FORHOLDENE PÅ DE medicinske afdelinger skriger til himmelen.
Er det rimeligt, at man i dagens Danmark kan bede folk om at indtage deres mad og sove side om side med en bækkenstol (læs: en toiletstol med en pose, man selv lukker og lægger i en sort plastiksæk efterfølgende), og som man er nødt til at afvente personalets hjælp til at få tømt? Et personale, som vel at mærke aldrig kommer. Der er tale om en isolationsstue, forstås, men stadigvæk.
Jeg har nu været igennem utallige indlæggelser på medicinske afdelinger (grundet min kroniske sygdom Addison). For hver gang overskrides mine personlige grænser for, hvad man kan byde syge mennesker, og min værdighed anfægtes i den grad.
NÅR JEG BLIVER INDLAGT med et anfald, skal jeg behandles med livsvigtig medicin inden for en time, da tilstanden ellers kan udvikle sig til koma, og jeg skal derfor overvåges tæt de næste par døgn.
Denne gang lå jeg godt 14 timer hen over en nat, uden at plejepersonalet kiggede til mig og undersøgte mit blodtryk (som indikerer, om en ny krise er på vej). Min øvrige livsvigtige medicin blev heller ikke givet, så jeg måtte selv tage min medbragte medicin trods min meget omtågede og konfuse tilstand og skrive notater om det.
Som patient på en medicinsk afdeling føler man sig både ekstremt udsat og samtidig i vejen, for eksempel når man ringer på klokken for at få et glas vand til at indtage sin livsvigtige medicin. Mens man venter, kan man høre alarmklokkerne fra stuerne og andre patienters råb konkurrere om personalets opmærksomhed.
Jeg er nu nået dertil, hvor jeg ikke længere tør at blive indlagt uden ledsagelse af en pårørende. Men kan det være rigtigt?
Jeg håber med mit indlæg at sætte gang i debatten om forholdene på de medicinske afdelinger, der fører til både farlige og uværdige indlæggelser. Både i forhold til til de mange patienter, det berører, men også i forhold til sygeplejerskerne, for hvem disse ringe forhold er blevet hverdag.
Sophie Lind-Følsgaard er børne- og familiekonsulent.