Dokumentar viser Myanmars grumme virkelighed helt tæt på

Karen Stokkendals dokumentarfilm ”Et militærdiktatur bag facaden” er en absolut seværdig film

Aung San Suu Kyi – forpassede chancen for at sige fra over for fordrivelsen af rohingyaer i Myanmar. –
Aung San Suu Kyi – forpassede chancen for at sige fra over for fordrivelsen af rohingyaer i Myanmar. – . Foto: DR.

”Måske var hun i virkeligheden aldrig det ikon, verden troede, hun var. Måske heller ikke den forræder, verden ser hende som nu. Verdenshistorien er aldrig forbi, men den historie, jeg har fortalt, slutter ulykkeligvis her.”

Skuffelsen er ikke til at tage fejl af i Karen Stokkendals sidste, lavmælte speak i hendes dokumentarfilm ”Et militærdiktatur bag facaden”, som blev vist på DR 2, tyske ZDF og franske ARTE tirsdag aften. En time og 38 minutter om og med folkehelt, regeringsleder og nobelpristager Aung San Suu Kyi. Spækket med reportage, interview og smukke tableauer fra Myanmar – også kaldet Burma – som for de fleste af os er et fjernt, ukendt og så alligevel dragende land.

Men der er langt fra Four Jacks’ romantiserede lange vej til Mandalay med flyvefisk i leg til den grumme virkelighed, Karen Stokkendal præsenterer i sin film. I fem år har hun arbejdet med filmen, som er blevet til på trods af modstand fra et styre, der naturligvis ikke har stor lyst til at blive kigget i kortene.

Det begynder ellers godt og optimistisk. Efter to årtier i husarrest beslutter militærdiktaturet i slutningen af 2010 at løslade Aung San Suu Kyi, og med sin elegante, imødekommende og veltalende attitude bliver hun mødt med hyldest og skyhøje forventninger. Ikke bare i Myanmar, men i hele verden.

Men militærgeneralerne sidder tungt på taburetterne, og trods en overvældende valgsejr i 2015 må Aung San Suu Kyi og hendes parti nøjes med og acceptere en magtdeling, som i dokumentarfilmens fremadskridende optik bliver mere og mere katastrofal. Som gift med en brite er hun fanget i en forfatningsparagraf, der afskærer alle med udenlandske ægteskaber og børn fra at blive præsident. Og hun må nøjes med en lidt uklar position som regeringsleder, hvor det reelt er diktaturets aldrende mænd, som bestemmer.

Helt galt går det ved militærets fordrivelse af omkring 900.000 muslimske rohingyaer i 2017, der – som beskrevet her i avisen i går – reelt var en etnisk udrensning. Og da Aung San Suu Kyi har chancen for at sige fra over for det, der foregår, forpasser hun den.

Det endelige punktum i den absolut seværdige film bliver sat af Karen Stokkendal. Men lige inden har hun klippet en sigende scene fra et møde med Sikkerhedsrådet ind i filmen.

Myanmars FN-ambassadør skal med blikket stift rettet mod et talepapir forklare, hvorfor der ikke er grundlag for verdenssamfundets kritik af fordrivelsen af rohingyaerne. Men hænderne ryster, blikket bliver flakkende, og stemmen knækker over i en hulken, det kun nogenlunde lykkes ham at stoppe med en lille pause og en tår vand.

Manden ved, at det er forkert, det han forsøger at bilde verden ind. De, der sidder omkring det runde bord i mødesalen i New York, ved det. Vi, der kigger med, ved, at det ikke passer.

Takket være ”Et militærdiktatur bag facaden”. Filmen kan ses på dr.dk/tv eller DRTV-appen indtil den 17. februar 2020.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.