Hospitalsansat: Derfor bærer jeg kors om halsen

I alle mine 14 år som hospitalsansat, inklusive ansættelsessamtalen, har jeg båret et kors i en kæde om halsen. Ikke for at pådutte nogen noget, men fordi jeg gerne vil være ved, hvem jeg er

Som hospitalsansat ligger det mig egentlig mere på sinde at fremstå venlig, imødekommende og kompetent end at være så neutral som muligt, skriver hospitalsfysiker Lars Jødal.
Som hospitalsansat ligger det mig egentlig mere på sinde at fremstå venlig, imødekommende og kompetent end at være så neutral som muligt, skriver hospitalsfysiker Lars Jødal.

MARIANNE MØRK MATHIESEN, regionspolitiker for Liberal Alliance, går ind for, at sygehuse skal være frirum, hvor patienterne ikke kan risikere at møde religiøse (eller politiske eller ideologiske) symboler. Det fremgår af et interview i Kristeligt Dagblad den 1. december, og hun gentager synspunktet i et debatindlæg den 14. december. Jeg tager gerne handsken op til en debat.

Ifølge Marianne Mørk Mathiesen har der ikke i mange år været tradition for at bære synlige tegn på religiøse tilhørsforhold.

Nuvel, så falder jeg som indfødt ”gammeldansker” uden for traditionen. I alle mine 14 år som hospitalsansat, inklusive ansættelsessamtalen, har jeg båret et kors i en kæde om halsen. Ikke for at pådutte nogen noget, men fordi jeg gerne vil være ved, hvem jeg er. Ligesom jeg ikke skjuler min hudfarve eller mit køn i mit arbejdsliv. Og nej, jeg forsøger ikke at pådutte patienter (eller kolleger) min tro.

Badges, som Marianne Mørk Mathiesen nævner, er for mig at se i en anden kategori end smykker. Et badge råber budskabet ud, et almindeligt smykke er en diskret markering af, hvem bæreren er. Min vielsesring tager jeg i øvrigt af (og bærer i halskæden), fordi hygiejnen kræver det.

Som hospitalsansat ligger det mig egentlig mere på sinde at fremstå venlig, imødekommende og kompetent end at være så neutral som muligt. Det er praktisk og hygiejnisk, at jeg bærer kittel på arbejdet, men jeg er et menneske, ikke blot en neutral kittel. Endnu har jeg ikke fået at vide, at mit kors om halsen skulle gøre mig dårligere til mit arbejde eller forhindre mig i at møde mennesker, hvor de er.

Jeg kan så undre mig over, at sådanne forbudsforslag kommer fra en politiker, som kalder sig liberal. Ifølge Nudansk Ordbog betyder ordet liberal ”frisindet, fordomsfri”. Og politisk/økonomisk troede jeg, at liberalisme handlede om at give folk størst mulig frihed – herunder friheden til at klare sig godt og friheden til at gå i hundene. Men når det gælder synlig tro, skal friheden altså begrænses

Lars Jødal er hospitalsfysiker.