Homoseksualitet og den katolske kirke: Tyske præster vil vise ulydighed over for pavens vilje

Den katolske kirkes troskongregations nej til velsignelser af homoseksuelle parforhold spalter katolikker i Tyskland og mange andre lande

Vatikanet meddelte for nylig, at den katolske kirke fortsat ikke vil velsigne homoseksuelle par. Det får præster i Tyskland til at protestere. – Foto: Sipa/Ritzau Scanpix.
Vatikanet meddelte for nylig, at den katolske kirke fortsat ikke vil velsigne homoseksuelle par. Det får præster i Tyskland til at protestere. – Foto: Sipa/Ritzau Scanpix.

Katolske præster velsigner huse, elevatorer, biler, motorcykler, bøger, rosenkranse og mange andre ting, men nu står det sort på hvidt, at de ikke må velsigne homoseksuelle parforhold.

Den katolske kirkes troskongregation i Rom har offentliggjort et dekret om kirkens holdning til velsignelse af homoseksuelle parforhold, ifølge hvilket det kun er muligt at velsigne parforhold, som tjener Guds planer. Derfor er det ”ikke tilladt at velsigne forhold eller selv stabile partnerskaber, der inkluderer en seksuel praksis uden for ægteskabet, sådan som det er tilfældet med forhold mellem mennesker af samme køn”, hedder det i dokumentet.

Troskongregationen understreger, at homoseksuelle mennesker som enkeltindivider ikke udelukkes fra at få en velsignelse, og at disse personer skal behandles uden diskrimination og ”med agtelse, medfølelse og takt”.

Regnbueflaget ses her ved den romersk-katolske katedral i Köln, Kölner Dom. – Foto: Arnulf Hettrich/Imago/Ritzau Scanpix.
Regnbueflaget ses her ved den romersk-katolske katedral i Köln, Kölner Dom. – Foto: Arnulf Hettrich/Imago/Ritzau Scanpix.

I dekretet, der er godkendt af pave Frans og underskrevet af præfekt og kardinal Luís Ladaria, står der yderligere, at ”Gud velsigner hvert eneste af sine børn og dermed også det syndige menneske, men at han ikke velsigner synden”.

Dekretet skaber debat blandt Tysklands katolikker lige fra menige kirkegængere til biskopper og kardinaler.

Lederen af den katolske bispekonference, biskop Georg Bätzing i Limburg, siger til avisen Süddeutsche Zeitung, at han er meget ulykkelig over dokumentet.

Samtidig advarer han Vatikanet imod at tro, at man dermed kan gøre en ende på debatten om kirkens syn på homoseksuelle parforhold, for ”det er slet ikke muligt”.

Flere biskopper og generalvikarer siger, at de er rystede og ikke har tænkt sig at overholde dekretet. Det gælder blandt andre for Mains biskop Peter Kohlgraf, Speyers generalvikar Andreas Sturm og Essens generalvikar Klaus Pfeffer.

En af de skarpeste udtalelser kommer fra domprovsten i Worms, Tobias Schäfer.

”Hvis kirken tror, at den skal gøre sig til vogter over Guds velsignelser, er kirken ikke længere en velsignelse for denne verden. Ingen skal forbyde mig at give et menneske, der ønsker det eller har brug for det, Guds velsignelse,” siger han til avisen Die Zeit .

Andre biskopper som Wolfgang Ipolt fra Görlitz, Rudolf Voderholzer fra Regensburg og Stefan Oster fra Passau takker troskongregationen for at bringe klarhed over kirkens holdning.

”Ethvert menneske skal, uanset vedkommendes seksuelle orientering, respekteres i sin værdighed og optages i kirken med respekt. Men samtidig afviser kirken strikt enhver ligestilling mellem ægteskab og homoseksuelt samliv,” siger Stefan Oster til avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung .

”Når kirken siger nej til at velsigne homoseksuelle parforhold, så sker det primært for at styrke ægteskabet mellem mand og kvinde og det ægteskabelige sakramente,” siger Wolfgang Ipolt til Süddeutsche Zeitung .

Efter stigende pres fra flere lægmandsorganisationer dannede den tyske bispekonference og De Tyske Katolikkers Centralkomité for et år siden den såkaldte synodale vej, en forsamling, hvor lægfolk og biskopper diskuterer diverse temaer med det formål at bane vej for reformer i kirken. Et af den synodale vejs vigtigste temaer er netop spørgsmålet, om præster bør have ret til at velsigne homoseksuelle parforhold. Ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung mener Thomas Sternberg, præsident for De Tyske Katolikkers Centralkomité, at Vatikanet er ude på at spænde ben for forsamlingens arbejde.

Samme mistanke har den amerikanske forfatter og jesuiterpræst James Martin: ”Vatikanet har muligvis bekendtgjort sit nej til velsignelser af homoseksuelle parforhold netop nu på grund af pres fra traditionalisterne, der ikke er indforståede med den synodale vej,” siger han til den tyske Domradio .

Netop i USA får troskongregationens dekret også meget blandede modtagelser. Konservative lægmandsorganisationer som Catholic League glæder sig over, at dekretet gør en ende på diskussionerne om anerkendelse af homoseksuelle forhold/ægteskaber i den katolske kirke. Andre katolikker som præsten Bryan Massingale ved Fordham Universitet i New York, frygter, at sjælesorgen for homoseksuelle katolikker fremover må finde sted i det skjulte.

Nu har præster i Tyskland påbegyndt en underskriftindsamling til støtte for velsignelseshøjtideligheder for homoseksuelle par, og i flere lande, blandt andet Schweiz, Østrig og Belgien, har præster meddelt, at de fortsat vil velsigne homoseksuelle parforhold.