Prøv avisen

Hovmod står før eller siden for fald

ISLAM: En religion er ikke skyld i noget som helst, for det er menneskene, der udlægger og enten bruger eller misbruger deres helligskrifter

Det er blevet vældig populært at mene, at islam er skyld i snart det ene og snart det andet. Nuvel, det har solgt mange aviser og bøger i de seneste år, men sikke dog noget sludder.

En religion er ikke skyld i noget som helst, for det er menneskene, der til enhver tid udlægger og enten bruger eller misbruger religionerne og deres helligskrifter - og menneskene er både fejlbarlige, egoistiske, hovmodige og magtbegærlige.

Det skal vi ikke laste hverken den ene eller den anden religion for. Hvis menneskene havde den nødvendige ydmyghed og udviste den største grad af ret-sind og medmenneskelig omsorg, som religionerne foreskriver, ville verden se ganske anderledes ud.

Koranen er ligesom Bibelen blevet fortolket forskelligt af forskellige personer/grupperinger i forskellige tidsaldre, ligesom en bogstavelig, restriktiv og intolerant udlægning af skriften altid har eksisteret side om side med en mere åben og livsbekræftende udlægning. Og der har inden for begge religioner i tidens løb været god grund til at kritisere visse gejstlige for magtmisbrug og overgreb på svage.

Kai Sørlander giver den 12. januar i Kristeligt Dagblad et eksempel på, hvad han kalder Koranens politiske islæt, som efter hans opfattelse er grunden til, at muslimske lande aldrig kan opnå samme udviklingsstade som Vesten, men gør åbenlyst den klassiske fejl at tage et enkelt vers ud af helheden.

Det er da rigtigt, at Koranen foreskriver straf for udenomsægteskabelige seksuelle forhold; men den siger i samme åndedrag, at straffen kun kan idømmes efter retssag med behørig vidneføring, dvs. at fire troværdige vidner skal have været vidne til selve akten. Det er ikke nok at have set to ugifte personer ligge i samme seng.

Sammen med Koranens opfordring til ikke at udspionere hinanden vil det alt andet lige betyde, at en straf næppe nogensinde kan idømmes. Der er snarere tale om en generel opfordring til at holde sit seksualliv inden for ægteskabets rammer og langt fra nyfigne blikke. Og det kan vel selv en troende kristen ikke have noget at indvende imod.

Langt de fleste sidespring kommer aldrig til offentlighedens kendskab og ordnes i mindelighed f.eks. med skilsmisse - og tilgivelsen eksisterer naturligvis også som mulighed. Muslimer er faktisk også mennesker. I øvrigt kan en bedraget ægtefælle ifølge dansk lov straffe sin utro ægtefælle ved at forlange øjeblikkelig skilsmisse uden forudgående separation.

Et samfund kan nok aldrig helgardere sig imod politiske intriger, uvidende gejstlige og personer, der af en eller anden årsag ønsker hævn over et medmenneske. Vore dages steningsdomme kan vel nærmest sammenlignes med europæiske hekseforfølgelser, hvor kristne gejstlige var med til at bålbrænde tusinder af kvinder og mænd.

Mht. traditionssamlingerne er det en gylden regel aldrig at acceptere et udsagn, der strider imod en tydelig koransk anvisning. At man i visse perioder - og i visse nutidige samfund - ser stort på denne regel og udsteder dødsdomme på må og få, er udtryk for manglende ydmyghed over for Gud og hans skaberværk. Det tilkommer ikke menneskene at skalte og valte med det liv, Gud har skabt.

Profeten har handlet og talt i en ganske specifik historisk, social og politisk kontekst, og der foregår blandt muslimer en livlig diskussion om, hvorvidt man bør efterfølge eller efterligne profeten. Det er påvist, at hundredvis af falske hadith (beretninger om Muhammeds ord og gerninger, red.) er blevet sat i omløb i historiens løb for at tjene bestemte politisk formål. I øvrigt opfordrer Koranen til kritisk stillingtagen i modsætning til blind imitation.

Det er da rigtigt, at Koranen ikke fordrer, at man skal vende den anden kind til; men der er vel ingen, der i ramme alvor vil anbefale et undertrykt, mishandlet og misbrugt medmenneske at vende den anden kind til - hverken i praksis eller lovgivningsmæssigt.

Koranen giver ingen konkret opskrift på, hvorledes en islamisk stat skal opbygges. Den giver derimod en lang række fingerpeg om, hvilke værdier et islamisk samfund bør hvile på, heriblandt ytrings- og trosfrihed, folkelig medbestemmelse, omsorg for de svage, uddannelse, lighed for loven, udstrakt autonomi for jøder og kristne samt en kontinuerlig stræben efter det fælles bedste. Koranen står absolut ikke i vejen for udviklingen af et frit og åbent samfund, snarere tværtimod.

Verden er ikke statisk. Imperier og civilisationer blomstrer skiftevis op og stagnerer for en tid eller forsvinder for stedse. Det er verdens naturlige gang, og det skyldes naturligvis ikke de implicerede befolkningers religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme. Fakta er, at de færreste mennesker i længden kan tåle medgang og succes og langsomt glemmer det helt essentielle i livet: ydmyghed over for Gud og hans skaberværk.

Hovmod står før eller siden for fald.

Aminah Tønnsen er forfatter og foredragsholder