse op og lade os bevæge af andres smerte. Ikke kun den smerte fra for 70 år siden, som er så svær at forestille sig. Men også den smerte, som er nærværende.

Personligt skræmmes jeg af historiens tilsyneladende gentagelse - uden sammenligning i øvrigt. Jeg skræmmes over hadet og frygten og uforsonligheden, som ligger bag. Men jeg beder til, at der for hvert hadefuldt menneske må være et, der elsker.

At der for hver en frygtramt menneskemængde må være en modig, der frygtløst siger fra. At der for hvert sæt uforsonligt korslagte arme må være nogle, der er udstrakt forsonligt.

For kun sådan bevæger vi. Kun sådan forandrer vi. Kun sådan udlever vi et kraftfuldt ”Aldrig mere!”.