Man kan samle på mange ting. Selv samler jeg på gode samtaler. Som andre samlinger med vokseværk kan det være svært at holde styr på en samtalesamling, og der er også den særlige udfordring, at en sådan samling afhænger af hukommelsen.
Man kunne selvfølgelig optage sine bedste samtaler, men under private forhold ville det ærligt talt virke kunstigt med et snert af overvågning. Anderledes er det begribeligvis med samtaler i medierne. De optages, så de kan være til oplysning og stundom opbyggelse for seerne og lytterne. Herfra kan der også tilføjes gode samtaler til samlingen, og et af de steder, hvor der vanligvis er noget at hente på den front, er P1's ”Sørine & kærligheden”. Værten er sognepræst, forfatter og debattør Sørine Gotfredsen. Sørine Gotfredsen er jo kendt som en polemiker af Guds nåde, som ikke er bange for at stille sig på tværs af herskende stemninger og synspunkter. I disse programmer viser Sørine Gotfredsen sig imidlertid som den kyndige og lyttende samtalepartner, der ikke går i clinch med sine gæster, men søger fælles grund og åbner for nye perspektiver uden at forfalde til sødsuppe, sentimentalitet og pseudoenighed.
I denne udgave af ”Sørine & kærligheden” handlede det om pessimisme. Søren Gotfredsen ville for nogle år siden have betegnet sig selv som pessimist, fordi hun var bekymret for den vestlige kulturs, kristendommens og åndfuldhedens vilkår. Hun fastholdt sin bekymring over tingenes tilstand, men var også kommet til den konklusion, at man simpelthen ikke har lov til at være pessimist. Hendes gæst var Theresa Scavenius, der blev introduceret som forsker ved Aalborg Universitet med en fortid som politisk aktiv. Programmet må dog være optaget for noget tid siden, for man kan læse sig til, at Theresa Scavenius i tirsdags blev valgt til Folketinget for Alternativet.
Theresa Scavenius var inviteret til programmet i egenskab af klimapessimist – ikke at forveksle med nihilist, som Theresa Scavenius meget nødigt ville have siddende på sig. Med baggrund i sin forskning bedyrede Theresa Scavenius, at vi ikke har de fornødne internationale institutioner til at gøre noget effektivt ved klimakrisen og beklagede den politiske mangel på viden og moral. Det er en gammel klagesang, som sandelig ikke er uden grund i den faldne verden, men Theresa Scavenius fremstod også som den skråsikre moralprædikant, der i ædel bedrevidenhed ser lysende klart, hvor så mange andre går i mørke.
Sådan en selvbevidsthed giver typisk ikke plads til farlig meget selvkritik eller nuancer, men Theresa Scavenius tonede da rent flag i en ofte mudret debat. Her var det så, at Sørine Gotfredsen udviste dialogisk nænsomhed og i stedet for at diskutere politik prøvede at gå mere i dybden og spørge til håbets nødvendighed trods kriser og mørke fremtidsudsigter. Samtaleklimaet blev således aldrig ophedet i ”Sørine & kærligheden”, og som apostlen siger, er kærligheden jo også mild uden at glæde sig over uretten.
Jesper Bacher er sognepræst.