DEBATTER ER IKKE bedre end debattørerne og kan stundom være dræbende forudsigelige. En god debat må gerne være skarp, og troværdige debattører skifter ikke synspunkter, som de skifter skjorter. Der er bare nogle tilfælde, hvor man for sit indre øre nærmest kan høre, hvad debattørerne vil sige, før de overhovedet åbner munden, og hvor emnet lægger op til gensidig fordømmelse og bandbuller. Ja, hvor overbevisning bliver til selvretfærdighed og engagement til ensidighed.
Jeg må sige, at det var min forventning forud for tirsdagens udgave af ”P1 Debat”, som lagde radio til en debat under overskriften ”Må homoer tro på Gud?”. Der var vel tale om et journalistisk blikfang, men det er alligevel lidt spøjst at lade det ledige standpunkt afspejle sig i titlen. Homoer må da tro på Gud som alle andre, og som alle andre kan de opleve troen som udfordrende og anfægtende. Hvem bestrider lige det?
DEN UMIDDELBARE ANLEDNING til debatten var journalisten Abdel Aziz Mahmouds forsøg på at forene sin muslimske tro med sin homoseksualitet, som skildret i programmet ”Helvedes homo”. Nogen vil måske tænke, at når kendte mennesker kommer ud af skabet, skal de absolut skabe et helvedes postyr, men det personlige kan også have almene dimensioner. Det viste sig med al tydelighed i ”P1 Debat”, hvor det ikke bare kom til at handle om muslimske og kristne homoseksuelle, men om religion, om autoritet, om sandhed og følelser. Hvor debatten faktisk blev større, end man kunne mistænke, og bedre end man kunne frygte.
Den lesbiske muslim Anna Larki stod over for den sønderjyske imam Kassem Rachid, mens Henrik Højlund, sognepræst på Nørrebro i København, var uenig med de homoseksuelle kristne Karen M. Larsen og Andreas Gylling Æbelø. Henrik Højlund mente, at vielse af homoseksuelle var et folkekirkeligt selvmål og kunne ikke se bort fra den bibelske tale om køn og seksualitet. Ingen kan nægte en mægtig og lang teologisk tolkningstradition for at betragte homoseksualitet som vildfaren seksualitet, men Andreas Gylling Æbelø pegede på, at kristendommen gennem historien havde udviklet sig og undergået mange forandringer. Det blev ikke klart, hvordan Andreas Gylling Æbelø ville skelne mellem forandring og forfalskning. Hvad er normen for, hvad der retteligt kan kaldes sand kristendom og sund lære? Er det den enkeltes følelse, således at en dybfølt seksuel identitet må overtrumfe de udsagn, som stiller udlevelsen af samme identitet i et kritisk lys?
Henrik Højlund kunne ikke støtte, at følelse skulle være sandheden, men det kunne Karen M. Larsen heller ikke. Hun leverede ganske vist en lidet overbevisende tolkning af Romerbrevets første kapitel, men da en lytter ringede ind og mente, at man kunne droppe de gamle religioner og tro på Gud i almindelighed, svarede hun:
”Jeg kan ikke bare vælge hvilken som helst religion, fordi det så lige er den, som jeg kan få til at matche med min seksualitet.” Netop, sandheden er ikke bare noget, man vælger, og det er faktisk os, som skal matche med Gud.
Jesper Bacher er sognepræst.