Jeg har holdt grundigt øje hele weekenden, og det er rigtigt nok. Der er kun få farvede ansigter i medierne, hvilket gælder både i aviserne, fjernsynet og radioen. Denne tilstand har fået fornyet opmærksomhed, efter at journalist Lucia Odoom forleden arrangerede en lille demonstration på trappen foran sin arbejdsplads i JP/Politikens Hus i København for at protestere mod den hvide danske medieverden.
Hun har fået stor opmærksomhed, da også dette optrin bæres frem af den anti-racisme-bølge, der har bruset siden anholdelsen i USA, der kostede den sorte George Floyd livet. Diverse medietopfolk har lagt sig absolut fladt ned og erkendt, at man er alt for dårlig til at ansætte etnisk mangfoldigt, men hvad man ikke midt i denne ensretterede reaktion får at vide er, om der overhovedet er nok kvalificerede folk med anden hudfarve at vælge imellem.
Man tager blot tæskene, når der tales om racisme og diskrimination, og Lucia Odoom har fået mange til at nikke i takt i en medieverden, der jo rummer nogle af de ypperste eksperter inden for kunsten at sno sig politisk korrekt.
Desto mere grund er der til at håbe, at nikkedukkerne lyttede med, da forfatter og samfundsdebattør Sofie Jama, der har dansk-somalisk baggrund, i går i DR P1-programmet ”Forbudte møder” inviterede forfatter Kaspar Colling Nielsen ind til en samtale om blandt andet dette at have anden hudfarve.
Kaspar Colling Nielsen er far til to børn med halvt asiatisk oprindelse, og de to forfattere prøvede at forstå, hvad hudfarve egentlig betyder. Sofie Jama udtrykte det meget rammende ved at sige, at mennesket har en trang til at identificere den anden i forhold til den stamme, man selv tilhører.
Ja, netop sådan er det, og af samme grund skal Lucia Odoom forstå, at hun forcerer spillet, som vi sagde i gamle dage på Hjortshøj-Egås kvindefodboldhold. Der skal bygges solidt op på midtbanen, og det betyder ikke, at mennesker med anden hudfarve ikke skal repræsenteres i medierne, men det betyder, at det skal ske som del af en naturlig bevægelse. Og pointen er, at den jo er i gang, bevægelsen. Man forsikres løbende om det, og positiv forskelsbehandling vil ikke være klogt, ligesom det næppe heller er klogt at insistere på at ansætte flere kvinder i diverse bestyrelser og professorater.
Det forstærker offerrollen, snarere end det ærer minoriteten, og for den, der tror på den naturlige udvikling, var mødet mellem Sofie Jama og Kaspar Colling Nielsen eksemplet på et opbyggeligt skridt i retning af en tilstand, hvor den anderledes hudfarve bliver del af samtalen, uden at man føler sig manipuleret ind i en ideologisk offerdyrkende mediestrategi, der skal gøre os alle mere mangfoldige indeni.
Forhåbentlig lagde også Lucia Odoom mærke til det.
Det er sandt, at der ikke er mange farvede ansigter i medierne, men det er jo ikke så mærkeligt. Det er en lang dansk historie, de er i færd med at blive en del af, og enhver, der har noget interessant på hjerte, skal nok med tiden få en plads i den.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.